Et stort antal mennesker såret under uro i Jerusalem

Mange sårede er evakueret fra området i ambulancer, som holdt parkeret nær Tempelbjerget, hvor moskeen ligger.

 
Flere hundrede mennesker er blevet såret i sammenstød mellem israelsk politi og palæstinensiske demonstranter udenfor al-Aqsa moskeen i Jerusalem. Video: AP, Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dusinvis af mennesker er mandag såret under sammenstød ved al-Aqsa moskeen i Jerusalem.

Urolighederne brød igen ud mandag morgen mellem palæstinensere og israelske politi nær Her moskeen al-Aqsa, hvor hundredvis af mennesker blev såret under gadekampe fredag og lørdag.

Hundredvis mødte politiet med kasteskyts tidligt på dagen, og de israelske sikkerhedsstyrker svarede igen med chokgranater, tåregas og gummikugler.

Mange sårede blev evakueret fra området i ambulancer, som holdt parkeret nær Tempelbjerget, hvor moskeen ligger.

Lyden af chokgranater og sirener kunne høres i andre byområder på afstand af den gamle bydel.

Volden er brudt ud før mandagens planlagte march, som skal markere Israels overtagelse af Jerusalem under Seksdageskrigen i 1967 – en årsdag, som kaldes »Jerusalem Dagen« i den jødiske stat.

Israel erobrede den østlige del af Jerusalem under krigen i 1967 og har annekteret Østjerusalem. Det er ikke internationalt anerkendt.

Fredag aften blev over 200 mennesker såret under sammenstød og omkring 100 blev såret under uroligheder igen lørdag.

Der har de seneste uger været uroligheder i området Sheikh Jarrah, der ligger tæt på Jerusalems gamle bydel.

Palæstinenserne har deltaget i demonstrationer mod de løbende konfiskationer af palæstinensiske ejendomme i Østjerusalem.

De fire medlemmer af Mellemøstkvartetten – USA, Rusland, EU og FN udtrykker dyb bekymring over volden i Jerusalem.

FNs generalsekretær, António Guterres, opfordrer Israel til at udvise »maksimal tilbageholdenhed.«

Urolighederne er de værste ved al-Aqsa i årevis. Moskeen er det tredjemest hellige sted i islam efter Mekka og Medina og ligger på Tempelbjerget. FNs Sikkerhedsråd skal mandag mødes for at diskutere spændingerne i Østjerusalem.

Flere unavngivne diplomater oplyser, at mødet sker efter ønske fra næsten to tredjedele af rådets 15 medlemslande.

/ritzau/Reuters