»Et stærkt symbol«: Danmark genåbner ambassade trods raketangreb

Som det første nordiske land genåbner Danmark sin ambassade i Ukraines hovedstad – på trods nylige russiske raketangreb. Genåbningen er symbolsk vigtig, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Som det første nordiske land genåbner Danmark sin ambassade i Ukraines hovedstad Kyiv. Det sker under den danske udenrigsministers besøg i Kyiv i dag. Her besøgte Jeppe Kofod også forstaden Irpin, der i ugevis blev bombarderet af russiske styrker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I mere end to måneder har den danske ambassade i Kyiv været lukket og låst, og på Udenrigsministeriets hjemmesiden kan man læse hvorfor.

»Eksplosioner og raketangreb i nord-, øst- og syd-Ukraine. Luftrummet er lukket,« lyder den sidste opdatering fra ambassaden før evakueringen i februar.

Nu er de danske diplomater igen tilbage i Kyiv, og mandag slog ambassadøren dørene op på ambassaden, selvom raketangreb stadig hører til dagens orden i mange dele af Ukraine.

Så sent som i torsdags slog russiske raketter ned i hovedstaden.

Genåbningen er et »stærkt symbol« på den danske opbakning til Ukraine. Det sagde udenrigsminister Jeppe Kofod, da han mandag besøgte Kyiv.

»Det betyder også, at vi kan være en direkte støtte og have et direkte samarbejde ved at have vores ambassade og vores ambassadør i hjertet af Ukraines hovedstad,« sagde Jeppe Kofod ifølge Ritzau.

Danmark har ligesom en række andre europæiske lande ydet ekstraordinær bistand til Ukraine, siden det russiske angreb. Det gælder 668 millioner kroner i humanitær støtte og mere end en milliard kroner i militær støtte.

Første nordiske land

Danmark er det første nordiske land, der genåbner sin ambassade i landet.

Da russiske styrker nærmede sig Ukraines grænser flyttede den danske ambassade først sine aktiviteter til den vestukrainske by Lviv. Ambassaden flyttede til den polske by Rzeszów, da russiske styrker besatte Kyivs forstæder bare 25 kilometer fra centrum.

Et russisk missilangreb ramte fredag Kyiv, mens FN-generalsekretær António Guterres besøgte byen. Ni blev såret og en dræbt i angrebet. Fold sammen
Læs mere
Foto: State Emergency Service Of Ukraine/Reuters/Ritzau Scanpix.

Siden blev de russiske tropper slået tilbage, og Ukraine kontrollerer nu igen området nord for Kyiv. Både EU-Kommissionen og en række europæiske lande har de seneste uger genåbnet deres ambassader i Kyiv. Også USA har varslet en genåbning.

Jeppe Kofod besøgte mandag den nordlige forstad Irpin sammen med sin ukrainske kollega, Dmytro Kuleba. Den ukrainske udenrigsminister understregede sit håb om dansk støtte til ukrainsk medlemskab af EU.

»Danmark kan helt afgjort spille en rolle. Danmark har et godt ry i Europa, Men det skal være proaktivt. Det er ikke nok at sige, at 'vi støtter',« sagde Dmytro Kuleba.

Den danske ambassade vil indtil videre køre med nedsat bemanding, og genåbningen betyder ikke, at situationen i den ukrainske hovedstad er normaliseret.

»Sikkerhedssituationen i Ukraine er fortsat meget alvorlig, så dagens begivenhed må ikke forlede nogen til at tro, at vi nærmer os normalen, og at danskerne for eksempel nu igen kan rejse til Ukraine. Vi fraråder stadig alle rejser til landet,« sagde Kofod.

Det seneste raketangreb ramte Kyiv midt under et besøg fra FNs generalsekretær, António Guterres. Ni blev såret og en dræbt.