Ét skridt tættere på svensk regering: Löfven forhandler med borgerlige partier om at blive statsminister

Socialdemokraterne har indgået en aftale med Centerpartiet (C), Miljöpartiet (MP) og Liberalerna (L). Mandag nominerer de en ny statsministerkandidat.

Sverige kan få en ny regering i næste uge - knapt fire måneder efter valget.

De svenske socialdemokrater har nemlig indgået en aftale med Centerpartiet, Miljöpartiet og Liberalerna, melder flere svenske medier, heriblandt Aftonbladet og SVT.

To regeringer er indtil nu blevet stemt ned i Riksdagen. Først et regeringsbud med en mindretalsregering under ledelse af Ulf Kristersson, bestående af Moderaterna og Kristdemokraterna - dernæst et regeringsbud under ledelse af den hidtidige regering under Stefan Löfvens Socialdemokraterna og Miljöpartiet.

Det var blandt andet Centerpartiet og Liberalerna, der stemte begge regeringsbud ned. Nu kan de sammen med Miljöpartiet afgøre, hvem der skal lede den næste svenske regering.

Anonyme kilder har til Aftonbladet fortalt, at de fire partier har nærmet sig hinanden på centrale politiske spørgsmål - på trods af, at de er placeret på hver deres fløj af det svenske politiske landskab.

Socialdemokraterna er for eksempel kommet Centerpartiet væsentligt meget i møde i forhold til arbejdsmarkedslovgivning, end partiet gjorde i december, da forhandlingerne sidst brød ned mellem partierne. Miljöpartiet har ligeledes fået lovning på, at luftskatten og flygtninges ret til familiesammenføring genindføres. Og Liberalerna har ifølge Aftonbladet fået de andre partier med på at arbejde for, at den svenske folkeskole tages ud af kommunernes hænder for at blive lagt tilbage på nationalt niveau igen.

Aftalen er dog endnu ikke på plads, for parterne skal først drøfte og godkende den i deres respektiver partier. Både Centerpartiet og Socialdemokraterna har indkaldt til møder fredag. Men ingen af de fire partier ønsker imidlertid at kommentere oplysningerne, skriver Aftonbladet.

Centerpartiet og Liberalerna kan stadig vælge at støtte Ulf Kristerssons regering under Moderaterna og Kristdemokraterna. De fire partier udgjorde en borgerlig alliance - og bliver ofte omtalt som Alliancen - forud for og under det svenske valg.

Men de fire partier splittedes ad efter valget, da Liberalerna og Centerpartiet ikke ville støtte en borgerlig regering, hvis det betød samarbejde med valgets tredjestørste parti - nemlig det indvandringskritiske Sverigedemokraterna.

Det har nu fået Moderaterna og Kristdemokraterna til at give Liberalerna og Centerpartiet et usædvanligt tilbud. De to partier lover nemlig, at de ikke vil samarbejde med Sverigedemokraterna, hvis L og C vælger at støtte deres regering ved en afstemning i Riksdagen, skriver Dagens Nyheter.

Det ville betyde, at Moderaterna og Kristdemokraterna i stedet vil række ud til Centerpartiet og Liberalerna i første omgang og derefter på tværs over rød blok, når de skal indgå aftaler, skriver Dagens Nyheter.

Centerpartiet sidder i møde hele fredag i Stockholm og skal lørdag beslutte sig for, hvilken statsministerkandidat det vil pege på, skriver Aftonbladet.

Miljöpartiet skal ligeledes holde partimøde i weekenden.

Mandag mødes Riksdagens formand, Andreas Norlén, med alle otte partiledere i Riksdagen. Samme eftermiddag ventes han at holde et pressemøde, hvor han formentlig vil løfte sløret for, hvem den næste statsministerkandidat bliver - Löfven eller Kristersson.