Det begyndte som planlagt. Singlen blev straks råspillet på samtlige radiostationer. Efter en time lå den nummer et på iTunes på udgivelsesdatoen 17. november. Efter to døgn var den solgt i en kvart million eksemplarer.

En musikvideo satte englænderne i yderligere alarmberedskab. I åbningen bærer to nødhjælpsarbejdere i beskyttelsedragter en død kvinde ud af et hjem, Bob Geldofs nye velgørenhedsudgave af den velafprøvede »Do They Know It’s Christmas?« til fordel for bekæmpelse af ebola i Vestafrika lignede en ubestridt succes.

»Det er lige meget, om du hader eller ikke kan lide denne sang. Du er nødt til at købe den,« udtalte Bob Geldof på en pressekonference: »Download den ikke, lad være med at se den på Youtube. Det er blot et par pund og en god julegerning at gøre.«

»Band Aid 30« hedder 2014 versionen af »Do They Know It’s Christmas«. 30 sangere stiller 30 år efter originalen op for den gode sag: Eksempelvis Bono, Ed Sheeran, Seal, Sinead O’Connor og One Direction. Men nogen meldte også fra. Andre tog ikke telefonen. Og særligt en række afrikanske stemmer understreger nu, at de gerne vil frabede sig flere hjælp-Afrika-med-en-popsang-initiativer.

»Den kristne befolkning i Nigeria er næsten tre gange så stor som den kristne befolkning i England og Wales. Hvordan skulle de ikke vide, at det er jul,« spørger eksempelvis den kenyanske politiske analytiker Abdullahi Halakhe på Al Jazeera.com, hvor en række afrikanere finder Geldofs initiativ »nedladende«: »Alene idéen om, at Afrika i 2014 har brug for at blive reddet af en flok udtjente C-liste popartister er et perverst eksempel på et messiaskompleks,« siger Halakhe.

Mange afrikanske initiativer til bekæmpelse af ebola var i gang længe før Band Aid 30. Folkene bag disse kritiserer Geldof og »Do They Know It’s Christmas« på de sociale medier og i afrikansk presse for ikke have læst på afrikalektien.

Robtel Neajai Pailey, 32, en ph.d.-studerende i Liberia, var to år gammel , dengang sangen om et kontinent knuget af »skræk og rædsel«, som det hedder i teksten, blev udgivet første gang.

»Den var krænkende dengang, og den er krænkende nu. Det ville have været bedst at efterlade den, hvor den hører hjemme: I historiens skraldespand. Vestlige velgørenhedssange som Geldofs er ikke alene nedladende, de er også overflødige og uoriginale,« siger Pailey til Al Jazeera.

Solome Lemma er initiativtager til Africa Responds. En organisation, der har etableret lokalt samarbejde og hjælpeforanstaltninger i de tre lande ramt af ebola: Sierra Leone, Guinea og Liberia. Hun mener, at »Do They Know It’s Christmas?« med ny »ebola tekst« skader det lokale arbejde med at bekæmpe sygdommen og smittens udbredelse.

»Afrikanere forbinder fortsat sangen med en mørk periode, hvor vores menneskelighed og værdighed blev overdøvet af sensationssøgende humanitærhjælp. Og vi ved nu, at der findes mere effektive måder at reagere på i nødsituationer. En væsentlig del består i at støtte og styrke lokale svar,« lyder det fra Lemma: »Det er ikke sandt, at disse mennesker er hjælpeløse. Siden udbruddets begyndelse har befolkningerne i Guinea, Sierra Leone and Liberia organiseret sig i bekæmpelsen. De står ikke og ser på og venter på, at Bob kommer og redder dem.«

Liberiske Robtel Neajai Pailey mener, det ville have været langt bedre, om Geldof og de britiske popsangere havde støttet afrikanske kollegers udgivelser i stedet. Ebola-relaterede sange er for længst blevet udgivet af afrikanske kunstnere. I maj udgav liberiske Samuel ’Shadow’ Morgan og Edwin ’D-12’ Tweh sangen ’Ebola in Town’. Den blev ligesom »Do They Know … « straks et hit. Teksten er informativ tilsat et efter sigende »hot beat«. Og for ikke længe siden udgav malisiske, ivorianske, congolesiske og guineanske musikere, ’Africa Stop Ebola’.

»Vi har allerede taget den, Geldof, så vig tilbage. Hvis du virkelig ønsker at hjælpe, så køb en gazillion CDer med disse to sange og send dem til dine venner med beskeden: »Afrikanske løsninger på afrikanske problemer«,« siger Pailey, der mener, at Geldof skal holde inde med at »stjæle projektørlyset«.

Bob Geldof har imidlertid ikke alene fået en afrikansk front mod sig. Hjemme i England er den oprindelige succesfølelse tillige ved at gå kold i tiltagende kritik. Det britiske hiphop-navn Fuse ODG, som er vokset op i Ghana, takkede nej til Band Aid 30. Ifølge ham selv, da han så den nye tekst til »Do They Know...«.

»Jeg var chokeret og frastødt,« skriver han i et indlæg i avisen Guardian. Fuse pointerede straks over for Geldof, at linjer som; “Where a kiss of love can kill you and there’s death in every tear”, og “There is no peace and joy in west Africa this Christmas” ikke havde noget med hele Vestafrika at gøre.

»I de sidste fire år er jeg rejst til Ghana til jul alene med formålet fred og glæde. For mig ville det være at lyve at synge sådan,« skriver rapperen: »Som mange andre er jeg dødtræt af hele dette koncept om Afrika – et kontinent rigt på ressourcer - som sygdoms-, smitte- og fattigdomsramt. Syv ud af verdens ti hurtigst voksende økonomier er i dag afrikanske.«

Ydermere er Bob Geldof kommet i karambolage med den britiske stjerne Adele. Til Geldofs højlydte mishag svarede Adele aldrig på hans henvendelser. “Hun tager ikke telefonen … hun skriver ikke, hun indspiller ikke. Hun vil ikke forstyrres af noget,« udtalte Geldof med en antydning af, at sangerinden var tabt for virkeligheden og kun havde sig selv og sit for øje. Kort efter kom det frem, at Adele allerede havde givet et stort beløb til den britiske hjælpeorganisation Oxfam, men uden at gøre et nummer af det.

Konflikten mellem Geldof og Adele har derpå fået britiske kommentatorer til tasterne. I angreb på Geldofs overfald på Adele. I The Telegraph skriver Bryony Gordon under overskriften »Hvorfor Adele gjorde ret i at ignorere Bob Geldorf« om, at berømtheder altid donerer tid, mens alle andre til gengæld for dette skal ryste op med pengene.

»I den overfladiske, selvpromoverende verden af berømmelse er den simple og stiltiende akt at yde penge til velgørenhed ikke det, man gør – det er vores andres opgave – »Giv os jeres forpulede penge,« lød Geldofs oprindelige budskab, og det er hans budskab igen i dag. Alle skal grave dybt i lommerne og give deres surt tjente penge, fordi disse berømtheder, der tjener millioner på at synge, nådigt har givet nogle få timer af deres tid på en weekend,« skriver hun.

Klummeskribenten erklærer, at hun ikke ønsker sig belært om filantropi af en mand, der angiveligt er god for omkring 300 millioner kroner og stadig spekulerer i at undgå at betale britisk skat. Og Gordon gør ligeledes gældende:

»Jeg vil ikke nødes af et band, der rejser i hver sit privatfly (One Direction, red.), eller af en mand, der undgår at betale irsk skat, mens han samtidig fortæller den irske regering, at den skal hjælpe ulande (Bono, red.).«

Den kenyanske analytiker, Abdullahi Halakhe, så gerne, at den vestlige medieomtale af ebolaudbruddet var mere præcis. Eksempelvis at den inkluderede oplysningen om, at udbrud i Nigeria, Senegal og Congo er blevet effektivt håndteret lokalt.

»Men det nævnes ikke i den hysteri-drevne dækning af ebola. Misforstå mig ikke, i de tre værst ramte lande har ebolaens ødelæggelse været omfattende. Men jeg tror ikke, en Geldof-ledet velgørenhedssang er måden at adressere det på,« siger Halakhe.

I samme artikel hos Al Jazeera når andre endog frem til, at berømtheders velgørenhedsarbejde på lang sigt skader langt mere, end dens indsamling er i stand til at gavne i nuet. Dawit Gebreselassie, finansiel analytiker fra Etiopien, udtaler:

»Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan nogle få dollars indsamlet fra tid til anden overhovedet kan opveje den skade, den gør ved at sværte et helt kontinent.«