Den amerikanske ambassadør i Frankrig, Charles Kushner, har skrevet et opsigtsvækkende brev til Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, som er blevet trykt i avisen The Wall Street Journal.

I brevet beskylder han Macron og den franske regering for at gøre alt for lidt for at bekæmpe antisemitisme.

»Jeg skriver på grund af dyb bekymring over den dramatiske stigning i antisemitisme i Frankrig og manglen på tilstrækkelig handling fra Deres (Macrons, red.) regering til at konfrontere den,« står der blandt i brevet.

Charles Kushner er jøde, og hans søn, Jared Kushner, er gift med Donald Trumps datter Ivanka Trump.

I Frankrig går der ikke en dag, uden at jøder bliver overfaldet på gaden, synagoger eller skoler bliver skamferet, eller jødisk ejede virksomheder bliver vandaliseret, lyder det fra Kushner.

Brevet er sendt på et tidspunkt, hvor spændingerne mellem USA og Frankrig vokser over Macrons planer om at godkende Palæstina som en selvstændig stat.

Frankrigs udenrigsministerium meddeler søndag aften, at det vil indkalde Kushner til en samtale på baggrund af brevet.

»Frankrig afviser på det kraftigste disse seneste anklager. Ambassadørens anklager er uacceptable,« lyder det ifølge AFP i en udtalelse fra udenrigsministeriet.

Frankrig er hjemsted for Vesteuropas største jødiske befolkning. Den er på omkring en halv million mennesker.

Antallet af rapporterede antisemitiske handlinger i landet steg fra 436 i 2022 til 1676 i 2023. Sidste år faldt antallet ifølge det franske indenrigsministerium til 1570, har AFP skrevet. Det specificeres ikke, hvad antisemitiske handlinger præcist dækker over.

Charles Kushner forældre overlevede holocaust.

Brevet er dateret til 25. august. Heri bemærker Kushner, at datoen markerer 81-året for, at Paris blev befriet fra den tyske besættelse, og at det »afsluttede deportationen af jøder fra fransk jord«.

Derudover lyder det, at hadet mod jøder »er eksploderet siden Hamas' barbariske angreb den 7. oktober 2023«.

Charles Kushner henviser til den palæstinensiske militante bevægelse, som angreb Israel for næsten to år siden. Angrebet udløste den igangværende krig i Gaza.

I juli meddelte Emmanuel Macron, at Frankrig vil anerkende en palæstinensisk stat ved FNs Generalforsamling i september.

»Det mest presserende i dag er at få krigen i Gaza til at stoppe og sikre nødhjælp til civilbefolkningen,« skrev Macron i et brev til den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas.

Men dette møder kraftig kritik fra Charles Kushner. Sådanne tiltag »opmuntrer ekstremister, nærer vold og bringer jødisk liv i Frankrig i fare«, lyder det.

Den franske præsident har ikke umiddelbart reageret på brevet.

Dele af denne artikel er skrevet af Ritzau.