Et nyt FN

Overraskende markant resolution fra FN, skriver Berlingskes udlandsredaktør.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

FNs Sikkerhedsråd vedtog sent torsdag aften en stærk resolution, der giver mulighed for at angribe den libyske leder, Muammar Gaddafis styrker både til lands og i luften. Det var en overraskende markant resolution, der gik igennem. Den tidsmæssigt udvandede resolution, der har været drøftet de seneste dage, drejede sig udelukkende om et flyveforbud, som under alle omstændigheder ville være for sent at gennemføre, fordi Gaddafi efterhånden var blevet så stærk på landjorden, at et flyveforbud hverken ville gøre fra eller til.

Med den nye resolution kan en række lande vælge at slå til og ramme Gaddafi hårdt både i forhold til hans fly, men også i forhold til hans kampvogne, artilleri og militære bevægelser på landjorden i øvrigt. Det eneste, resolutionen ikke giver tilladelse til, er at sætte landstyrker ind. FNs Sikkerhedsråd udviste dermed en enestående handlekraft på relativ kort tid.

På mange måder var den et afgørende brud på det, FN er kendt for - ikke at kunne blive enige om militært at gribe ind i andre landes indre anliggender. Kina og Rusland har især problemer i forhold til netop det, fordi de to lande frygter at blive presset, hvis det kommer til indre opgør i deres respektive lande og områder.

Men også de tre andre permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, USA, Frankrig og Storbritannien, har haft deres problemer med diverse resolutioner. Men med vedtagelsen af denne resolution har FNs Sikkerhedsråd placeret sig i en mere offensiv position, selv om der er særlige omstændigheder forbundet med beslutningen.

For det første var det klart, at Gaddafi har overskredet alle internationale normer, og at samtlige medlemmer af Sikkerhedsrådet var presset til at handle. For det andet var der direkte støtte fra en række arabiske lande gennem Den Arabiske Liga, og især det sidste forhold har formentlig givet især Kina og Rusland det sidste skub, således at de to stormagter ikke valgte at trække vetokortet. Der var en klar international forståelse af, at Gaddafi ikke må overleve den her konflikt.

For en række vestlige lande betyder det især noget for demokratiseringsprocessen i de arabiske lande, at det ikke lykkes for Gaddafi at knuse et oprør. Selv om der gambles meget højt i Mellemøsten lige nu, og usikkerheden om hvem der kommer til at regere i fremtiden er stor, så har de vestlige lande et problem, hvis Gaddafi kan knuse et påstået demokratisk opgør.

Men alle holder vejret, fordi ingen i realiteten ved, om det overhovedet lykkes at skabe et demokrati i Libyen, Tunesien eller i Egypten. Især i Libyen frygter man, at der findes en del islamiske kræfter, der venter på det rette tidspunkt til at overtage magten. Så meget er på spil lige nu. Men det internationale samfund valgte med ti stemmer for at lade tvivlen komme oprørerne til gode. Fem lande undlod at stemme.

Med en modstander som Gaddafi ville det også være svært at undlade at gøre noget. Et regulært folkemord med en efterfølgende flygtningestrøm truede forude. Og det ville det internationale samfund ikke moralsk kunne overleve. Men det er værd at bemærke, at Kina og Rusland var blandt dem, der undlod at stemme. En påmindelse om, at FNs medlemmer hurtigt kan vende på en tallerken.