Et parlamentsvalg uden alvorlige uregelmæssigheder, uden blodudgydelser af betydning og med et resultat, der anerkendes af alle de afgørende politiske partier.

Det, som mange skeptikere har dømt som absolut umuligt i den arabiske verden, er nu en realitet. I Tunesien afkræftede landets politiske elite og alle de tunesiske vælgere søndag myten om, at arabere, islam og demokrati ganske enkelt ikke kan sammen.

Parlamentsvalget i det lille nordafrikanske lande var tilmed et opgør mellem sekulære partier og bevægelser på den ene side og det store islamiske parti, Ennahda, på den anden. Forud for valgdagen så det længe ud til, at Ennahda ville forblive det største parti, men sådan skulle det ikke gå. En sammenslutning af ikkereligiøse partier og partier på venstrefløjen løb med sejren, og allerede inden det endelige og officielle resultat forelå, ringede Ennahdas leder, Rachid Ghannouchi, til lederen af den sekulære blok, Beji Caid Essebsi, og lykønskede ham med valget.

Tankevækkende – ikke mindst i lyset af det blodige kaos, der har hærget andre lande i regionen efter det såkaldte arabiske forår, hvor revolutioner og væbnede opstande ligesom i Tunesien har fjernet despoterne fra magten.

Og ekstra tankevækkende, eftersom manden, som Ennahdas leder lykønskede, besad vigtige poster under det gamle regime, der i 1990erne og frem til revolutionen fængslede og torturerede adskillige Ennahda-folk og tvang et stort antal af dem i eksil.

Dertil kommer, at Beji Caid Essebsi langtfra er den eneste tidligere regimerepræsentant i den vindende koalition. Dem er der flere af, og dermed tackler Tunesien problemerne med forsoning efter revolutionen på en langt mere pragmatisk og fredelig måde end det er set i de andre arabiske lande.

»Til alle dem, der har erklæret demokratiet for dødt i denne region, lyder min opfordring: Tag til Tunesien,« som Kenneth Wollack, lederen af National Democratic Institute – en af de internationale institutioner, der overvågede valget – udtrykte det, da observatørerne efterfølgende blåstemplede tunesernes første rigtige, demokratiske valg efter præsident Ben Alis fald i januar 2011.

Gør man det – altså tager til Tunesien – vil man se et land med store udfordringer, der står i kø: Dårlig økonomi, arbejdsløshed og en væbnet konflikt – om end den indtil videre er på lavt blus.

Det er yderligtgående militante islamister med sympatier for al-Qaeda/Islamisk Stat, der forsøger at destabilisere det unge demokrati. Og valgsejren til den sekulære partiblok kan ifølge eksperter blandt andet forklares med, at Ennahda opfattes som værende for blødsøden over for de militante i de par år, hvor partiet har været regeringsbærende.

Ennahda har heller ikke økonomisk og socialt været i stand til at lette tunesernes pressede hverdag, og det er alvorligt, da det var baggrunden for revolutionen. Og eftersom det bestemt heller ikke er en nem opgave at få økonomien på fode, græder Ennahda måske i virkeligheden tørre tårer over nederlaget.

»Ennahda-islamisterne havde ingen regeringserfaring overhovedet, da bevægelsen pludselig stod med magten. Nu har de erfaret, hvor svært det er, og derfor gør det måske ikke så meget, at oppositionen nu står med hovedpinen,« vurderer Kasper Ly Netterstrøm, der er ekspert i tunesisk politik ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Den vurdering lyder ikke helt ved siden af. I hvert fald har den afgående premierminister i teknokratregeringen under valgkampen gjort det klart, at Tunesien skal igennem yderligere tre år med smertefulde og upopulære reformer for at genoprette økonomien efter skaderne som følge af revolutionen. Og mens vi nu er i gang med at opregne de udfordringer, som den sekulære partiblok står overfor, så advarede Den Internationale Valutafond (IMF) i en rapport i sidste måned om, at de upopulære reformer kan føre til endnu mere social uro, endnu flere strejker og endnu flere demonstrationer, end Tunesien oplever i forvejen.