Et lidt for åbent demokrati

I Sverige kan det være ganske svært ikke at skilte med sine politiske sympatier, når man går i stemmeboksen.

Stemmesedler i stemmelokalet. Fra riksdagsvalget 2010. Foto: Jonathan Nackstrand/AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I antikkens Grækenland, ofte kaldet demokratiets vugge, foregik valghandlingen ved håndsoprækning på byens torv. Her kunne alle se, hvad deres naboer og familiemedlemmer stemte. En unægtelig meget gennemsigtig måde at gennemføre valghandlingen på, men også en, som i høj grad gør det muligt at sikre sig, at folk stemmer, som de enten er blevet truet eller bestukket til at gøre.

Så da demokratiet blev genoplivet i det 18. og 19. århundrede, blev en af hjørnestenene valghemmeligheden, der sikrer, at det ikke er muligt at se, hvem folk stemmer på. Frankrig indførte det i 1795 kort efter revolutionen, og de fleste andre lande sørgede også for, at nysgerrige øjne ikke kunne følge med i stemmeafgivelsen.

I Danmark er hemmeligholdelsen af, hvem folk stemmer på, efterhånden blevet så institutionaliseret, at selv de billeder af stemmesedler, som efterhånden florerer overalt på sociale medier på valgdage, er blevet kritiseret som en overtrædelse af valghemmeligheden. Selv om det faktisk er ganske lovligt at skilte med, hvor man sætter sit kryds, hvis man vel at mærke selv ønsker det.

I Sverige er det imidlertid lidt anderledes, for her er det noget sværere ikke at skilte med sine politiske sympatier. Hvad enten man vil det eller ej.

Nok er selve afkrydsningen hemmelig på den anden side af Øresund. Men i modsætning til Danmark får svenskerne ikke en enkelt stemmeseddel, hvor partier og kandidater er opført samlet. I stedet har hvert parti sin egen seddel, som vælgeren skal hente enten i valglokalet eller udenfor, hvor partiernes frivillige uddeler dem i stort tal.

Under partisoldaters, naboers og valgtilforordnedes snagende blikke, skal svenskeren altså vælge, hvilken stemmeseddel man vil bruge. Naturligvis kan man så tage flere stemmeseddler og dermed camouflere, hvilken man vil anvende. Men gør man det, signalerer man lige så utvetydigt, at man altså har noget at skjule.

Derover kræver det svenske system også, at hvert parti selv står for trykning af stemmesedler, hvilket kan blive en ganske bekostelig affære.

Det er forhold, som fik den danske valgforsker Jørgen Elklit og den svenske doktor i feministisk litteraturkritik Birgitta Wistrand til at skrive en kronik i Politiken i 2010 med overskriften: »Hvor demokratisk er Sverige?«

Deres konklusion er entydig:

»Svenske valg lever ikke op til internationale standarder,« og valghandlingen i Sverige er præget af »væsentlige problemer, i hvert fald hvis man har en målsætning om at afholde genuint demokratiske valg.«

Kronikken i den danske avis var dog ikke noget, som affødte den store polemik i Sverige, og man kan med rette spørge, hvorfor indlægget ikke blev bragt i en svensk avis i stedet. De to akademikere havde først sendt deres fagligt velfunderede kritik af den svenske valghandling til de fire store landsdækkende svenske aviser. Indlægget blev imidlertid afvist af alle fire med samme begrundelse:

Pladsmangel.