NEW ORLEANS: At iagttage New Orleans er som at iagttage en gamling, der skulle være død, og som et øjeblik virkede død, men som mirakuløst kom til live. Han er ikke i fuld vigør, det vil være en overdrivelse, men han er ikke desto mindre i vigør, og fra de eksperimenterende og mangefarvede nye boliger i de fattige kvarterer til de omnipresente taco-trucks går en følelse af fornyet livskraft gennem byen.

Hvilket er overraskende - for tænk bare fem år tilbage. En syv meter høj mur af vand skyllede gennem byen, vinden blæste med 60 meter i sekundet, og den dødeligste amerikanske orkan siden 1928 var en kendsgerning. »Katrina« sendte knap halvdelen af befolkningen i New Orleans på flugt. Før orkanen boede 1,3 mio. mennesker i storbyen; efter orkanen kun 700.000.

Så desperat var situationen, så hjælpeløs virkede byen, at et flertal af amerikanerne i en meningsmåling gik imod at genopbygge de hårdest ramte områder i New Orleans, omkring 80 pct. af byen; daværende kongresformand Dennis Hastert var enig, og den fremtrædende kommentator Jack Shafer spurgte, om New Orleans overhovedet havde noget, der var værd at genopbygge? 47 pct. af skolerne var bedømt som »akademisk uacceptable«, og politikorpset var det dårligste i landet, og mordraten ti gange højere end det amerikanske gennemsnit.

Men New Orleans lever - om end ikke det gamle New Orleans, viser en undersøgelse, som markedsforskere hos researchfirmaet The Nielsen Company offentliggjorde i denne uge. For det første er byen mindre. Storbyområdet tæller i dag knap 1,2 mio. mennesker, og hvor det før »Katrina« var det »35. største marked i USA, er det i dag det 46. største marked«, skriver Nielsen.

For det andet er det ikke de samme mennesker, der bor i byen. Det nye New Orleans er hvidere, rigere og ældre. Andelen af hvide er steget fra 25 pct. til 31 pct., gennemsnitsindtægten er steget fra 185.000 kr. om året til 235.000 kr., og gennemsnitsalderen er steget fra 34 til 39 år.

Demokratisk laboratorium

Statistikken er ikke kun statistik. Den er også kød og blod - blandt andet i form af byens nye borgmester, Mitch Landrieau. Han er den første hvide borgmester siden 1978, og han blev valgt på et løfte om at gøre op med den gamle korrupte og sørgeligt inkompetente kultur, som stortrivedes under forgængeren, Ray Nagin. Nagin blev genvalgt i 2006 på et løfte om »at fastholde New Orleans som chokoladefarvet« og gennem et skræmmebillede af hvide, jøder og latinoer, som ville sætte det sorte New Orleans på porten. Retorik kunne være retorik, hvis Nagin blot havde haft en smule vid og bid som borgmester, men under orkanen var han - ifølge webmagasinet Daily Beast - så ubehjælpsom, at han lå i et hjørne af et kontor, »nøgen og krøllet sammen i fosterstilling«, og stort set alt, hvad han og hans styre bagefter havde fingrene i, gik galt.

Landrieau er anderledes håbefuld. Som han siger i ovennævnte artikel i Daily Beast: »New Orleans er USAs fremmeste laboratorium for innovation og demokrati ... vi er de eneste, som har været komplet lagt i ruiner, og de eneste, som skulle genopbygge selve tråden i vores tilværelse. Vi kan teste nye ideer ... og hvis New Orleans kan finde en løsning, så kan USA også.«

Landrieau har tilkaldt forbundspolitiet FBI for at efterforske det lokale politi, han har sat en skolereform i gang, og han markedsfører New Orleans som en grøn og bæredygtig storby, og det hjælper alt sammen, men den nye demografi kan blive den største hjælp. Ikke fordi New Orleans er mindre sort, men fordi New Orleans har mere ressourcestærke indbyggere. De er rigere og mere veluddannede, og Nielsen-målingen viser også en anden interessant detalje, nemlig at det hastigst voksende såkaldte »livsstilssegment« er »yngre lejere, som tjener i den øvre ende af middelklassen«. Det segment er steget med 31 pct. siden 2005, og det skyldes pionerer, som vil have en aktie i det nye New Orleans.

Hvilket er tiltrængt. Før »Katrina« var New Orleans den mest hjemmeavlede og indadvendte by i USA. 77 pct. af befolkningen i New Orleans kom fra New Orleans eller staten Louisiana, og det var det højeste tal blandt nogen amerikansk storby. Det kan have sine fordele, siger professor i geografi, Richard Campanella, til avisen New Orleans Times-Picayune. »Det giver en høj følelse af lokal kultur, en historisk arv, et stort familienetværk, men det har også sine ulemper. Den slags byer er oftest økonomisk tilbagestående og stagnerende, og de har svært ved at tiltrække nytilkommere.«

Fantastisk by for unge

Resultatet blev tydeligt 29. august 2005. New Orleans var i så sølle en forfatning, så hjemmeavlet og uden lokale ressourcer, at byen ikke kunne hjælpe sig selv og måtte løftes af udefrakommende kræfter, først og fremmest forbundsmyndighederne, men også af de såkaldte pionerer. Det er eksempelvis unge arkitekter, som vil være med til at forandre hele bydele. I det fattige Ninth Ward kan man se de såkaldte Brad Pitt-huse, opkaldt efter skuespilleren, som har kæmpet for en bæredygtig og innovativ byfornyelse, og det er ikke en tilfældighed, at 1.000 yngre jøder - oftest veluddannede - er flyttet hertil siden 2005.

Som en af dem, den 25-årige Austin Lavin, siger til Times-Picayune: »New Orleans er ved at få et ry som en fantastisk by for unge mennesker,« bl.a. fordi byen er »meget tilgængelig for nytilkommere.«

Det er ikke for ingenting, at New Orleans er havnet på magasinet BusinessWeeks liste over »de bedste amerikanske storbyer, hvor man kan stå recessionen igennem.«

Det betyder ikke, at orkanen Katrina hverken var en gave til New Orleans eller held i uheld. Det vil være en skammelig konstatering efter en naturkatastrofe, som kostede 1.500 menneskeliv og endnu flere menneskelige tragedier, oversvømmede 80 procent af byen og sendte 600.000 mennesker på flugt.

Men New Orleans er i live, og det er mere, end man kan sige om forudsigelserne om byens snarlige død.