Et hemmeligt møde med tråde helt til den kinesiske præsident vækker opsigt: »Det puster til frygten for krig«

Det er ren David mod Goliat, når Taiwan skal modstå Kinas massive forsøg på at påvirke det kommende valg, siger Berlingskes korrespondent i Asien.

Ifølge taiwanske efterretninger var Kinas præsident, Xi Jinping, til stede under mødet om påvirkning af valget i Taiwan. Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

Taiwan beskylder Kina for valgindblanding.

Ikke bare det: Højtstående kinesiske ledere har ifølge taiwanske efterretninger denne måned holdt et møde om »koordinering« af regeringsindsatser for at påvirke valget.

Anklagen er opsigtsvækkende, fordi den viser, hvor sofistikeret Kinas forsøg på at påvirke Taiwan er, fortæller Berlingskes korrespondent i Asien, Alexander Sjöberg.

»At der foregår koordinering i særlige udvalg og på så højt et niveau fortæller os samtidig, hvor vigtig kontrol med øen er for Kinas Kommunistiske Parti og regeringen,« siger han.

»Det puster til frygten for, at der en dag kan udbryde krig. Frygten for krig bliver aktivt brugt af Kina til at presse Taiwan.«

Hvad er der sket?

Ifølge taiwanske efterretninger fandt mødet sted i Beijing i starten af december.

Mødet skal have haft fokus på at »sikre effektiviteten og koordineringen af forskelligt arbejde med det taiwanske valg«, lyder det ifølge Reuters i et internt taiwansk notat.

Den fjerdehøjest rangerende i kommunistpartiet, Wang Huning, der også er vicechef for den kinesiske regerings ledergruppe for anliggender vedrørende Taiwan, skal have stået i spidsen.

Kinas præsident, Xi Jinping, var også til stede ved mødet, fortæller adskillige taiwanske embedsfolk, der har talt med journalister om sagen.

Det samme var angiveligt højtstående embedsmænd fra det kinesiske forsvarsministerium, statssikkerhedsministerium og agentur for anliggender vedrørende Taiwan.

Sidstnævnte agentur har over for Reuters ikke svaret på forespørgsler om at kommentere sagen.

Lai Ching-te, Taiwan's vicepræsident og præsidentkandidat for DPP, mødes med støtter under valgkampen. Det er Kinas ønske, at partiet, som ønsker at arbejde for Taiwans selvstændighed, ikke længere har magten efter 13. januar. Ann Wang/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvad er det, Kina forsøger at opnå?

At påvirke præsidentvalget og valget til den lovgivende forsamling i Taiwan 13. januar.

Konkret vil Kina gerne have flest muligt til at stemme på partierne Kuomintang (KMT) og Taiwans Peoples Party (TPP), fortæller Alexander Sjöberg.

»De to partier står for en mere dialogsøgende linje, og de ønsker, at Taiwan og Kina skal tale mere sammen,« siger han.

DPP, deres modstandere og øens nuværende regeringsparti, ønsker at fortsætte arbejdet for selvstændighed for øen.

»Det er det sidste, Kina vil se. Derfor forsøger de at skabe splittelse og frygt. Deres fortælling er, at en stemme på DPP er en stemme på krig, mens en stemme på de to andre partier er en stemme på fred. Det er en fortælling, som de to oppositionspartier til dels har taget til sig – og det skaber en særdeles giftig debat.«

I et taiwansk notat, der opsummerer efterretningerne, står der ifølge Reuters, at Kina vil fortsætte med »at spille på fortællingen om »et valg mellem krig og fred«.

Hermed forudsætter Kina, at en krig mod Kina er sandsynlig, hvis partiet DPP fortsætter i regeringen.

Kuomintangs præsidentkandidat, Hou Yu-ih, er en af dem, det kinesiske styre ønsker, at flest muligt stemmer på. Walid Berrazeg/EPA/Ritzau Scanpix

Hvad gør Kina ellers?

Som Berlingske beskrev mandag, er Kinas forsøg på at påvirke Taiwan massivt.

Påvirkningen sker eksempelvis ved at udbrede misinformation. Et nyligt eksempel – et falsk rygte om, at USA i samarbejde med Taiwan skal have arbejdet på et hemmeligt biologisk våbenprogram – er blot toppen af isbjerget.

Kina har aktiveret netværk af influencere og Kina-venlige medier, der spreder indhold på digitale platforme og sociale medier.

Det forklarede Chihhao Yu, meddirektør for den anerkendte taiwanske researchgruppe Taiwan Information Environment Research Center (IORG), i et interview med Berlingske:

»Kina er den største udenlandske aktør, der manipulerer med information i Taiwan.«

Avisen Taipei Times kunne derudover i sidste uge både berette, at to taiwanere er under mistanke for at have rekrutteret op mod 150 medborgere til at stemme på »Kina-venlige partier« under øens præsidentvalg i januar – og at ti ansatte ved hæren anklages for at have solgt militære hemmeligheder til Kina.

Hvad betyder det for valgkampen i Taiwan?

Anklager om valgpåvirkning kan i værste fald så tvivl om valgresultatet. Selvom Taiwan kæmper hårdt mod kinesisk misinformation, bliver Kina stadig mere sofistikeret, fortæller korrespondenten.

»Vi ved også, at Rusland deler sin verdenskendte og berygtede viden om misinformation med Kina. Taiwan er på sin vis et oplagt sted for Kina at teste sin kapacitet inden for misinformation,« siger han og fortæller, at han flere gange har hørt eksperter og politikere påpege, at det, vi ser i Taiwan, kan sprede sig.

At Taiwan er en form for misinformationslaboratorium for Kina.

»For Taiwan er det ren David mod Goliat – men de bliver nødt til at stå imod. Ellers vil der blive sået tvivl om øens demokrati og valgets legitimitet, og det er Kina uden tvivl bevidst om.«

Grundlæggende lykkes Taiwan godt med at modstå Kina. Men det store pres skaber vanskelige kår for øens demokrati.

»Netop nu er der valgkamp, og befolkningen går op i stigende boligpriser, lave lønninger og andre klassiske temaer,« siger Alexander Sjöberg.

»Det bliver overskygget af alt, der handler om Taiwans relation til Kina, og det skaber stor frustration blandt især unge vælgere.«