Et Frankrig i splid med sig selv sørger over sine døde

Selv ikke præsident François Hollandes stærke tale under mindehøjtideligheden fredag kan hele et land, der fortsat er rystet efter attentaterne i Paris for to uger siden.

Præsident François Hollande i dybe tanker og ensom majestæt under mindehøjtideligheden i Paris fredag – 14 dage efter at terrorister myrdede 130 tilfældige og sårede endnu flere. Foto: Philippe Wojazer/AFP Fold sammen
Læs mere

Hvis der findes noget allerhelligste i Frankrigs strengt verdslige republik, så må det være Invalide-palæet i Paris.

Her ligger nationens vigtigste krigshelte fra Napoleon Bonaparte og frem begravet, og her – i palæets æresgård – havde præsident François Hollande valgt at gennemføre fredagens på én gang grandiose og nøgterne mindehøjtidelighed for de 130, der blev dræbt ved forrige uges terrorangreb i Paris.

Der blev spillet musik af Jacques Brel, Beethoven, Bach og Verdi samt, naturligvis, nationalhymnen La Marsellaise. Og efter en endeløst lang og lakonisk oplæsning af ofrenes navne og alder, der mindede om, hvor urimeligt unge de fleste af dem var, gik præsident Hollande på talerstolen.

»En horde af mordere har dræbt 130 af vores landsmænd og såret flere hundrede andre i en sindssyg sags tjeneste og en forrådt guds navn. Men vi vil tage kampen op, indtil vi vinder den. Vi vil ikke give efter for hverken frygt eller had. For friheden forlanger ikke hævn, men at vi tjener den,« sagde François Hollande blandt andet.

Hvorefter han mutters alene, og tilsyneladende i strid med ceremoniens drejebog, vandrede hen over pladsens brosten og ud af palæet, som et smerteligt billede på Frankrigs kollektive sindstilstand.

»Nej tak, Hr. Præsident«

For nok var præsidentens tale stærk og smuk. Og det kan godt være, at flagfabrikanterne knap kan følge med, fordi så mange vil signalere national samling ved at lade trikoloren vaje fra vinduer og altaner, mens hundredvis af unge står i kø uden for militærets hvervekontorer. Men der er ikke desto mindre noget uforløst over franskmændenes sorg og vrede, ikke mindst fordi de i vid udstrækning er splittede.

Mens nogle af de overlevende fra terrorangrebene for to uger sad i forreste række – de sårede i kørestole eller med tydelige forbindinger – boykottede flere af de efterladte gårsdagens ceremoni.

»Nej tak, Hr. Præsident og D’Herrer Politikere. Vi tager ikke imod Deres udstrakte hånd og Deres mindehøjtidelig, fordi vi holder Dem delvist ansvarlige for det, som er sket os,« skrev en af dem på Facebook.

Samtidig begynder protester mod suspenderingen af basale borgerrettigheder i forbindelse med den undtagelsestilstand, regeringen har indført for at styrke kampen mod terror, at tage til i styrke. Og endelig, samt især, skal franskmændene forlige sig med tanken om, at angrebet ikke blev udført af mellemøstlige eller nordafrikanske ørkenkrigere men af unge mænd og kvinder, som for de flestes vedkommende er født og vokset op i blandt dem eller i nabolandet Belgien.

Var våbnene købt i Tyskland?

Det synes i hvert fald at være status efter to ugers intensiv efterforskning og 142 anholdelser alene i Frankrig. Mindst seks af de angivelig 10 gerningsmænd, der udførte attentaterne organiseret i tre kommandoer, var med sikkerhed franske eller belgiske statsborgere. Fem af dem er døde og den sjette, Salah Abdeslam, Europas mest eftersøgte mand.

Af de resterende fire, der alle er døde, var to udstyret med efter al sandsynlighed falske syriske identiteter, mens de to sidste endnu ikke er identificeret. Også blandt de medhjælpere, hvis identitet foreløbig er offentlig kendt, dominerer franskmænd og belgiere med marokkanske rødder.

Som for yderligere at understrege en tragisk europæisk dimension blev de våben, som terroristerne brugte under massakren, angiveligt købt i Tyskland.

Ifølge flere tyske medier har en tysk statsborger, som er blevet anholdt i Stuttgart mistænkt for ulovlig våbenhandel, efter al sandsynlighed leveret i hvert fald nogle af de maskinpistoler, som blev brugt i forbindelse med attentaterne i Paris.