Et forsømt kontinent tilbage i søgelyset

For første gang siden 2000 mødes EU-landene og de afrikanske lande til et topmøde. Det risikerer at blive overskygget af striden om Robert Mugabes styre i Zimbabwe. Men på længere sigt er Europa klar over betydningen af et tæt forhold til Afrika, hvor Kina melder sig som konkurrent og aftager af Afrikas råstoffer og ressourcer.

Foto: Scanpix

BRUXELLES: Der er ikke så meget at råbe hurra for på det afrikanske kontinent.

På listen over den »menneskelige udvikling« målt i økonomi, demokratiske rettigheder, adgang til uddannelse og andre forhold, som de Forenede Nationer offentliggør hvert år, udgør Afrika agterlanternen. Blandt de 177 lande målt i FNs såkaldte HDI-indeks er 24 afrikanske lande at finde på de sidste 24 pladser med Sierra Leone som bundskraberen.

Afrika er blevet kaldt det forsømte kontinent, fordi det i modsætning til andre udviklingsområder i verden – først og fremmest Fjernøsten, Sydasien og Latinamerika – ikke synes at være kommet politisk og økonomisk ud af stedet i de sidste 25 år.

Men når næsten samtlige af EUs stats- og regeringschefer i dag i Lissabon mødes med lederne fra de 53 afrikanske lande samlet i den Afrikanske Union (AU), er det et signal om, at Afrika ikke længere kan ignoreres.

Europa har hidtil været Afrikas vigtigste handelspartner, men især Kina har meldt sig på det afrikanske kontinent i de seneste år som en konkurrent. Fra kinesisk side bliver der investeret kraftigt i udviklingshjælp til Afrika, og Kina har meldt sig som aftager af Afrikas energi og andre vigtige råvarer.

»Kina er den vigtigste baggrund for dette topmøde,« vurderer Patrick Smith, som er redaktør for nyhedsbrevet Africa Confidential: »Europæerne må begynde at vise sig langt mere opfindsomme og opmærksomme,« siger han om den kommende konkurrence om adgangen til Afrikas ressourcer. Bag ved Kina kan man også fornemme, at en anden af de kommende økonomiske supermagter, Indien, er begyndt at nære interesse for Afrika.

Afrika et interessant marked
Det har man forstået på denne side af Middelhavet, hvor man også har noteret sig, at Afrika efter en lang tids stilstand på ny er på vej frem i økonomisk vækst. Ifølge IMFs årsrapport vil den afrikanske økonomi vokse med mellem fem og ti procent i de kommende år, hvilket begynder at gøre Afrika til et mere interessant marked.

EUs oplæg til topmødet med den Afrikanske Union i Lissabon i weekenden bærer da også præg af en anden tilgang end ved sidste topmøde i 2000 i Cairo, der var præget af, hvordan den europæiske udviklingshjælp til Afrika kunne gøres mere effektiv. Denne gang drejer det sig i høj grad om at skabe et mere grundlæggende politisk samarbejde og en fælles forståelse på en række punkter. Og fra europæisk side forsikres der om, at der er tale om et møde mellem ligeværdige partnere.

»Vi skal betragte dette topmøde som begyndelsen på en ny periode i forholdet mellem Europa og Afrika,« siger EUs udviklingskommissær Louis Michel: »Det må være afslutningen på den tid, der var domineret af et gammeldags syn på Afrika og på fordomme fra begge sider.«

Ifølge diplomatiske kilder er der en voksende forståelse i de europæiske lande for, at Afrika kan blive en vigtig samarbejdspartner også på det udenrigspolitiske plan. Afrika råder over mange stemmer i FN, og især Kina bejler kraftigt til de afrikanske lande om opbakning på en række spørgsmål – samtidig stiller Kina ikke de samme krav som Europa og USA til demokrati og menneskerettigheder i Afrika.

Europa stiller krav i Lissabon
»Kina har på mange måder overtaget den rolle, som Sovjetunionen havde tilbage i 1970erne og 80erne,« siger en diplomat med henvisning til afslutningen af Den Kolde Krig, hvor Rusland og USA brugte betydelige ressourcer på at skaffe sig indflydelse hos de afrikanske lande. Sovjet-kommunismens fald betød, at der blev mindre vestlig interesse for Afrika – i hvert fald for landene syd for Sahara – men nu er Afrika mere tilbage på dagsordenen.

Mere konkret vil EU og Afrika på Lissabon-topmødet stille en række emner op til en nærmere politisk drøftelse og samarbejde: Det drejer sig om handelspolitik, energi- og klimapolitik og selvfølgelig brugen af udviklingshjælp, men også – som noget nyt – et øget samarbejde på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område, idet EU og AU samarbejder om stadig flere fredsbevarende aktioner fra Congo til Chad/Darfur.

Endelig vil EU have et bedre samarbejde med de afrikanske lande for at få standset den illegale indvandring fra Afrika til Europa. Middelhavet udgør en økonomisk kløft mellem en velstående region og en fattig, som er dybere end grænsen mellem USA og Mexico. I forvejen har EU fået aftaler i stand med nordafrikanske lande som Marokko, Tunesien og Libyen for at få standset smuglingen af illegale indvandrere, men EU ser gerne en mere gennemgribende politik fra afrikansk side for at overbevise de unge afrikanere om, at en tilværelse i Europa ikke nødvendigvis betyder et liv fyldt med mælk og honning. Til gengæld vil EU tilbyde en ordning, hvor bedre uddannede afrikanere får mulighed for arbejdstilladelser i Europa.

Debatten om indvandringspolitik kan blive livlig, men det afgørende slagsmål kommer om menneskerettigheder. Her skal den tyske forbundskansler Angela Merkel på EUs vegne gøre opmærksom på, at respekt for menneskerettighederne og grundlæggende demokratiske spilleregler stadig ikke overholdes i hovedparten af de afrikanske lande.

Selv om Merkel tidligere har vist sine evner som en dreven og forsigtig diplomat, vil der utvivlsomt komme et opgør mellem Europa og Afrika. Hovedpersonen i denne strid bliver Zimbabwes præsident Robert Mugabe som EU har lagt på is på grund af hans hårdhændede undertrykning af Zimbabwes opposition, og som det portugisiske EU-formandskab har lovet en særlig europæisk kritik af. Mugabe vil utvivlsomt på Lissabon-topmødet anklage europæerne for »kolonialisme«, fordi de med menneskeretsdebatten blander sig i »indre« afrikanske spørgsmål, frygter EU-diplomater.

Og der er mange andre af de afrikanske stats- og regeringschefer på topmødet, som vil føle sig ramt af kritikken mod Mugabe og kan komme ham til undsætning i debatten.

Det glemte Darfur
I forvejen har menneskerettighedsorganisationer kritiseret, at EU-Afrika topmødet ikke vil diskutere andre konflikter i Afrika; herunder muslimske militsers overgreb på den sorte befolkning i Sudans Darfur-provins. En række kendte europæiske og afrikanske forfattere – blandt andre Günter Grass og Nadine Gordimer – har anklaget Europa for at feje Darfur ind under gulvtæppet på topmødet: »Vi forventer, at vores ledere udviser moralsk mod,« hedder det i et åbent brev fra forfatterne.