Et endeligt opgør tegner sig mellem Le Pen og Macron: »I modsætning til dig vil jeg ikke indgå en pagt med Putin«

Efter den første TV-debat med de fem præsidentkandidater i det franske valg, står den socialliberale eksminister Emmanuel Macron og den indvandringskritiske Marine Le Pen i front. To politikere med to meget forskellige visioner for Frankrig.

Leder af Front National, Marine Le Pen, lancerede flere angreb mod den socialliberale tidligere økonomiminister Emmanuel Macron under TV-debatten mandag aften. Fold sammen
Læs mere
Foto: PATRICK KOVARIK / ELIOT BLONDET
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Du har et utroligt talent, det er lykkedes dig at tale i syv minutter (...) men uden at sige noget.«

Lederen af Front National, Marine Le Pen, angreb flere gange den tidligere økonomiminister Emmanuel Macron under TV-debatten mandag aften, der for alvor har skudt det franske præsidentvalg i gang. Og Macron svarede for sig.

»I modsætning til dig vil jeg ikke indgå en pagt med Putin.. i modsætning til dig vil jeg have en stærk, men også ansvarlig fransk politik, ikke en ruin, ikke udgifter, som ikke kan finansieres… i modsætning til dig vil jeg have et stærkt Frankrig i Europa, hvilket jeg antager i store træk er det, vi er uenige om,« sagde han ifølge den franske avis Le Monde.

Marine Le Pen var ikke den eneste til at kritisere Emmanuel Macron for at være en smule uklar i sine udtalelser, fortæller Henrik Prebensen, lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet.

»Det var Macrons første optræden i sådan en debat. Nogle siger, han var meget vag, men det er måske hans force, at han ikke træder frem med en masse færdigpakkede løsninger, men er lidt åben og pragmatisk. Efter min vurdering klarede han det meget godt,« siger han.

I seernes optik var Macron også den af de i alt fem kandidater i studiet, der klarede sig bedst. 29 procent mener, han efterlod det mest overbevisende indtryk, viser en måling fra opinionsinstituttet Elabe ifølge Ritzau. Læs en præsentation af de fem kandidater her.

Med Macron i front efter TV-debatten og i nyere meningsmålinger tegner det sig til at blive en duel mellem Macron og Le Pen ved det endelige opgør om præsidentposten i anden valgrunde 7. maj. Et opgør mellem to meget forskellige kandidater, påpeger Henrik Prebensen.

»Marine Le Pen er populist, så hun foreslår nemme løsninger. Man skal bare lukke grænserne, man skal bare melde sig ud af EU. Med Macron kan vi forvente os noget på det økonomiske og sociale område, som er meget lig det, vi kender fra Skandinavien. Han er konsensussøgende og EU-positiv,« siger han.

Marine Le Pen understregede, at hun »ønsker at stoppe lovlig og ulovlig indvandring«, mens Emmanuel Macron på den anden side sagde, at Frankrig ifølge landets principper »bør imødekomme« flygtninge.

Hvad angår kampen mod terror, sagde Le Pen, at det er vigtigt at få kontrol med landets grænser og udvise mistænkte, mens Macron derimod slog på, at Frankrig skal bekæmpe terrorister i Syrien sammen med den internationale koalition, og at der skal findes en diplomatisk løsning for at bekæmpe jihadister, skriver Le Monde.

De udenrigspolitiske emner lå til sidst i debatten og diskussionen bar derfor præg af, at der ikke var meget tid tilbage, mener Jørn Boisen, leder af Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.

»Det har været et konstant træk i de debatter, der har været, at Frankrigs strategiske plads i verden ikke nævnes så tit,« siger han.

Selvom mandagens TV-debat blev dækket intensivt af franske medier, vurderer Jørn Boisen ikke, at den kommer til at flytte mange stemmer.

I hans optik var det en afdæmpet debat uden nogen klar vinder.