Ét brev, to bortførte prinsesser og flere ubesvarede spørgsmål – presset på Dubais enehersker øges

Først blev en video frigivet, men nu er også oplysninger om et brev stilet til det britiske politi offentliggjort. I brevet appellerer prinsesse Latifa – som man ikke havde modtaget livstegn fra siden 2018, hvor hun blev bortført – til, at politiet genåbner en 20 år gammel sag. Sagen omhandler hendes storesøster prinsesse Shamsa, der blev bortført på gaden i Cambridge i 2000. Begge blev kidnappet af deres far, sheik Mohammed bin Rashid al-Maktoum.

Sheik Mohammed bin Rashid al-Maktoum i 2008 sammen med sine døtre (fra venstre) Sheikha, Futaim, Latifa og Mariam ved et stævne i Storbritannien. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Først frigav hun en video, men nu er også et brev skrevet af den ellers forsvundne prinsesse dukket op.

I mere end to år var prinsesse Latifa al-Maktoum forsvundet. Hun var flygtet fra sin far, den brutale enehersker af Dubai, der fandt hende, bortførte og bedøvede hende.

Men i forrige uge var der endelig livstegn fra hende, da en video optaget i en toiletbås blev frigivet af BBC.

I videoen fortæller den 25-årige prinsesse, at hun bliver holdt imod sin vilje på sin fars ordre i en barrikaderet villa, og at hun »frygter for sit liv«.

FNs højkommissær for menneskerettigheder er efterfølgende gået ind i sagen og »vil tage sagen op over for De Forenede Arabiske Emirater«, siger en talsmand til BBC.

De Forenede Arabiske Emirater er en statsdannelse bestående af syv emirater, og Dubai er ét af dem.

Men nu er et hemmeligt brev også kommet frem, og det kan øge presset på Dubais enehersker, Mohammed bin Rashid al-Maktoum, yderligere.

Brevet, der er stilet til det britiske politi, skulle være skrevet allerede i 2019 af prinsesse Latifa, men først onsdag blev det videregivet til politiet, skriver The Guardian.

I brevet appellerer Latifa til, at hendes søster prinsesse Shamsas bortførelse på ny bør blive efterforsket.

Kidnapninger og flugtforsøg

Prinsesse Shamsa blev bortført, da hun gik på gaden i Cambridge i august 2000 efter at have besøgt en bar med nogle venner. Den foregående måned var hun flygtet fra sin fars ejendom i Surrey.

»Han (hendes far, red.) sendte fire arabiske mænd for at fange mig, de bar våben og truede mig. De kørte mig til min fars sted i Newmarket, hvor de gav mig to indsprøjtninger og en håndfuld tabletter. Næste morgen kom en helikopter og fløj mig til flyet, der eskorterede mig tilbage til Dubai. Jeg er låst inde,« skrev Shamsa efter bortførelsen i en e-mail, som hun formåede at smugle ud.

Latifa mener, at politiet kan hjælpe søsteren fri, hvis de går ind i sagen. Shamsa er ikke set siden bortførelsen. Hun er i dag 39 år, hvis hun stadig er i live.

»Alt, hvad jeg beder jer om, er at være opmærksom på hendes sag. Hjælp og opmærksomhed om hendes sag kan hjælpe hende fri,« skriver prinsesse Latifa i brevet ifølge BBC og The Guardian.

Sheikens to døtre er ikke de eneste, der har forsøgt at flygte. Også en af sheikens koner har taget flugten.

I 2019 flygtede den yngste af hans seks koner, prinsesse Haya, til Storbritannien og tog parrets to børn – en 12-årig pige og en otteårig dreng – med. Hun gik til de britiske domstole og krævede forældremyndighed over børnene, de facto-asyl og et forbud mod, at børnene kunne blive fjernet eller datteren tvangsgiftet.

Hendes fremmeste bevis for sheikens brutalitet var netop hans behandling af Shamsa og Latifa, og i sin dom sidste år gav en britisk retsinstans hende medhold. Dommen sagde, at sheik Mohammed var en international kriminel.

Det britiske politi indledte en undersøgelse af kidnapningen i 2001, men »efterforskningen ramte til sidst en blindgyde, da politibetjente blev nægtet indrejse til Dubai«, skriver BBC.

Efterforskningen blev på ny gennemgået i 2018 og igen i 2020. Politiet siger i en erklæring til BBC, at det nye brev »vil blive betragtet som en del af den igangværende efterforskning«.