Et beskedent præsidentskab

Jacques Chirac har ottedoblet udgifterne i Elysée-palæet, siden han kom til i 1995, hævder et medlem af oppositionen, der har skrevet en bog om sit Sisyfos-arbejde med at komme til bunds i sagen. Berlingske Tidende var til nytårskur hos præsidenten for at smage, om han får noget for pengene.

Et »beskedent præsidentskab«. Sådan lød et af de utallige valgløfter, som Jacques Chirac gav, da han i 1995 for første gang blev valgt til præsident.

Og eftersom Chiracs æra snart rinder ud, satte jeg mig for at finde ud af, hvordan det stod til med dette valgløfte, og ringede til Elysée-palæet for at høre om man kunne komme med til præsidentens nytårskur for pressen.

Det var jo normalt kun en intim kreds af »de journalister, præsidenten havde mødt i løbet af året«, fik jeg at vide - men de kunne da godt lave en undtagelse.

Vi må have været 500 journalister, da jeg forsøgte at mase mig ind i Elysée-palæets festsal med lysekroner, forgyldte søjler og et hæsligt julemaleri med balloner på den ene væg.

»Monsieur le Président,« runger det.

Chirac træder ind og efter at have modtaget nytårshilsenerne fra formanden for korrespondentkorpset, holder han en lang tale om kloden og franskmændenes udfordringer, herunder dem der ikke kan finde til dagen og vejen i det 21. århundrede.

Da han er færdig, er der åbnet for buffeten, mens kokke og liberiklædte tjenere vimser rundt med glas og små retter. Gåselever med ruccolasalat indrullet i rispapir. Eller hvad med lidt noix de Saint Jacques. Der er også små varme retter med champignon og sauce. Til dessert er der makroner stablet op i pyramider og den mest udsøgte konfekt og chokolader. Champagnen flyder selvfølgelig også i stride strømme.

Og så får vi selvfølgelig slet ikke toppen af kransekagen at se, for Chirac, der bor i en af palæets fløje, forkæles endnu mere. Han har sit helt eget hold af kokke.

Jeg begynder at ane, at valgløftet måske ikke holder helt.HELDIGVIS, FORKLARER en af tjenerne, betaler palæet som del af staten ikke moms og afgifter. Det til trods har Chirac ikke været helt gratis for de franske skatteydere.

Siden forgængeren, socialisten François Mitterrand, gik af i januar 1995, er udgifterne i Elysée-palæet forøget væsentligt, medgiver selv palæets regnskabsfolk - men hvor meget er nærmest en statshemmelighed, for som noget helt unik er der ingen kontrol med palæets budget, der fortaber sig i en myriade af snørklede regnskabsgange. Det skyldes især, at de fleste af de officielt 957 ansatte lånes ud af forskellige ministerier, der betaler deres hyre.

Siden 2001 har et medlem af Nationalforsamlingen, socialisten René Dosière, stillet ikke færre end 95 spørgsmål til 13 ministerier for at komme til bunds i sagen, men har trods sine årelange undersøgelser stadig ikke fundet ud af, hvem 142 af medarbejderne egentlig er ansat af.

René Dosières anstrengelser er nu udmøntet i en bog, hvori han regner sig frem til, at palæets udgifter under Chirac er steget med ikke mindre end 798 procent til nær 670 millioner kroner årligt.I MELLEMTIDEN I salen er Chirac i gang med noget af det, han gør bedst ... trykke hænder med de mange journalister. Efter megen masen står jeg foran ham, men der bliver ikke mulighed for et spørgsmål om forplejningen, for Chirac ser åndsfraværende væk, da han ryster min hånd. Han er meget mere interesseret i, at jeg tager et godt billede af ham og min blonde svenske kollega. Som han hilser på fire gange.DE DYRE VANER tillagde Chirac sig allerede, da han i sin tid var borgmester i Paris.

På rådhuset var det dengang kutyme, at kommunen dækkede udgifterne til borgmesterfamiliens »privatforplejning«, og det lod familien Chirac sig ikke sige to gange. Der blev eksempelvis spist grøntsager for over 1.000 kroner og drukket the for flere hundrede kroner. Om dagen. Og vi taler ikke om officielle repræsentationer, som der naturligvis var et særligt budget til.

For et par år siden opgav Chiracs efterfølger på rådhuset, socialisten Bertrand Delanoë, at retsforfølge ham for svindel. Sagen var blevet forældet, fordi Chirac har immunitet, så længe han er præsident.

Delanoë har i øvrigt for længst afskaffet »privatforplejningen«, ligesom han i efteråret solgte Chiracs eksklusive rådhusvinkælder.

Auktionen blev en bragende succes med især velhavende kinesere og englændere, der gladelig gav både 30.000 og 40.000 kroner for de dyre vine.

Og på den måde blev Chirac i hvert fald på et punkt uforvarende en god forretning for skatteborgerne. Vinene indbragte nemlig syv millioner kroner eller ni gange det beløb, Chirac havde indkøbt dem for i sin tid.

Køberne lagde ingen skjul på, hvad der drev prisen uhørt højt op: Fetich. Der var tale om dekadente »Chirac-vine«. Som de snart kan sidde og nyde til minde om et »beskedent præsidentskab«.