Siden 2014 har Michael Skråmo i videoer fra Islamisk Stat på svensk opfordret folk til at slutte sig til den hellige krig. Det har gjort ham til en af de mest omtalte IS-jihadister i Sverige. Nu er han angiveligt blevet fanget af kurdiske styrker i forbindelse med kampene omkring byen Baghouz, der er terrororganisationens sidste bastion i Syrien.
Nyheden om den eftersøgte Michael Skråmos tilfangetagelse kom fra Jesper Söder, en svensk soldat blandt de kurdiske styrker. Nu vil Jesper Söder fejre tilfangetagelsen, skrev han på Twitter: »Selv om jeg ikke fangede ham, er det en følelse, der er værd at fejre!« Norske og svenske politikere er imidlertid mere tilbageholdende. For hvad stiller man op med en svensk-norsk IS-jihadist?