Et af verdens fyrtårne er gået bort

Hele verden hylder den sydafrikanske frihedshelt Nelson Mandela, der døde torsdag efter længere tids sygdom. Hans budskab om tilgivelse og forsoning inspirerer.

Soweto, 6. december 2013. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALEXANDER JOE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SYDAFRIKA: Det var en nyhed, som sydafrikanerne havde ventet, men samtidig frygtet. Torsdag aften meddelte præsident Jacob Zuma, at landsfaderen og frihedshelten Nelson Mandela er død, 95 år gammel.

»Det føles som om, at jeg har mistet min far, en som vil beskytte mig,« siger den 36-årige sikkerhedsvagt Joseph Nkosi fra Johannesburg til Reuters.

Nelson Mandela døde af den lungesygdom, der har plaget ham, siden han sad fængslet på Robben Island. Her tilbragte han 27 år under apartheid-regimet, inden han i 1990 blev løsladt og gik i gang med at sikre overgangen til demokrati i Sydafrika.

Mandela gik til opgaven med et budskab om fred og ikke-vold, og trods forbrydelserne begået mod det sorte flertal, fokuserede han på at skabe forsoning mellem folkeslagene i det splittede land. Netop det har sikret Nelson Mandela en særlig plads i verdenshistorien, og statsledere verden over hylder ham for hans evne til at lappe sårene efter årtier med apartheid.

»Verden har mistet et af de mest indflydelsesrige, modige og gode mennesker,« lyder skudsmålet fra den amerikanske præsident, Barack Obama, som også hylder Mandela som en mand, der tog historien i egen hånd og gjorde verden til et mere retfærdigt sted.

»Gennem sin glødende værdighed og ubøjelige vilje til at ofre sin egen frihed for andres frihed ændrede han Sydafrika og bevægede os alle,« siger Obama.

»En kæmpe blandt mænd er gået bort,« siger den indiske præsident, Manmohan Singh, mens præsident Xi Jinping fra Kina takker Mandela for hans bidrag til menneskehedens udvikling.

»Med en møjsommelig og ekstraordinær indsats førte han befolkningen i Sydafrika til succes i kampen mod apartheid, hvilket udgør et historisk bidrag til fødslen og udviklingen af et nyt Sydafrika,« siger den kinesiske præsident ifølge Reuters.

FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, hylder Mandela som en »retfærdighedskæmpe«, der satte et uforglemmeligt aftryk på sin omverden.

»Mange mennesker verden over blev påvirket af hans uselviske kamp for menneskelig værdighed. lighed og frihed. Han berørte vores liv på en dybt personlig måde,« siger FN-lederen.

Han mødte selv Mandela i 2009, og i den forbindelse bed han mærke i apartheidmodstanderens beskedenhed og hans ligetil attitude. Da Ban Ki-moon roste Mandelas opgør med Sydafrikas brutale apartheidsystem, lod Mandela forstå, at han ikke kæmpede alene for at komme raceadskillelsen til livs.

»Det blev jeg dybt rørt og inspireret af,« siger generalsekretæren.

Også i Danmark begræder man Nelson Mandelas død.

»Sydafrika har mistet sin landsfader og første demokratisk valgte præsident. Afrika har mistet en af sine store sønner. Vi har alle mistet et fyrtårn i den evige kamp for frihed og retfærdighed. Verden er blevet fattigere,« siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen kan ikke pege på nogen, der har nydt lige så stor international respekt som Nelson Mandela.

»Han har betydet utroligt meget som rollemodel, da han har præsteret det kunststykke at stå i spidsen for en udsoningsproces, der jo gjorde, at det blev en stilfærdig udvikling af et nyt samfund, i stedet for det blodige opgør, som man havde ventet i Sydafrika,« siger Ellemann.