Ét af de fire lig, som tirsdag blev udleveret til Israel fra Gaza, matcher ikke nogen af de gidsler, som har været i den militante bevægelse Hamas' varetægt.
Det oplyser Israels militær på det sociale medie X.
- Efter færdiggørelsen af undersøgelser på Det Nationale Retsmedicinske Institut matcher det fjerde lig, der er blevet overdraget af Hamas til Israel, ikke nogen af gidslerne.
- Hamas skal gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at tilbagelevere de afdøde gidsler, skriver militæret.
I alt har Hamas udleveret otte lig til Israel som led i aftalen om våbenhvile i Gaza. De første fire blev overdraget mandag.
Inden da var der stadig 28 afdøde gidsler i Gaza.
De tre andre lig, som blev overdraget til Israel tirsdag, er identificeret som Tamir Nimrodi, Uriel Baruch og Eitan Levy.
20-årig Tamir Nimrodi var soldat og gjorde tjeneste ved grænseovergangen Erez, der ligger på grænsen mellem det nordlige Gaza og Israel, da han blev taget til fange af Hamas 7. oktober 2023.
35-årige Uriel Baruch blev bortført fra Nova-festivalen, som blev angrebet af Hamas samme dag, mens 53-årige Eitan Levy var taxachauffør og blev dræbt af Hamas, da han kom kørende på en vej nær Gaza.
Eitan Levys lig blev ifølge det britiske medie BBC taget med til Gaza, hvor der blev optaget og offentliggjort en video, hvor hans lig blev sparket og slået.
Aftalen om våbenhvilen i Gaza trådte i kraft fredag. Med den har Hamas forpligtet sig til at overdrage alle levende og afdøde gidsler.
De 20 overlevende gidsler blev frigivet mandag efter to års fangenskab.
Til gengæld har Israel løsladt næsten 2000 palæstinensiske fanger, hvoraf 250 afsonede livstidsdomme i israelske fængsler.
Indtil videre holder våbenhvilen i Gaza, hvor kampe og israelske angreb har været indstillet siden fredag.
Til gengæld har der de seneste dage været sammenstød mellem Hamas og klanmedlemmer i Gaza. Desuden har der cirkuleret optagelser af det, der ser ud til at være en offentlig henrettelse i Gaza By.
På videoen kan man ifølge CNN se maskerede mænd henrette otte mænd, der har bind for øjnene. Flere af de maskerede mænd bærer grønne pandebånd, som bæres af Hamas' medlemmer.
/ritzau/