Et år efter Bataclan: »Jeg nægter at give efter for hadet«

Antoine Leiris mistede sin hustru og søns mor ved massakren på det parisiske spillested Bataclan. Han blev kendt for et manifest, hvor han forklarede terroristerne, hvorfor han aldrig ville give dem sit had. Et år efter hader han stadig ikke, men kan godt forstå, at andre lader vreden få frit løb.

Arkivfoto. Antoine Leiris mistede sin hustru og søns mor ved massakren på det parisiske spillested Bataclan. Han blev kendt for et manifest, hvor han forklarede terroristerne, hvorfor han aldrig ville give dem sit had. Et år efter hader han stadig ikke, men kan godt forstå, at andre lader vreden få frit løb. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARISCAL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

13. november 2015 mistede den franske journalist Antoine Leiris sin hustru, Hélène, som han var sammen med gennem mere end et årti. Hun var også mor til parrets søn, der dengang var 17 måneder gammel.

Hun blev myrdet, da tre sortklædte mænd udstyret med selvmordsveste og automatvåben kørte op foran spillestedet Bataclan på Boulevard Voltaire i Paris’ 11. arrondissement.

Lidt over halv ti, omtrent en time inde i koncerten med det amerikanske band Eagles of Death Metal, åbnede de ild mod tilskuerne og barrikaderede sig efterfølgende med en del af de overlevende koncertgængere, der ikke havde nået at flygte, som gidsler. Da franske specialstyrker stormede spillestedet små tre timer senere, lå 89 dræbte tilbage.

Bataclan var blot et af seks mål i Paris, der blev ramt af terrorangreb den novemberaften for et år siden. Foruden spillestedet blev det franske nationalstadion samt en række cafeer og restauranter udsat for skudmassakrer og selvmordsbomber. Terroristerne dræbte sammenlagt 129 og sårede knap tre gange så mange. Tre dage efter, at han mistede sin hustru, og timer efter, at han identificerede hendes lig, skrev Antoine en opdatering på Facebook med overskriften »I får ikke mit had«. Heri hed det blandet andet:

»Fredag aften stjal I et usædvanligt menneskes liv, mit livs kærlighed og moderen til min søn, men I får ikke mit had. Jeg ved ikke, hvem I er, og jeg ønsker ikke at vide det, I er døde sjæle. Hvis den gud, i hvis navn I dræber blindt, skabte os i sit eget billede, ville hver eneste kugle i kroppen på min hustru have været et sår i hans hjerte. Så nej, jeg vil ikke gøre jer den tjeneste at hade jer. Det er ganske vist det, I har forsøgt at opnå, men at besvare jeres had med vrede ville være at give efter for den samme uvidenhed, der har gjort jer til dem, I er.«

Indlægget blev delt mere end 231.000 gange, oversat og omtalt af medier overalt på kloden.

Et lille år senere er Antoines bog om de første dage efter angrebet udkommet på dansk, også med titlen »I får ikke mit had«. Bogen rummer en kompakt og sjælerystende fortælling på 119 sider om chok, tab og en dagligdag, der nok stadig er genkendelig, men fundamentalt og permanent forandret. Om at læse godnathistorier om mariehøner for en dreng, der har mistet sin mor, men som ikke kan forklares det, om forældre fra børnehaven, der forsøger at kommunikere omsorg med madgaver til den pludseligt enlige far, og om besøg på retsmedicinske institutter, hvor Antoines elskedes læber dufter af stadig varmt blod, da han ser hende for allersidste gang.

Sorgen er blevet et grundvilkår

I anledning af årsdagen i dag talte Berlingske med Antoine Leiris. Et år efter terrorangrebet er sorgen et grundvilkår, men det er mest af alt forsøget på at finde ind til en dagligdag, der fylder hans tilværelse, fortæller han.

»Vi vokser op sammen, min søn og jeg, og forsøger at have en dagligdag, der er så normal som mulig. Vi går i parken, læser historier, hører musik og bruger tid sammen.«

I bogen beskriver Leiris, hvordan hadet tre dage efter terroren er en fristelse, der konstant er til stede.

»At have en af de skyldige inden for rækkevidde, en man kan rette sin vrede mod, er naturligvis en åben dør, en lejlighed til for en stund at undslippe sin lidelse. Og jo mere afskyelig forbrydelsen er, jo mere ideel den skyldige er, jo mere legitimt er hadet. Man tænker på ham for ikke at tænke på sig selv, man afskyr ham for ikke at hade sit eget liv, man fryder sig over hans død for ikke længere at skulle smile til dem, der er tilbage.«

Men kan han stadig undgå at hade de mennesker, der bærer ansvaret for, at hans hustru er væk, og at sønnen, Melvil, aldrig vil kunne huske sin mor? Er det stadig muligt at holde hadet stangen, spørger Berlingske. For Leiris er det lige så meget en nødvendighed som et valg, forklarer han.

»Jeg nægter at give efter for hadet. Følelsen er der altid, og det er altid en fristelse at give efter for den. Men jeg accepterer det ikke, for det er et instinkt. Og jeg ved også, at hvis jeg giver efter, kommer det til at opsluge mig og fylde hele min tilværelse.«

Så det er simpelthen en overlevelsesstrategi?

»Ja. Havde jeg givet efter for hadet, ville alt have handlet om døden. Og jeg vidste, at jeg blev nødt til at have kræfter og overskud til at tage vare på og opdrage min søn. Det var simpelthen umuligt for mig både at omfavne hadet og have overskud til det.«

Selv om det ofte er blevet udlagt, som om Leiris mener, at hadet og vreden per definition er dårlige følelser, når man er stillet over for en tragedie som den, han har oplevet, understreger han, at han absolut ikke vil fordømme andre, der nærer de følelser.

»Der er helt sikkert andre, som formår at finde styrke i vreden, og det forstår jeg fuldstændigt. Jeg tror ikke, at min tilgang er den rigtige for alle,« siger han og fortsætter.

»Måske er jeg bare ikke stærk nok til at håndtere hadet, mens andre er. Jeg vil aldrig sige, at andre ikke kan bruge had og vrede på en mere positiv måde.«

Hvordan han vil markere årsdagen for angrebene, har han endnu ikke gjort sig klart, da Berlingske taler med ham en uges tid forinden.

»Jeg ved det ikke. Jeg har simpelthen ikke planlagt noget overhovedet. Det er ikke et polemisk svar, men jeg ved det oprigtigt ikke.«