Estland skal ud af naboens skygge

Skal Europas dydsmønster, det sparsommelige Estland, stå last og brast med kriseramte EU-lande? Ja, siger landets regeringschef. Ellers kender man ikke den estiske historie.

»Der var nogle aviser, der skrev, at vi bare ønskede at være den bedste elev i klassen. Men hvad er alternativet?« spørger Estlands premierminister Andrus Ansip. Foto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

TALLINN: Det alvorlige ansigt kigger op fra en gulnet tryksag i et hjørne af premierministerens skrivebord. Det sort-hvide fotografi forestiller Jaan Tõnisson, en af det selvstændige Estlands første regeringsledere. Det er fra 1928.

»Han blev arresteret af sovjetiske tropper i 1940. Han blev aldrig set i live igen,« siger Andrus Ansip.

Estlands nuværende premierminister tager hæftet op mellem fingrene. Han bladrer forsigtigt. Som kunne papiret gå itu ved en uovervejet bevægelse.

Det var egentlig noget helt andet, vi skulle tale om. Krisen i Europa og Estlands opskrift på optur. Men bladet med de flossede sider stjæler opmærksomheden.

Andrus Ansip lægger det tilbage på bordet. Men kun for at vise vej ind i næste sal i Stenbock-palæeet, premierministerens residens i Estlands hovedstad Tallinn. Det kan godt være, at vi skal tale om nutiden, men dette her er vigtigt.

Salen er højloftet og lys. Rundt på væggene hænger mørke portrætter. Maleri efter maleri af afdøde estiske politikere. Det er nogle af de mange, der blev anholdt af NKVD, det sovjetiske hemmelige politi, i starten af 1940erne.

»De døde i Rusland. I fængsel,« siger Andrus Ansip.

Ja, vi skal tale om nutiden, og det gør vi måske allerede. For kan man overhovedet forstå Estlands stædige kærlighedsaffære med Europa uden at forstå forholdet til den store nabo Rusland? Kan man forstå, hvorfor det lille land på den anden side af Østersøen i dag ligner et dydsmønster i et ellers temmelig uregerligt europæisk samarbejde?

Den 56-årige regeringschef siger det sådan:

»Folk i Estland husker stadig resultatet af den seneste krig. De russiske tropper forlod Estland i 1994. Det er derfor, jeg tror, at sikkerhed var den vigtigste årsag til, at esterne besluttede sig for at tilslutte sig Den Europæiske Union«.

»Den anden grund er økonomi,« tilføjer han.

Elsker euroen

Det med sikkerheden vender vi tilbage til. Først må vi tilbage til skrivebordet og tilbage til nutiden. For det er trods alt ikke den barske sovjethistorie, der her i 2013 har foræret Estland og de andre baltiske lande et ry som en sund undtagelse i et kriseramt Europa. Det er tørre tal.

De seneste tre år har de tre baltiske lande haft den højeste vækst og nær den laveste gæld i hele EU. Estlands statsgæld udgør blot ti procent af den samlede økonomi. Tallet for Danmark er 46, for Tyskland 82 og Grækenland 157 procent.

Og ikke nok med det. Mens selve troen på europrojektet vakler i andre EU-lande, så er de 1,3 millioner esteres støtte til den fælles valuta kun vokset, siden landet midt under den værste krisestorm meldte sig ind i eurozonen. Alligevel vil den estiske regeringschef – der har stået i spidsen for en af kontinentets mest brutale sparekure – ikke stille sig på prædikestolen.

»Vi er ikke i en situation, hvor vi kan belære andre,« siger han.

Estlands situation var og er da også speciel. Da landets vilde bobleøkonomi punkteredes i 2008, strammede den estiske regering resolut bæltet og satte i stormløb mod et medlemskab af euroen. Estiske hus- købere havde nemlig i årevis optaget deres lån i euro, og det stigende pres for en nedskrivning af den estiske krone kunne skubbe gælden op over tagryggen for tusinder af familier.

»Der var så mange rygter om nedskrivning, at folk blev meget nervøse. De vidste ikke, hvordan de skulle betale tilbage. Dette var vores løsning,« siger Andrus Ansip.

Hjælper sig selv

Til gengæld gennemtvang Estland en budgethugst, der fik andre landes nedskæringer i samme periode til at ligne en studsning. ti procent blev høvlet af de offentligt ansattes lønninger. Den minimale arbejdsløshedsunderstøttelse blev skåret endnu længere ned. Selv om nogle økonomer advarede imod at sulte økonomien syg, så valgte regeringen at gå hele vejen.

»Der var nogle aviser, der skrev, at vi bare ønskede at være den bedste elev i klassen. Men hvad er alternativet?« spørger Ansip, en af de få regeringsledere i Europa, der er blevet genvalgt både før og efter krisen.

»Vi vil ikke låne af vores børnebørn,« siger han.

I dag ligner Estlands økonomi, i hvert fald målt på hårde nøgletal, et forbillede for mange lande i Europa. Men sultekuren har også vakt kritik. Estlands sygehusvæsen er – målt i forhold til økonomiens størrelse – et af de fattigst finansierede i Europa. Ikke-forsikrede, såsom hjemløse og visse langtidsledige, har kun adgang til sundhedssystemet, hvis de er akut syge. Har Estland valgt det modsatte af de nordiske velfærdsstater på den anden side Østersøen?

»Nej. Vi har lært meget af de nordiske lande,« svarer Ansip og nævner en perlerække af danske udenrigsministre og statsministre, som han kalder »venner af Estland«. Men Estland er stadig langt fra det nordiske landes levekår, og »man kan ikke bruge flere penge, end man har,« siger han.

Andrus Ansip vil hellere tale om europæisk solidaritet. Kraften bag Europas genforening efter Murens fald i 1989 og balternes selvstændighed fra Sovjetunionen i 1991 er i fare for at blive tromlet af krisen. For ham er det indlysende, at også det relativt fattige Estland skal hjælpe de kriseramte lande i Sydeuropa. Selv om det har vakt debat hjemme.

»Ved at hjælpe Grækenland og Cypern hjælper vi os selv,« siger Andrus Ansip.

Det er der for så vidt ikke noget nyt i. Forpligtende samarbejde – med retning stik vest – har næsten været en religion for Estland siden den dyrekøbte selvstændighed i kølvandet på et halvt århundrede under sovjetisk overherredømme. Og så er vi næsten tilbage ved begyndelsen.

»Formålet med vores udenrigspolitik de seneste 20 år har været at gå med i mange forskellige internationale organisationer. Vi har været ret gode til det. Vi kom med i EU, NATO, Schengen osv. Det betød væk fra Sovjetunionen,« siger Andrus Ansip.

Det fortsætter endnu i dag. Og det er også blandt årsagerne til fornuftsægteskabet med euroen, siger han.»Euroen er også en sikkerhedsinstrument for Estland. Vi er med i en relativt lille klub af 17, snart 18 lande. Og det er altid sådan, at medlemmer af en klub tager sig af hinanden.«

Første del af Berlingskes serie om de baltiske lande blev bragt i i søndags.