Estland lukker alle grænseovergange til Rusland fra december
Minister begrunder lukning af grænse med, at Estland har beviser for russisk sabotage mod forsvarsvirksomhed.

Minister begrunder lukning af grænse med, at Estland har beviser for russisk sabotage mod forsvarsvirksomhed.

Estland vil lukke alle grænseovergange til Rusland fra 1. december.
Det skriver landets udenrigsminister, Margus Tsahkna, på X.
Han begrunder lukningen med, at Estland har klare beviser på, at Ruslands militære efterretningstjeneste, GRU, har beordret et sabotageangreb mod en estisk forsvarsvirksomhed.
- Rusland er nødt til at forstå, at fjendtlige handlinger mod Estland har konsekvenser. Forsøg på at intimidere, destabilisere eller underminere vores sikkerhed kommer ikke til at gå ubesvaret hen, skriver han.
Tidligere søndag skrev Estlands premierminister, Kristen Michal, at GRU natten til søndag havde beordret et sabotageangreb mod forsvarsvirksomheden Threod Systems.
- Omfattende skade blev undgået takket være skærpede sikkerhedstiltag og en hurtig reaktion fra myndighederne.
Han skrev videre, at gerningsmændene var blevet tilbageholdt.
- Dette er en del af Ruslands bredere hybridkrig imod Europa, der har til mål at mindske støtten til Ukraine og presset på Rusland, skrev premierministeren.
Udenrigsministeren skriver, at lukningen af grænsen vil mindske Ruslands evne til at "foretage fjendtlige aktiviteter" i Estland.
- Jeg har informeret mine finske, lettiske og litauiske kolleger om dette, skriver Margus Tsahkna.
Ud over Rusland grænser Estland op til Letland.
RITZAU