I Tyrkiet tårner store økonomiske problemer sig op for præsident Recep Tayyip Erdogan, som kæmper med inflation, faldende valutakurser og udbredt utilfredshed i erhvervslivet.
I en udtalelse i forrige uge opfordrede den største industriorganisation i landet, Tüsiad, regeringen til at få inflationen på næsten 20 procent under kontrol.
Krisestemningen omkring regeringen er blevet understreget ved, at Erdogan i sidste uge vakte international opsigt ved at meddele, at ti ambassadører – herunder den danske – ville blive smidt ud af landet.
Den tyrkiske leder har siden dæmpet truslerne, og flere iagttagere mener, at Erdogans udfald mod ambassadørerne først og fremmest handlede om at aflede opmærksomheden fra landets økonomiske problemer.
»Under de nuværende omstændigheder prøver præsidenten desperat at få skiftet dagsordenen og finde syndebukke,« siger Timur Kuran ved det amerikanske Duke-universitetet til AFP.
En anden Tyrkiet-kender, Wolfango Piccolo fra konsulentfirmaet Teneo, siger til The Financial Times, at det ville få meget alvorlige følger for tyrkerne selv, hvis Erdogan gjorde alvor af sine trusler.
»Flere af de ambassadører, som han ville smide ud, repræsenterer meget vigtige handelspartnere for Tyrkiet, og det ville kun have forværret presset på den tyrkiske valuta,« fastslår Wolfango Piccolo.
Baggrunden for Erdogans pludselige og uventede erklæring om, at ambassadørerne var uønskede, var, at de i sidste uge fremsatte en fælles udtalelse med et krav om, at den fængslede systemkritiker Osman Kavala må løslades.
Kavala er blevet et af symbolerne på Erdogans tiltagende intolerance over for kritik. Internationale observatører og menneskeretsaktivister har igen og igen bedt om en løsladelse af Kavala og den kurdiske politiker Selahattin Demirtas.
Den sidstnævnte har været fængslet siden 2016, og kritikere mener de begge er fængslet af politiske årsager.
Oppositionslederen Kemal Kiliçdaroglu anklager Erdogan for afledningsmanøvrer i stedet for at klare problemerne. Der er valg i Tyrkiet i juni 2023.
»Disse udmeldinger fra Erdogan beskytter ikke nationale interesser. De er forsøg på at retfærdiggøre, at økonomien er ødelagt,« skrev han i et tweet i weekenden.
/ritzau/