Erdogan udfordrer USA

Den tyrkiske præsident Erdogan (th.) og Ruslands præsident Putin holder blandt andet topmøder om Mellemøsten uden om USA og uden deltagelse af de øvrige lande i NATO-alliancen. Fotoet er fra et møde mellem de to statsledere i Ankara om Syrien i slutningen af september. Foto: Adem Altan/AFP Fold sammen
Læs mere

Tyrkiets leder, Recep Tayyip Erdogan, styrer mod en direkte konfrontation med ledende lande i NATO-alliancen, som tyrkerne har været medlemmer af siden 1952. Senest har de tyrkiske myndigheder tilbageholdt en tyrkisk lokalansat på det amerikanske konsulat i Istanbul, fordi han angiveligt skulle have støttet den tyrkiske oppositionsleder, Fethullah Gülen, der bor i USA.

Gülen har fra sit eksil i Pennsylvania angiveligt dirigeret en politisk kampagne mod Erdogan, som mener, at Gülen stod bag militærkupforsøget i sommeren 2016.

Det er ikke den første »tyrkisk- amerikaner«, der fængsles af myndighederne efter kupforsøget. Mange amerikansk-tyrkiske statsborgere er blevet anholdt og sidder i forvaring sigtet for at støtte Gülen-bevægelsen, ligesom tyskere, belgiere og danskere med dobbelt statsborgerskab og tyrkisk baggrund er blevet tilbageholdt.

Erdogan har flere gange krævet Gülen udleveret som hoved­ansvarlig for kupforsøget. Men den amerikanske præsident, Donald Trump, har sagt, at det ikke er op til ham at beslutte, om han skal udvises, men at det er det amerikanske retssystem, der træffer den slags afgørelser. Og det kan tage mange år, før det sker, hvis det overhovedet kommer så vidt.

Men bag den seneste strid med Erdogan ligger en lang forhistorie med en tyrkisk præsident, som i stigende grad vender ryggen til alliancens interesser. Erdogan har på det seneste dannet »par« med Ruslands præsident, Vladimir Putin, på trods af at de to ikke er enige om målet med krigen i Syrien.

Erdogan har en helt anden strategi end Putin. Den tyrkiske præsident vil stadig have fjernet den syriske præsident, Bashar al-Assad, fra magten. Det modsætter Rusland sig. Men USAs strategi i Syrien og i Irak har dog irriteret Erdogan langt mere end Ruslands forhold til Assad.

Det har blandt andet medført, at Erdogan og Putin holder topmøder uden om USA og uden deltagelse af de øvrige lande i NATO-alliancen om Mellemøsten, og det har vakt bekymring blandt NATOs medlemslande, fordi der trods alt ikke er tradition for at køre et sikkerhedspolitisk sololøb med Rusland om noget så strategisk følsomt som Mellemøsten.

Der udviklede sig også et meget dårligt forhold mellem Erdogan og USAs tidligere præsident Barack Obama. Årsagen var, at Obama ikke ville bruge tid og penge på at få fjernet Assad fra magten. USA valgte i stedet at koncentrere den amerikanske indsats mod Islamisk Stat i Syrien.

Da Obama også forpassede en chance for at ramme Assad militært i 2013, da den syriske leder brugte giftgas mod sin egen befolkning, mistede Erdogan respekten for Obama, hævdes det.

Og da USA på baggrund af kampen mod Islamisk Stat for alvor begyndte at bevæbne kurderne i Syrien, sprækkede forholdet i en sådan grad, at amerikanske fly på et tidspunkt havde svært ved at få lov til at lette fra NATO-baser i Tyrkiet. Tyrkiet anser kurderne for at være arvefjenden og har i mange årtier bekæmpet kurdiske separatister og terrorister i selve Tyrkiet.

Obama var også alt for sent ude med at fordømme kupforsøget mod Erdogan. Han tøvede så længe, at Erdogan næsten som en given ting gik ud fra, at Obama stiltiende ville have været svært tilfreds, hvis Erdogan var blevet styrtet. Den manglende opbakning til den tyrkiske præsident i hans skæbnetime sidder dybt i Erdogan. Og situationen er ikke blevet bedre under Donald Trump. Den nye amerikanske præsident har fortsat bevæbnet kurdiske enheder, og der er ingen tegn på, at USA ændrer kursen over for kurderne, som har været USAs stærkeste allierede i kampen mod Islamisk Stat.

Tyrkiet har efter en folkeafstemning om kurdisk uafhængighed i Irak i september trukket endnu mere militær til grænsen til Syrien og til Irak for at give et klart signal om, at tyrkerne aldrig vil tillade en selvstændig kurdisk stat. For hvis en sådan stat ville blive dannet, kunne det også betyde, at de kurdiske områder i Tyrkiet skulle være selvstændige.

Erdogan er siden kupforsøget sidste år blevet mere isoleret fra Vesten. Selv om Tyrkiet udgør den vigtigste flanke i NATO med landets strategisk vigtige placering mellem Rusland og Mellemøsten, så har Erdogan vendt så meget op og ned på det hele, at alliancens vigtigste parter er bekymrede for, hvor tyrkerne er på vej hen.

Erdogan er på kant med det meste af EU. Men især med Tyskland og Holland. Begge steder forbød man Erdogans folk at holde politiske møder med de lokale tyrkere forud for en folkeafstemning i Tyrkiet 16. april. Et ja i folkeafstemningen ville give Erdogan mere magt. Han vandt, men hentede ingen støtte fra EU til dette forsøg på at få mere magt på bekostning af demokratiet.

Så det er lag på lag af konflikter med de vestlige lande og Tyrkiets bevægelse hen imod et mere islamisk styret land, der gør, at demokratierne i NATO er bekymrede for, hvad der bliver Tyrkiets slutmål:

At være en ny lokal supermagt i Mellemøsten i forståelse med Rusland uden om NATO. Eller fortsat at være en loyal alliancepartner. Det sidste frygter nogle NATO-medlemmer for længst er et overstået kapitel.

Kristian Mouritzen er Berlingskes sikkerhedspolitiske medarbejder