Erdogan: Fascistiske Holland kommer til at bøde for blokade

Under et folkemøde søndag rasede den tyrkiske præsident igen mod Holland midt i en diplomatisk krise.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogans, temperament ser ikke ud til at være mildnet, efter at han i weekenden sammenlignede Holland med nazisterne. Fold sammen
Læs mere
Foto: OZAN KOSE

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogans, temperament ser ikke ud til at være mildnet, efter at han i weekenden sammenlignede Holland med nazisterne.

Søndag gentog han den kontroversielle udtalelse under et folkemøde i Istanbul. Han advarede samtidig Holland mod at forhindre landets ministre i at holde møder i Holland op mod en tyrkisk folkeafstemning i april.

Her skal landet stemme om en forfatningsændring, der i givet fald vil give præsident Erdogan mere magt.

I weekenden forhindrede hollandske myndigheder både den tyrkiske familieminister og udenrigsminister i at deltage i vælgermøder i Holland.

»Holland, hvis du ofrer tyrkisk-hollandske relationer på grund af valget på onsdag, så kommer I til at betale prisen«, lød det fra en vred Erdogan på folkemødet søndag.

Han henviser til det hollandske parlamentsvalg, der bliver afholdt 15. marts.

»Jeg troede, at nazismen var fortid. Men jeg tog fejl. Nazismen lever i Vesten«, tilføjede præsidenten.

Præsidenten lovede også, at det vil få konsekvenser for Holland, hvis landet fortsætter linjen over for Tyrkiet.

»Hvis I pudser jeres heste og hunde på mine borgere, så vil I komme til at stå til ansvar«, rasede præsidenten.

Søndag måtte hollandsk politi indsætte hundepatruljer, politiheste og vandkanoner mod tyrkiske demonstranter, der var mødt op i Rotterdam for at støtte præsidenten.