Erdogan er ikke bange for EU: »Europa er ikke i stand til at straffe Tyrkiet«

Den tyrkiske præsidents diplomatiske slagsmål med en række europæiske lande stiller ham stærkere inden folkeafstemningen i april. Og de europæiske reaktioner bekymrer ham ikke.

Foto: YVES HERMAN

MELLEMØSTEN: Præsident Erdogan har et mål for øje lige nu. At få størst mulig opbakning til folkeafstemningen om forfatningsændringer den 16. april.

For at nå det mål er han villig til at gå langt. Meget langt. I snart to år har Erdogan været i åben krig med den kurdiske terrorbevægelse PKK. En krig, der har bragt ustabilitet, men også ønsket om en stærk leder, med sig.

I snart et år har Erdogan ført klapjagt mod Gülenbevægelsen, der kædes sammen med kupforsøget sidste sommer. Også den manøvre har fremmet ønsket om en stærk leder. Han har sat sig på mediefladen og sørget for, at den tyrkiske befolkning kun hører, hvad regeringen mener den skal høre.

Og endelig har han kastet sig ud i et diplomatisk slagsmål med en række europæiske lande, der ikke tillader den tyrkiske regering at føre valgkamp på europæisk jord. På en uge har Erdogan kaldt tyskere og hollændere for »nazister« - »nazilevn« og »fascister.«

Og for hvert skældsord, der slynges i retning af EU styrker Erdogan sin position forud for folkeafstemningen.

»Ingen tvivl om det,« siger Alon Liel, tidligere israelsk diplomat i Tyrkiet. Han mener, Erdogan allerede har sikret sig en sejr ved den kommende folkeafstemning. Lige nu er skænderiet med Holland og Tyskland med til at gøre sejren endnu større.

Men føler Erdogan slet ikke, at han og Tyrkiet på længere sigt har noget at miste ved at lægge sig ud med Europa?

Svaret er nej. Og måske endda tværtimod. For Erdogan har et andet mål, når folkeafstemningen er overstået. Et internationalt mål, efter han ikke længere har nationale mål i Tyrkiet.

Erdogans andet mål, som også kædes sammen med de seneste ugers diplomatiske skænderi, er at repræsentere tyrkiske og muslimske mindretal i Europa. Erdogan øjner en mulighed for at spille en rolle her, fordi tyrkiske og andre muslimske mindretal i EU også vil få brug for en stærk leder i en tid, hvor indvandrer - og flygtningedebatten spidser til.

Erdogan går også stik imod europæisk politik på dette punkt. Han opfordrer EUs tyrkere og andre muslimer til at bevare den tyrkiske og muslimske identitet. Og han tilbyder dem at være deres repræsentant.

EU kan ikke straffe Tyrkiet

EUs politikere bryder sig ikke om Erdogans opførsel, og ønsker ikke, at han blander sig i europæisk immigrationspolitik. Men igen, det er ikke noget, Erdogan lader sig styre af.

»Europa er ikke i stand til at straffe Tyrkiet,« siger Alon Liel. Hans begrundelse er, at EU-landene ikke har en stærk fælles politik over for Tyrkiet, og hvert EU-land vil derfor pleje sine egne interesser.

En anden årsag er, at EU er dybt afhængig af Tyrkiet i spørgsmålet om flygtningeaftalen. Hvis Tyrkiet gør alvor af sine trusler om at lade millioner af syrere vandre og sejle mod EU, er det et enormt problem for Europa.

Det betyder, at EU ikke vil straffe Tyrkiet, som Rusland gjorde efter Tyrkiet skød et russisk jagerfly ned i 2015. Her stoppede russisk turisme til Tyrkiet med dags varsel.

Men Tyrkiet er ikke bange for at blive ramt af EU på økonomien. For på Erdogans kontor, og i store dele af Tyrkiet er opfattelsen, at det er EU, der er afhængig af Tyrkiet, og ikke omvendt.