Er USA klar til Obamamania?

Spørgsmålet lurer under overfladen: Er USA rede til en sort præsident? Den unge senators kunst er, at han får folk til at glemme spørgsmålet.

Foto: Saul Loeb/AFP

WASHINGTON: Hvor ellers end i landet, der har fostret den kosmetiske operation?

Hvor ellers vil man stå foran den helt igennem reelle mulighed, at nationens ansigt ud ad til kan skifte i en grad, så det næsten i bogstaveligste forstand går fra hvidt til sort?

Med Barack Obama som præsident vil det helt automatisk blive et ganske andet USA, der møder verden efter valget i november, uanset hvor mange grader den politiske linie så vil blive justeret i den ene eller den anden retning. Her vil stå en præsident, hvis far ikke alene var en sort afrikaner fra Kenya, men som tilmed var muslim, og som dreng tilbragte denne præsident over i købet fire år i skole i det muslimske Indonesien.

Tænk Bush, ranch i Texas og cowboystøvler, og “extreme make-over” giver helt ny mening.

Få moderne politikere har skabt så megen eufori som Obama. Amerikanere kalder det “Obamamania”. Lige siden han brød igennem på den landspolitiske scene med en tale ved det demokratiske konvent i 2004, er han blevet set som partiets nye John F. Kennedy, og Obama har på det retoriske område ikke skuffet. Han står da også pænt i meningsmålingerne - især i de første valgstater.

Alligevel synes der at være noget, der hæmmer hans muligheder. Det kan meget vel være hans hudfarve. Men sagen er, at det forbløffende nok nærmest ikke er et samtaleemne. Senatoren fra Chicago mestrer den kunst at få folk til at se bort fra hans kulør. I en grad, så sorte aktivister beskylder ham for ikke at være “sort nok”.

Det kan også være hans relativt unge alder. Rivalen Hillary Clinton har formået at så tvivl om Obamas erfaring og parathed til den største post af alle, men omvendt er han god til at svare igen: Hvis erfaring er at stemme for Irak-krigen, så er der måske brug for en anden slags erfaring. Den slags, der beror på bedre dømmekraft, som han siger.

Men det er i virkeligheden en tredje faktor, der synes at være hans største svaghed, og ligesom sin hud og alder er det ikke en, han hverken vil eller kan ændre ved. Det handler om hans stil.

Hvor Clinton og andre demokrater gladeligt kaster sig ud i slagsmål med hinanden og med Republikanerne, forsøger Obama altid først at tale sig til rette og finde fælles grund. Ønsket om mere forsoning på bekostning af konfrontation, mere håb frem for frygt, er selve essensen af hans kandidatur og hans person.

Måske er det præcis, hvad amerikanerne søger, men i så fald afspejler det sig endnu ikke fuldt ud i målingerne. Især Demokraternes venstrefløj ønsker efter mange år i underkuet opposition - sådan opfatter de det - en kandidat, der vil gå hårdt op imod Bush-administrationen og Republikanerne. De ønsker det så brændende, at de tilsyneladende er villige til at se bort fra Obama, der ellers står til at ville klare sig bedst af alle demokratiske kandidater i direkte dueller mod Republikanerne.