Er Trumps undtagelsestilstand ulovlig? 16 delstater udfordrer præsidenten i retten

Flere søgsmål ventes annonceret mod USAs præsident, Donald Trump, efter at han indførte national undtagelsestilstand ved grænsen. 16 delstater er gået sammen om at udfordre præsidenten.

Foto: BRENDAN SMIALOWSKI

Der er slet ikke nogen national krise ved den amerikansk-mexicanske grænse.

Det er det første, Trumps modstandere vil sige, når de skal argumentere for, hvorfor præsidenten ikke kan erklære undtagelsestilstand for at få rejst grænsemuren langs Mexico.

Men det er ikke derfor, de i 16 stater nu er gået sammen om at sagsøge ham. De sagsøger ham for det, han vil bruge undtagelsestilstanden til. Det skriver The New York Times og The Washington Post.

Natten til tirsdag dansk tid meddelte 16 delstater, at de ville sagsøge Donald Trump – fordi han bruger undtagelsestilstanden til at finde penge, som Kongressen allerede har øremærket til andre formål.

Og det må han ikke, hævder de 16 stater i det fælles søgsmål. I USA er det nemlig Kongressen, der kontrollerer og vedtager statens budgetter – og præsidenten kan ikke bare ændre dem. Hvis han gør det, argumenterer de hovedsageligt demokratiske stater, forbryder han sig mod landets magtdeling, som er skildret i forfatningen.

Delstaterne, der nu vil udfordre præsidenten i retten, er New York, Californien, Colorado, Connecticut, Delaware, Hawaii, Illinois, Maine, Michigan, Minnesota, Nevada, New Jersey, New Mexico, Oregon, Virginia og Maryland. Alle – på nær den sidste – har demokratiske guvernører, skriver The New York Times.

Deres advokat Xavier Becerra – som også er statsadvokat i Californien – har i et interview med The New York Times forklaret, at Donald Trump allerede selv har gjort det klart, at der ingen rigtig krise er ved grænsen.

»Det bedste bevis må være præsidentens egne ord,« siger han og henviser til, da Trump annoncerede undtagelsestilstanden 15. februar.

»Jeg blev ikke nødt til at gøre dette, men jeg ville gerne gøre det hurtigere,« sagde præsidenten dengang om undtagelsestilstanden.

Det vil Xavier Becerra og hans klienter nu lave om på. De beskylder i deres søgsmål præsidenten for at have udført et »forfatningsstridigt og ulovligt« nummer og forklarer, at de med søgsmålet vil forsøge at »beskytte deres borgere, naturlige ressourcer og økonomiske interesser mod Donald J. Trumps åbenlyse ligegyldighed over for de magtprincipper, der er forankret i USAs forfatning«.

»Vi sagsøger præsident Trump, så vi kan hindre ham i på egen hånd at stjæle skattekroner, som Kongressen på lovlig vis har sat til side til indbyggerne i vores stater,« skriver Becerra på Twitter.

Med undtagelsestilstanden vil Det Hvide Hus finde otte milliarder dollar til at bygge den mur, som Donald Trump har lovet sine vælgere siden 2016, skriver The Washington Post.

Det er omtrent 6,6 milliarder dollar mere, end hvad Kongressens demokrater og republikanere endte med at blive enige om tidligere i februar – efter flere måneders langtrukne forhandlinger, som blandt andet førte til den længste regeringsnedlukning i USAs historie.

Pengene til muren vil Trump nu blandt andet tage fra forsvarsministeriet og militæret. De har tidligere fået tildelt penge til at bekæmpe ulovlige stoffer og til at bygge for – men Trump vil med den nationale undtagelsestilstand ændre deres budgetter, så de i stedet fokuserer på muren.

Og det er dét, som de 16 delstater har valgt at angribe: Når Trump tager penge, som Kongressen allerede har tildelt andre formål, forbryder han sig nemlig mod den magtdeling, der er i forfatningen, hævder de.

»Vores mål er enkelt: Vi forsøger at stoppe Donald Trump fra at forbryde sig mod forfatningen, magtdelingen og at stjæle penge fra amerikanerne og de stater, som pengene er blevet tildelt af Kongressen,« skriver Becerra på Twitter.

Men før sagen kan nå i retten, skal en dommer afgøre, om den kan komme så langt. Og det vil sige, at der skal tages bestik af, hvorvidt sagsøgerne overhovedet er berørt af Trumps undtagelsestilstand. Sagsøgerne skal med andre ord bevise, at de lider under Trumps beslutning. Og det kan blive svært.

For hvilken indflydelse kommer grænsemuren egentlig til at have på budgetterne i New York, New Jersey eller for den sags skyld Hawaii?

De 16 delstater er ikke de eneste, der vil udfordre undtagelsestilstanden. I Kongressen arbejder Repræsentanternes Hus ifølge The New York Times på et muligt søgsmål, og flere NGOer og menneskerettighedsorganisationer har også rejst søgsmål på vegne af borgere, som ejer land ved grænsen.