Er lungekræft hendes egen skyld?

Lungekræft er en dobbelt-diagnose – på en sygdom og en stigmatisering, fordi »du kunne bare have ladet være med at ryge«. En amerikansk politiker kan tale med om det.

Carolyn McCarthy (talende i midten) har i 20 år været en af USAs markante anti-våben-politikere. Nu er hun blevet centrum i en debat om kræft, rygning og personligt ansvar. Foto: Karen Bleier/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En kendt amerikansk politiker, Carolyn McCarthy, er ramt af lungekræft, og hun fortjener medfølelse for sin sygdom, men ikke for sin reaktion på sygdommen, siger kritikerne.

Hun burde nemlig selv tage skylden på sig og ikke forsøge at fedte den af på andre, siger de.

Mand dræbt

Her er forhistorien:

I 1993 fik Carolyn McCarthy en af de værste beskeder, et menneske kan få. En skudmand var gået amok om bord på et lokaltog uden for New York. Hendes mand var blevet dræbt og hendes søn alvorligt såret. McCarthy – en sygeplejerske og husmor, som aldrig før havde interesseret sig for politik – lancerede en kampagne mod skydevåben, og i 1996 blev hun på en bølge af sympati båret ind i Kongressen.

Siden har hun været en af de mest prominente anti-våben-politikere, filmen »The Long Island Incident« handler om hendes liv, og hun er blevet genvalgt igen og igen.

I juni i år fik hun på ny en af de beskeder, som mennesker helst er foruden. Hun havde kræft – og lungekræft, den form for kræft, der dræber flest amerikanere. Den dræber flere end de tre næstdødeligste kræftformer tilsammen. McCarthy gik i gang med behandlingen, og siden har der været stille omkring hende.

I sidste uge kunne avisen Newsday imidlertid oplyse, at den 69-årige kongrespolitiker har lagt sag an mod 70 forskellige virksomheder, som alle har været involveret i produktionen af asbest. McCarthy har ikke selv arbejdet med asbest, men da hun voksede op i en industriby på Long Island, vaskede hun sin fars og sine brødres arbejdstøj, og de arbejdede i skibsværftsindustrien, og deres arbejdstøj indeholdt uden tvivl asbest, hedder det.

Kun indirekte fremgår det af sagsanlægget, at Carolyn McCarthy også i over 40 år har været ryger, og kritikere angriber hende nu både for sagsanlægget og for at have camoufleret sin egen cigaret-rygning. Tabloidavisen New York Post kalder den demokratiske politikers sagsanlæg for »bizart,« fordi hun skyder skylden på asbest, som hun aldrig selv har arbejdet med, og i stedet holder sin »farlige rygevane hemmelig«. I Kongressen er hun kendt som en storryger, der er nødt til at gå ud på balkonen mellem afstemningerne for at ryge, skriver avisen, og kongresavisen Roll Call har tidligere beskrevet hende som medlem af den hårde kerne i Kongressens ryge-klike, sammen med kongresformand John Boehner.

Hendes sagsanlæg møder også kritik fra Paul M. Barrett, som i BloombergBusinessWeek opfordrer Carolyn McCarthy til at genoverveje sit saganlæg. Barrett er redaktør på magasinet og forfatter af den våbenkritiske bestseller »Glock«, og han mener, at McCarthy gør sig skyldig i ansvarsfornægtelse ved at gå efter asbestindustrien i stedet for sin cigaretrygning.

»Hun kunne lære os alle en lektie om at tage ansvar for ens handlinger, selv stillet over for en katastrofe som lungekræft, og hun kunne lære os en lektie om, at rygere møder en skæbne, der er smertefuld, unødvendig og en økonomisk byrde for resten af samfundet.«

I stedet skyder hun bare skylden på andre, og det er trist, hævder Barrett.

95 procent føler stigma

Men Carolyn McCarthy er ikke den eneste eller første patient, som har svært ved at tackle sin sygdom. For lungekræft er en dobbelt-diagnose – en diagnose på en sygdom, men også en diagnose om et stigma. 85 procent af alle lungekræftpatienter er således rygere, og undersøgelse på undersøgelse viser både, at omgivelserne bebrejder patienterne for deres sygdom, og at patienterne føler sig presset i defensiven.

I en måling blev 1.500 ikke-kræftsyge amerikanere spurgt om deres opfattelse af lungekræft, og 59 procent sagde, at patienterne til dels var skyld i deres egen sygdom, og som professor Allen M. Brandt, Harvard University, har skrevet: »I modsætning til andre kræftpatienter, som oftest bliver mødt med medfølelse, møder lungekræftpatienter en social fordømmelse.«

En artikel i tidsskriftet Psycho-Oncology i sidste måned blotlagde fordømmelsen. Psykologer og læger interviewede individuelt 42 lungekræftpatienter og også medlemmer af fem fokusgrupper bestående af nye lungekræftpatienter, og resultatet var slående: 95 procent af de adspurgte følte sig udsat for fordømmelse og med nedslående konsekvenser. 69 procent havde resigneret og følte slaget mod kræften som tabt, 50 procent var deprimerede, og 48 procent havde mistet interessen for behandlingen. 52 procent følte skyld og skam over sygdommen.

En tilsvarende britisk undersøgelse fra 2004 nåede samme resultat og viste også en hyppig psykologisk reaktion – et forsøg på at vende skylden eller skammen mod andre, og patienterne bebrejdede tobaksindustrien, forurening og medier og marketing, som tidligere gjorde rygning »smart og sexet«. Enkelte rygere nægtede også, at rygning var årsagen, eller foretog en relativisering – at »alle mennesker er selv skyld i deres sygdomme«.

Stigmatiseringen er med til at gøre lungekræft til en meget svær kræftform at knække, siger forskere. For det første fordi forskningen i kræften ikke får de samme midler, og for det andet fordi syge alt for længe vægrer sig ved at søge behandling. 70 procent af alle lungekræftpatienter henvender sig først, når kræften er langt fremskreden, og derfor er dødeligheden også så høj, siger seniorforsker Anne Elixhauser til magasinet US Health.

»Hun vil dø af det«

Carolyn McCarthy har ikke selv kommenteret kritikken, men hendes advokat benægter ikke over for Newsday, at politikeren var ryger eller »storryger«, men det fritager ikke asbestindustrien for ansvar, siger Daniel Blouin. Kombinationen af rygning og asbest fører til en 4.000 procent højere døds- risiko, og » sygdommen vil formentlig føre til hendes død«, og det skal de betale for, siger han.