Den ellers højt respekterede amerikanske konservative avis, The Wall Street Journal, får pludselig hård kritik efter at have trykt et opinionsindlæg, der går i kødet på Joe Bidens hustru, USAs næste førstedame, dr. Jill Biden.
I indlægget, som er skrevet af universitetsprofessoren Joseph Epstein, bliver hun nemlig opfordret til at stoppe med at bruge sin titel:
»Dr. Jill Biden lyder og føles svigagtigt for ikke at sige en smule komisk,« skriver universitetsprofessoren Joseph Epstein i indlægget, som er ment som »et råd« til den næste førstedame.
Jill Biden har en doktorgrad i pædagogik og uddannelse fra University of Delaware, men Joseph Epstein mener ikke, at det gør hende fortjent til titlen. Han fortsætter med at skrive, at »ingen bør kalde sig for dr., medmindre han har hjulpet med at bringe et barn til verden«.
»Madame First Lady – Mrs. Biden – Jill – kiddo,« skriver han i starten af indlægget og tiltaler dermed Jill Biden med et ord, som på dansk måske løst kan oversættes til »pigebarn«.
Indlægget er omgående blevet kritiseret for at være sexistisk, og Joe Bidens kampagnestab kræver nu en undskyldning fra The Wall Street Journal for overhovedet at have trykt det.
Joe Bidens kommunikationsdirektør, Elizabeth Alexander, har således ifølge The Guardian kaldt indlægget for »sexistisk og skamfuldt«, mens Michael LaRosa, der er talsmand for Bidens overgangsregering, har krævet en undskyldning fra avisen.
Søndag aften tog debatredaktøren fra The Wall Street Journal i stedet indlægget og dets forfatter i forsvar, kaldte kritikken for »overdrevet« og beskyldte Joe Bidens kampagne for at politisere et »relativt lille problem«.
Men det er ikke kun Joe Bidens kampagnestab, der har reageret på indlægget.
»Hendes navn er dr. Jill Biden«
Hillary Clinton har på Twitter også givet sin klare holdning til kende:
»Hendes navn er dr. Jill Biden. Væn jer til det,« skriver hun.
Bernice King, som er Martin Luther Kings datter, har også sendt en besked til den kommende førstedame:
»Min far var en ikkemedicinsk doktor. Og hans arbejde var til stor nytte for menneskeheden. Det er dit også,« skriver hun på Twitter.
Doug Emhoff, som er gift med den kommende vicepræsident, Kamala Harris, og som dermed bliver USAs første såkaldte »andenmand« i Det Hvide Hus, skriver desuden på Twitter, at sådan et indlæg aldrig ville være blevet skrevet om en mand.
Selv det universitet, som Joseph Epstein har undervist på, Northwestern University, har følt sig nødsaget til at kommentere indlægget og klart afvist forfatterens holdninger. Og i øvrigt understreget, at han ikke har undervist der i 20 år.
Jill Biden har imidlertid undladt at kommentere selve indlægget direkte. På Twitter ser hun i stedet fremad:
»Sammen vil vi bygge en verden, hvor vores døtres præstationer bliver fejret frem for reduceret,« skriver hun.
Lyt til »Kampagnesporet«, Berlingskes podcast om amerikansk politik:



