JERUSALEM: Forvirringen efter terrorangrebet på en israelsk bybus på Hebron-vejen i Jerusalem mandag aften, var ikke kun stor på grund af de 21 sårede.

To timer efter hændelsen diskuterede de israelske myndigheder og journalister stadig, om der overhovedet var tale om et angreb, for det kunne jo i teorien være en teknisk fejl ved bussen. I løbet af de syv måneder, der snart er gået siden den seneste voldsbølge startede, har både politi og offentlighed i Israel vænnet sig til, at palæstinensernes angrebsmetoder enten er at køre biler ind i forbipasserende eller at stikke knive, skruetrækkere og sågar dåseåbnere i israelske soldater og civile.

Israelerne har ikke glemt de mange busbomber, der var den anden intifadas varemærke i årene 2000-2005, men de seneste syv måneders vold har stået i de ensomme ulves og spontanitetens tegn. Unge palæstinensere læser en Facebook-opdatering og beslutter sig for at angribe. Andre har læst en avisartikel eller fået fængslet en fætter, før de gør det. Ikke som tidligere, hvor volden var styret af de palæstinensiske terrororganisationer, og hvor disse rekrutterede, planlagde og udførte det ene angreb efter det andet ud fra en velovervejet taktisk plan.

Fælles interesse at dæmpe spændinger

Derfor får mandagens busbombe nu israelerne til at spørge sig selv om »kniv-intifadaen« virkelig er ved at ebbe ud, eller om den er ved at trække i nye klæder? Siden oktober 2015 har Israel registreret 270 palæstinensiske angreb, hvoraf 20 fandt sted i marts. Tallene omfatter ikke stenkast og voldelige demonstrationer.

Shimrit Meir, der er grundlægger af den israelske tænketank Masdar, mener der er flere forskellige forklaringer på, at »kniv-intifadens« intensitet er dalende.

»Den vigtigste er, at der bliver gjort anstrengelser for at dæmpe spændingerne omkring Tempelbjerget og moskeerne i Jerusalem. Jordan har indflydelse, og de israelske politikeres PR-besøg på Tempelpladsen er hørt op,« siger Shimrit Meir.

Men hun mener også det nye og bedre sikkerhedssamarbejde mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre spiller en vigtig rolle. »Selvstyret har indset, at det er nødt til at hjælpe med at forhindre knivangrebene, og det gælder ikke kun de helt store angreb. De palæstinensiske sikkerhedsstyrker er begyndt at anholde mange af dem, der bruger Facebook til at opfordre til angreb,« siger hun.

Men her står de større terrororganisationer som Islamisk Jihad, Hamas og al-Aksa Brigaderne parat til at udfylde et eventuelt vakuum, fordi de har en interesse i at volden fortsætter, uden at de selv kan drages direkte til ansvar for hvert enkelt angreb. Dagligt udsender disse organisationer meddelelser via de sociale medier om, at jødiske bosættere er i færd med at storme eller indtage al-Aqsa Moskeen. De bifalder hvert eneste angreb, og opfordrer til vold, men afholder sig i de fleste tilfælde fra at stå direkte bag.

En frustreret generation af palæstinensere

Nathan Thrall fra International Crisis Group har svært ved at se, at den nuværende »kniv-intifada« bliver til en bredere folkelig opstand. Hans begrundelse er, at de større organisationer holder sig væk fra de direkte konfrontationer. På den anden side er Israels svar på angrebene mange gange mere begrænset end under intifadaen i årene 2000-2005.

Den israelske hær har i øjeblikket omkring 20 militære brigader på Vestbredden sammenlignet med 80 under den forrige intifada. Omkring 200.000 palæstinensere arbejder i Israel og brødføder omkring en million palæstinensere, og den israelske hær har for nylig foreslået at lade flere palæstinensere få arbejdstilladelse i Israel, fordi man tror, det kan svække »kniv-intifadaen« yderligere.

Den israelske forfatter og sikkerhedsanalytiker Ben Caspit kalder det for en »blød tilgang« og mener, at det også er en af årsagerne til, at de sporadiske knivangreb ikke har resulteret i en folkelig opstand. Den nuværende intifada er en opstand uden vinger.

Samtidig tror Ramzy Baroud, forfatter og redaktør af Palestine Chronicle, at intifadaen vil fortsætte, fordi hovedårsagen til den er, at en hel palæstinensisk generation er vokset op med politisk stilstand og frustration efter Oslo-processen i 1990erne. Det er i langt størstedelen af tilfældene personer fra denne generation, der angriber israelere. Nogle af dem er kun 13 år.

Ifølge Ramzy Baroud er det både den israelske besættelse og den korrupte palæstinensiske ledelse, der får de unge til at gribe til kniven. »Mahmoud Abbas’ største bedrift siden 2005 har været at slå ned på det civile samfunds organisationer, for at gøre dem loyale. Men der har ikke været nogen revolutionær model eller et nationalt projekt, ikke engang en klar definition for statsdannelse,« skriver Ramzy Baroud i Foreign Policy Journal.

Selv om der er bred enighed i Israel om, at »kniv-intifadaen« er på retur, er en række sikkerhedseksperter begyndt at advare om muligheden for en snarlig og større konflikt mellem parterne. Hamas i Gaza forbereder sig på en fremtidig krig, lyder det. I denne uge afslørede Israel en såkaldt angrebstunnel fra Gaza med udgang inde på israelsk territorium.

Selv om energien bag de seneste syv måneders vold dør ud, vil den vrede, der var med til at sætte det hele i gang i oktober 2015, leve videre. Især blandt de unge palæstinensere, der hverken lytter til deres egen ledelse, eller de israelske politikere. Det eneste, der skal til for at give »kniv-intifadaen« nyt liv, er, at de store terrororganisationer kobler sig aktivt på voldsbølgen.