Er Gordon Brown den næste Angela Merkel?

Kommentar: De færreste synes hverken, at den nytiltrådte premierminister Gordon Brown er særlig spændende eller fascinerende. Men det er måske også en anden type statsmænd- og kvinder, der er mest brug for lige nu: Nemlig sliderne med en vilje af stål. Og her har Brown formentlig noget at byde på.

En historiker har engang sagt, at den nye britiske premierminister Gordon Brown har »en trompetsnegls sociale egenskaber«. Andre fortæller, at han er ude af stand til at small-talke, at han er mut og knotten og indadvendt, og hans mor har beskrevet ham som familiens mest generte medlem.

Alligevel er han nu en af de mægtigste mænd i Europa, og hvad skal man så mene om det? Selv om der også findes andre og mere flertydige beskrivelser af Gordon Brown end de ovenfor refererede, så er det næppe nogen festbombe, der i denne uge har overtaget posten som britisk premierminister. Han har ikke Blairs oratoriske talent og udstråling, han har ikke en Thatchers skræmmende gennemslagskraft, han har ikke en Churchills buldrende menneskelighed.

Og skuer vi lidt ud over det britiske: Kan man blive en markant international leder uden en Clintons charme, en Reagans kommunikationstalent og urokkelighed, eller en Berlusconis skamløshed? Har Gordon Brown en chance, denne fra barnsben noget kejtede skotske nørd, der ydermere som nytiltrådt Labour-premierminister må finde sig i at være lidt af et andendagsgilde efter ti dramatiske år med Tony Blair?

Ja, måske netop.

DET ER SOM OM der i disse år blandt mængden af ledere på den internationale politiske scene træder to tydelige arketyper frem. På den ene side den populistiske, kommunikative, karismatiske, fascinerende ledertype hende eller ham, der i kraft af sin personlige udstråling kan samle store folkemængder bag sig.

Og på den anden side den hårdtarbejdende slider, resultatpolitikeren, døgnbrænderen, der muligvis i værste fald har en trompetsnegls charme, men som vælgerne kan være sikre på arbejder uret rundt for dem.

Man ser det i mange lande, ja, man ser det såmænd i gamle Danmark, hvor næste valg bliver et opgør mellem slideren Fogh og karismatikeren Thorning-Schmidt og med super-karismatikeren Naser Khader som jokeren midt imellem dem. Man så det ved det franske præsidentvalg, hvor Sarkozy med det brutale ry og den lidt løjerlige fremtoning slog den brusende positive, men måske også for letfodede Segolène Royal. Man ser det forud for præsidentvalget i 2008 i USA, hvor oratoren Barack Obama i kampen om den demokratiske nominering forsøger at holde trit med Hillary Clinton, den determinerede tidligere præsidentfrue med en vilje af stål og et blik ligeså. Og man så det måske klarest forrige år, hvor charmøren med cigarerne og det sortglinsende hår, Gerhard Schröder, tabte til den seriøse, tørre, men uangribeligt målrettede og hårdtarbejdende »Ossie«, Angela Merkel.

OG HVAD SKAL MAN så foretrække, når nu det er så sjældent, dyderne forenes i én person, sådan som det til en vis grad var tilfældet med Tony Blair? Er det Den Store Leder eller Den Store Slider? Ja, det kommer jo lidt an på de historiske omstændigheder, på opgavens karakter.

Lige nu forekommer det mig blot, at det er sliderne, der er mest bud efter.

Vi lever i en tid, hvor det altafgørende spørgsmål er, hvad vi stiller op med globaliseringens udfordringer. Truslen fra terrorismen og islamismen er også uomgængelige opgaver, men det vil være min påstand, at hvis vi tør gribe globaliseringens muligheder og bruge dem rigtigt, snarere end at dukke os for globaliseringens trusler, så vil vi samtidig være kommet et godt stykke i værdiopgøret mod dem, der bekæmper frihed, demokrati og tolerance.

Det kræver naturligvis lederskab at overbevise folket om, at de snarere end at frygte den polske håndværker, den slovakiske vækst, den indiske servicemedarbejder eller den kinesiske tigerøkonomi skal se disse nye faktorer i vores liv som en gave, ikke et bagholdsangreb. Som en forudsætning for en bedre fremtid også for vores børn, ikke blot som en trussel mod deres fortsatte velstand.

Men det kræver først og fremmest politiske ledere, som er villige til at lægge det nødvendige knofedt i skabelsen af en samfundsindretning, som gør os bedre i stand til at møde globaliseringen.

Her er Angela Merkel et godt eksempel. Hun tog over fra en Gerhard Schröder, der holdt tyskerne for nar i årevis, mens landet sank dybere og dybere ned i det økonomiske uføre. Merkel har ikke været et mirakel, som forandrede alt henover natten, men hun har stille og roligt fået gang i reformerne, den værste rust er banket af tysk økonomi, og undervejs har hun så også fået liv i det europæiske samarbejde efter to års dvale. Atter uden mirakler, atter med ubehagelige kompromiser undervejs, men dog med en vilje og et slid, der bragte EU ud af intetheden.

NU SKAL GORDON BROWN så til at bevise, hvad han kan. »Dette er en ny mulighed for forandring,« sagde han på vej ind ad døren til Downing Street No. 10, men hvilken statsmand siger ikke det ved sin tiltrædelse?

Det er en brutal opgave at tage over efter Tony Blair, også selv om denne måtte forlade premierministerposten som en på mange måder slagen politiker, men jeg har egentlig en lumsk fornemmelse af, at Brown kan blive Europas næste Angela Merkel. Uden erfaring er han jo ikke efter ti år på finansministerposten, hvorfra han med en umanerlig sikker hånd har styret britisk økonomi. Uden falbelader, uden store armbevægelser, uden i virkeligheden at gøre noget særlig væsen af sig.

Han begyndte vist egentligt sit arbejde som premierminister et par dage for tidligt, da han under EU-topmødet sidste weekend ringede og skældte Tony Blair hæder og ære fra, fordi denne var kommet til at sælge lidt for meget ud af principperne om liberaliseringen af Europa undervejs i traktatforhandlingerne. Det blev rettet op igen med det vons, og det er måske et tegn på, at det er en slider med en vilje af stål og en fast tro på globaliseringens muligheder, som nu står i spidsen for Storbritannien.

Egentlig ikke nogen ubrugelig cocktail, skulle man mene.