Er folket for dumt til demokrati?

Mens protestpartier fortsætter deres sejrsgang, vokser eliternes skepsis over for folket. Tysk professor afskriver store dele af befolkningen efter valget af Trump.

Valget af Trump i USA og højrenational fremgang flere steder i Europa. Eliten har måttet sin politik sat til vægs af folket, der lever i en helt anden virkelighed. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Demokratiets aktuelle tilstand afhænger af øjnene, der ser.

For nogle er Donald Trump valgsejr og de europæiske protestpartiers fortsatte fremmarch en demokratisk sejr over den globale politisk elite.

For andre viser opbakningen til nationalkonservative ledere som Donald Trump og Marine Le Pen, at vælgerne i de vestlige samfund er tynget af en både grænseløs og farlig uvidenhed, der i sidste ende udgør en trussel mod demokratiet.

En af skeptikerne over for folkets evne til at håndtere demokratiet er den berlinske professor i statskundskab Herfried Münkler, der i et nyligt interview med radiostationen Deutschlandfunk udtalte, at »store dele af befolkningen er dumme.«

For professor Münkler er det indlysende, at demokratiet har et problem med dumme vælgere, der enten ikke magter eller orker at holde sig ajour med en stadig mere kompleks verden og derfor er til fals for billige løsninger. Når folk stemmer på Trump eller anti-europæiske højrepartier, er det simpelthen, fordi de ikke ved bedre, siger Münkler til Berlingske.

»På sin vis har en del af befolkningen selv valgt at befinde sig i en tilstand af manglende information, hvor man alligevel insisterer på at have ret, fordi man er en del af folket. Det er det, jeg kalder dumt. Man ved, at man tager fejl, men alligevel vil man have ret,« siger Münkler, der underviser i statskundskab på Humboldt-universitetet i Berlin og har skrevet adskillige bøger om international politik:

»Demokrati er en proces, der er åben for dumhed. Der er ikke nogen instanser ved det demokratisk valg, der skelner mellem dum, mindre dum eller klog. Der findes kun noget, der er i overensstemmelse eller i strid med grundloven. Men fordi noget ikke er grundlovsstridigt, betyder det ikke, at det er politisk klogt.«

Uvidende masser

Hvis Münkler har ret i sine antagelser, tyder meget på, at folk bliver dummere og dummere. Men man kan også se tingene fra en anden vinkel.

Når politikere og kommentatorer som Münkler skælder ud på folket for at træffe dumme beslutninger, er de i sidste ende selv med til at underminere demokratiet, mener sociologen Michael Hartmann, der i en årrække har forsket i forholdet mellem eliten og resten af af det tyske samfund ved universitetet i Darmstadt.

»Münklers sprog minder mig om et verdenssyn, der var meget populært i borgerlige kredse i begyndelsen af forrige århundrede«, skriver Michael Hartmann i et svar til Berlingske. »Dengang så man samfundet som opdelt i den kloge elite og de instinktstyrede, uvidende masser. Den indstilling udgjorde begrundelsen for autoritære regeringer hele vejen til fascismen.«

Evighedsgarantien

Når Herfried Münkler advarer mod demokratiets svaghed over for dumhed, ser han det imidlertid netop som et forsvar mod folkets hang til uoplyste beslutninger, der i sidste ende kan koste demokratiet livet. I få demokratier er bevidstheden om demokratiets svaghed over for »folkets dumhed« nemlig mere rodfæstet end i Tyskland, hvor grundloven efter Anden Verdenskrig blev skruet sammen med henblik på at forhindre uhensigtsmæssige flertalsafgørelser.

»Hos os er det nedfældet i grundloven, at folkets vilje og ytringer skal mødes med skepsis. Siden 1948 har grundloven opbygget visse forbehold over for folkeviljen, blandt andet med den såkaldte »evighedsgaranti«, der garanterer, at forfatningen ikke kan ændres,« forklarer Herfried Münkler.

»Det har naturligvis noget at gøre med den dramatiske dumhed, der fandt sted i slutningen af tyverne og i begyndelserne af trediverne, hvor nazisterne ganske vist ikke fik flertal, men fik en stærk position. I Tyskland kan man ikke sige, at folkets vilje i overført forstand er »Guds vilje«.«

»Tyskland først«

Op til det kommende franske præsidentvalg kan Front National-lederen Marine Le Pen svælge i gyldne meningsmålinger, mens det tyske højreparti Alternative für Deutschland med en serie af valgtriumfer ved dette års delstatsvalg har fået alarmklokkerne til at bimle i regeringskvarteret i Berlin forud for næste års forbundsdagsvalg. Samtidig har de uforudsigelige vælgervandringer bestyrket eliten i dens frygt for det uvidende folk.

En hyppig forklaring på protestpartiernes fremgang har været, at den politiske elite i en voksende blanding af arrogance og foragt har mistet kontakten til en afgørende del af folket, der i trods sætter kryds ved nationalkonservative protestpartier eller uortodokse kandidater som Donald Trump. Men der findes også dem, der som Herfried Münkler i højere grad holder eliten skadefri og i stedet vender en anklagende finger mod »det dumme folk«.

»For så vidt vil jeg ikke betegne alle AFD-vælgere som dumme, men en stor del af dem er kendetegnet ved, at de overhovedet ikke har skænket svære politiske processer eller de økonomiske konsekvenser af protektionistisk handelspolitik så meget som en tanke. De følger den formel, som Trump har omsat i USA – nemlig »Tyskland først«, siger han.

»Det er ikke en særlig klog formel, for det første fordi den undervurderer EUs kompleksitet. For det andet fordi den ikke tager højde for forudsætningerne for økonomisk velstand. For det tredje undergraver den finansieringen af vores omfattende socialstat.«

Det er netop den type forklaringer, der får Michael Hartmann til at vende den anklagende finger tilbage mod elitens manglende respekt for folkets synspunkter.

»At være dum betyder, at de ikke forstår virkeligheden. Men når det gælder deres egen, konkrete situation i livet, så passer det jo ikke. Journalister og politikere kan nok så mange gange forklare tyskerne, at det går dem så godt som aldrig før, men det har ikke meget med virkeligheden at gøre hos de fleste AFD-vælgere. Det kan de se i deres pengepung.«

Blinde vinkler

I Berlin grubler regeringspartierne CDU og SPD i øjeblikket over, hvordan man bedst modvirker et overmål af »folkelig dumhed« ved forbundsdagsvalget i 2017, men ingen af de tyske regeringspartier ser ud til at være i besiddelse af en klar strategi til at svække den folkelige opbakning til Alternative für Deutschland.

Mens Angela Merkels regering siden flygtningekrisen i efteråret 2015 løbende har indført udlændingepolitiske stramninger og endda har flere i kikkerten, bliver Alternative für Deutschland af både tyske medier og politikere i fortsat betragtet som et parti, der ikke er comme il faut, med en uvidende og tvivlsom vælgerskare. Det har dog ikke hindret AFD i at appellere til vælgere, der erklærer sig som tilhængere af både demokratiet og socialstaten.

Derfor fastholder Michael Hartmann, at problemerne skal findes i elitens blindhed over for alternative synspunkter. »Flertallet i eliten tror, at alt blot er et spørgsmål om, hvordan man ser tingene. Folket skal bare have forklaret tingene bedre. Så vil de være i stand til at se dem på samme måde som eliten. Men eliten ser ikke, hvordan tingene ser ud for store dele af befolkningen.«

Troels Heeger er Berlingskes korrespondent i Berlin.