Er Europas flygtninge-hardliner klar til VIP-asyl?

En forhenværende Balkan-leders flugt sætter Ungarns premierminister, Viktor Orbán, i en kattepine. Hvor langt er han villig til at gå for at hjælpe en gammel korruptionsdømt ven?

(FILE) FYROM HUNGARY JUSTICE GRUEVSKI
Under mystiske omstændigheder er Makedoniens tidligere regeringschef Nikola Gruevski (til venstre) dukket op i Budapest, hvor han har søgt om politisk asyl. Gruevski, der dagen forinden skulle påbegynde afsoningen af en fængselsdom, skrev på Facebook, at hans liv var i fare. Sagen er en varm kartoffel for Ungarns premierminister, Viktor Orbán. For hvordan kunne eksregeringschefen flygte ind i Ungarn, der bryster sig af en effektiv grænsekontrol? Og skal Orbán trodse resten af EU og give sin gamle ven asyl? Fold sammen
Læs mere
Foto: Aleksandar Kovacevski/EPA/Ritzau Scanpix

Det ligner stort set manuskriptet til en Balkan-thriller. Makedoniens tidligere regeringschef, Nikola Gruevski, flygter fra en fængselsdom for korruption, efter at han har forlangt returkommission i forbindelse med køb af en armeret Mercedes. Derudover har han fire andre retssager hængende over hovedet.

Dagen før, han skal afsone sin straf, dukker han pludselig op i Budapest, hvorfra han via Facebook meddeler, at han for at undslippe dødstrusler har søgt politisk asyl i Ungarn. Landet, han har formået at flygte til, har Europas hårdeste grænsekontrol og asylpolitik.

Den ungarske regering nægter først at have noget med sagen at gøre. Men så melder det albanske politi sig på banen: I søndags transporterede en bil på ungarske diplomatplader ekspremierministeren ind og ud af Albanien.

Spørgsmålet, som alle nu stiller sig, er, hvor langt Orbán vil gå for at hjælpe en gammel ven. Vil han lægge sig yderligere ud med resten af EU, og har Ungarn en særlig VIP-asylprocedure?

Rigtige venner

Viktor Orbáns og Nikola Gruevskis samarbejde går langt tilbage. Begge var medlemmer af den konservative EPP-gruppe. I 2015, da flygtningekrisen var på sit højeste, var det Nikola Gruevski, der i tæt samarbejde med Orbán rejste et hegn på grænsen mellem Makedonien og Grækenland.

Selv da Gruevski efter ti år ved magten i 2016 tabte magten på grund af en aflytningsskandale og betydelig korruption, holdt ungareren fast. Eksempelvis støttede han Gruevski i valgkampen i 2017, ligesom han i september i år offentliggjorde en video, der blev udlagt som støtte til Gruevskis afvisning af Makedoniens navneændring.

I årevis var Makedoniens navnestrid med Grækenland en stor sten i skoen på Makedoniens vej mod NATO og EU.

Idet Rusland nødigt ser, at NATO udvides yderligere, var navneændringen til »Republikken Nordmakedonien« mildest talt ikke Vladimir Putins kop te. Ikke mindst ifølge amerikanerne var russerne derfor meget aktive under den folkeafstemning om navneændringen, der fandt sted 30. september.

30. september 2018 var der folkeafstemning i Makedonien. Det lykkedes regeringen at få opbakning til landets navneændring til »Republikken Nordmakedonien«, men stemmeprocenten var ikke høj nok. Den flygtede premierminister arbejdede imod navneændringen. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARKO DJURICA / Reuters / scanpix.

I de senere år har Viktor Orbán haft travlt med at opbygge tætte relationer til ledere i eks-Jugoslavien. Ifølge analytikere er det et forsøg på at vinde tilslutning til Orbáns vision om et såkaldt »il-liberalt demokrati« som modpol til EU. Samtidigt har Orbáns hårde udlændingepolitik og problemer med at overholde retsstatens grundlæggende principper udløst en lang strid mellem Orbán og EU.

Kattepine

Nikola Gruevskis flugt sætter imidlertid Orbán i en kattepine. Det er i høj grad EU, der har presset på, for at Makedonien har fået gjort noget ved landets omfattende korruption. Udover navneændringen er dette en af hovedforudsætningerne for, at EU næste år kan åbne optagelsesforhandlinger med Makedonien.

Istvan Hegedus, formand det ungarske europæiske selskab

»Den dans mellem øst og vest, mellem diktatorer og Bruxelles, kan ikke blive ved at gå godt.«


Vælger Viktor Orbán at give den korruptionsdømte Gruevski politisk asyl, vil det udløse stor fortørnelse i resten af EU – også fordi Gruevski har tætte bånd til Vladimir Putin. Eller som Istvan Hegedus, formand for det ungarske europæiske selskab, udtrykker det:

»Orbán har i mange år fået i både pose og sæk i form af fordelene fra EU-medlemskab samtidig med, at han har lagt sig tæt op ad Rusland og andre ikke-demokratiske nationer. Den dans mellem øst og vest, mellem diktatorer og Bruxelles, kan ikke blive ved at gå godt.«

Nikola Gruevski forsøgte at appellere korruptionsdommen og ses her i begyndelsen af oktober på vej til domstolen i Skopje. Gruevski har fire sager af langt mere graverende karakter hængende over hovedet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ognen Teofilovski/Reuters/Ritzau Scanpix.

Makedonien har allerede meddelt, at landet vil forlange Nikola Gruevski udleveret.

Sagen har vakt opsigt i resten af Europa. Eksempelvis skrev den tyske europaminister, Michael Roth (SPD), med en stor portion ironi på Twitter:

»Ungarn åbner grænserne for flygtninge. Fantastisk.«

I Ungarn har flere oppositionspolitikere truet med at lægge sag an mod Viktor Orbán, fordi hans regering netop har vedtaget en lov, der gør det ulovligt at hjælpe asylansøgere.

På vej til Moskva?

Fredag meddelte den ungarske regering, at sagen var af »ekstraordinær karakter«, idet ekspremierministeren var truet på livet. Ansøgningen om asyl vil nu blive behandlet som et »juridisk spørgsmål«.

Regeringen udtalte sig ikke om, hvordan Nikola Gruevski var kommet til Albanien. I international presse spekuleres der i, om Viktor Orbán vil kunne undslippe kattepinen ved, at Nikola Gruevski på lige så thrilleragtig facon pludselig dukker op i Rusland.

Også i Makedonien er sagen en varm kartoffel. For hvordan kunne det være, at myndighederne ikke holdt tilstrækkeligt øje med eks-premierministeren, og han derfor kunne flygte? Var der personer internt i regeringen, der hjalp ham med at flygte? Det er en diskussion, der i sidste instans kan få stor betydning for, om regeringen kan bevare befolkningens tillid i den videre reformproces.