Er Europa klar til sin egen Trump?

Donald Trump har sådan et medløb, fordi »den rationelle politiske maskine« er brudt sammen, siger eksperter. Efter den definition er Europa klar til sin egen Trump. Men virkeligheden er faktisk det modsatte.

Historien om den republikanske præsidentkandidat Donald Trump er på mange måder det modsatte af, hvad man skulle tro. For trods den værste recession i et tre kvart århundrede, trods krige og terror og trods et historisk pres fra flygtninge og migranter, har »den normale, rationelle bureaukratiske maskine« overlevet i USA og Europa. Foto: Mike Stone/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er den normale trend-fødekæde: Det begynder i USA, og så – en, to, tre – kommer det til Europa. Sådan går det fra sprog til film, Facebook til fastfood, storpolitik til ny teknologi, så hvorfor ikke også Donald Trump? Ikke manden, men fænomenet – en skamløs populist, som er fattig på viden og indre overbevisning, men rig på budskabet om sig selv?

Er europæerne mon klar til sådan en størrelse?

Det var den amerikanske professor og forfatter Jonathan Rose, som i sidste uge indirekte rejste spørgsmålet. På et nyhedssite hos George Mason University i Virginia forklarede han Donald Trumps succes i det republikanske primærvalg, og han gjorde det gennem den kendte tyske sociolog Max Webers teorier.

Weber døde i 1920, men forinden fremlagde han sine formative ideer om den moderne stat, og Weber hævdede, at de politiske systemer var »normale, rationelle og bureaukratiske. De blev styret af veluddannede fagfolk, som leverede ydelser og håndterede problemer i forhold til klare regler,« som Rose skrev. Det politiske system fungerede som en forudsigelig maskine, som Weber kaldte et »jernbur«.

Men hvad sker der, når maskinen bryder sammen? Når de professionelle fagfolk og politikere ikke leverer ydelserne og håndterer problemerne? Så mister borgerne tilliden til den politiske maskine og søger til det stik modsatte af fagfolk og bureaukrater, nemlig en karismatisk leder, som Weber forudsagde.

Den karimatiske leder opererer uden for alle fastsatte regler og normer, han taler anderledes end den politiske maskine, og hans kendskab til love og statutter er begrænset, eller som Weber formulerede det: »Karisma kender kun til indre beslutsomhed.«

Webers teori forklarer karismatiske ledere som Napoleon, Lenin, Hitler, Mussolini, Churchill og de Gaulle, som alle blev ledere på tidspunkter, hvor den rationelle maskine var brudt sammen, og som skabte deres eget politiske system uden for det etablerede, siger professor Rose. Og Trump er gjort af samme støbning. Han tegner helt uden for de republikanske streger, og det forskrækker partiets insidere, men tiltrækker outsidere og nye vælgere, siger Jonathan Rose.

Europa i fare

Hvis Rose har ret – og hvis den politiske verden kan forklares gennem Max Webers »jernbur« – så kan Europa godt rebe sejlene til sin egen Trump.

For sammenbruddet i »den rationelle politiske maskine« i USA er for intet at regne i forhold til Europa. Recession og sparepolitik har ramt Europa hårdere end USA – den europæiske vækst er mindre end det halve og ledigheden den dobbelte; Europa har krige og en stor militær trussel på sit dørtrin; arbejdskraftens fri bevægelighed var i forvejen omstridt, og nu kommer så et sted mellem én og 1,5 mio. flygtninge og migranter om året.

Så de amerikanske problemer er mindre, og den amerikanske maskine har besvaret dem bedre af den simple grund, at der er en maskine. USA har en føderal magt og en præsident, som ikke er bange for at bruge den pågældende magt, mens Europa blandt andet er en møntunion uden en fælles finanspolitik, en ydre grænse uden en fælles immigrationspolitik, og en overnational union uden de fleste af de kvaliteter, som skaber sammenhæng, og med mange af de problemer, der skaber det modsatte. Og det kan ses: Ved hver en udfordring har den rationelle politiske maskine – de professionelle fagfolk og politikere – været mere præget af afmagt end magt. Så hvis Max Weber og Jonathan Rose har ret, er europæerne om nogle klar til at kaste sig i armene på en Donald Trump.

Det modsatte

Men der er mindst to problemer ved den weberianske læsning af Trump.

Den ene er i forhold til Europa. Europa og især Sydeuropa har været i økonomisk krise siden 2008, og der er opstået den slags lederskab, som kan opfattes som trumpistisk – for eksempel Viktor Orbán i Ungarn og Alexis Tsipras i Grækenland – og den nuværende flygtningekrise vil uden tvivl gavne fremmedfjendske politikere.

Siden 2008 har politikere og fagfolk da også forudset en populistisk bølge med paralleler til 1930erne. Den britiske tænketank Chatham House skrev i 2011 i en rapport, at »populistiske og ekstremistiske partier udgør en presserende trussel mod Europas demokratier,« og den tidligere viceformand for Europa-Parlamentet, Edward McMillan-Scott, kaldte i forrige måned populisterne for en »klar og tydelig trussel« mod Europa.

Populisterne har imidlertid kun rokket lidt ved det europæiske og demokratiske konsensus. Den europæiske linje er imod Orbán og Tsipras, og selv i de mest flygtningevenlige lande – Sverige og Tyskland – har den politiske maskine et solidt flertal. Sverigesdemokraterne står ifølge analyseinstituttet YouGov til at blive det største parti i Sverige med 25 procent af stemmerne, men det betyder stadig, at der er 75 procent, som ikke stemmer på dem.

Der er trods alt godt nyt

Det samme med Donald Trump i USA. Han står ifølge det vægtede gennemsnit til at få 24 procent af stemmerne, men det betyder ikke, at 24 procent af amerikanerne støtter ham og opfatter den politiske maskine som brudt sammen. Det betyder, at 24 procent af vælgerne i et af de to store partier stemmer på ham, og det svarer med en rask ekstrapolation til en ottendel af vælgerne. Et stort flertal af amerikanerne er således imod Trump.

Så historien om Trump og »truslen« fra en Trump er faktisk det modsatte af, hvad man skulle tro. Trods den værste recession i 78 år, trods krige og terror og trods et historisk pres fra flygtninge og migranter, har »den normale, rationelle bureaukratiske maskine« overlevet i både USA og Europa – og kedelig har vundet over karisma.

Og det er – trods alt og midt i alt – en god nyhed.