Er en ny Castro på vej i Cuba?

Systemkritiske cubanere gruer for, at især præsident Raúl Castros søn og nærmeste rådgiver er ved at blive kørt i stilling for at bevare magten på familiens hænder. I den kommende uge besøger præsident Obama Cuba som den første amerikanske præsident siden 1928.

Præsident Barck Obama mødtes med Cubas præsident Raúl Castro i New York i september 2015, som det ses af billedet hos Corona tobaksfabrikken i Havana. Nu mødes de igen – denne gang i Cuba. Foto: Alexandre Meneghini Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når Barack Obama i den kommende uge tager på officiel visit i Havana for at mødes med sin cubanske præsidentkollega, er der især én person, alle castrologer vil forsøge at spotte i udkanten af pressebilleder og TV-optagelser.

Mens de to potentater ryster hænder og udveksler omhyggeligt formulerede høfligheder, sidder iagttagerne og vurderer på målfoto, hvor tæt på dette historiske optrin Raúl Castros søn, Alejandro, synes at befinde sig.

Siden 2008, da Raúl Castro formelt fik overdraget præsidentposten efter storebror Fidel, der blev alvorligt syg i 2006, er præsidentens eneste mandlige arving stadigt mere åbenlyst blevet knyttet til sin far som nærmeste rådgiver og fortrolig. Samme rolle, tilsyneladende, som Raúl Castro udfyldte for sin bror gennem lige knap fem årtier. Ved siden af sin post som øverstkommanderende for de væbnede styrker.

Spekulationerne, som især udgår fra systemkritiske kredse og enkelte udenlandske medier, går på, om sønnike ligeledes skulle være i praktik som præsident. Og dermed en rival til 55-årige Miguel Díaz-Canel, en loyal men ret lavprofileret parti-kadre, som ellers blev håndplukket som første vicepræsident for Cubas statsråd i 2013 af Raúl Castro selv og dermed er den formelle nr. to i hierarkiet i den kommunistiske etpartistat.

49-årige Alejandro Castro Espín, der arbejder med sikkerheds- og efterretningskoordination i Indenrigsmisteriet, er ikke det eneste familiemedlem, den cubanske præsident omgiver sig med i embedsmedfør. Et barnebarn, Alejandros nevø, er præsidentens iøjnefaldende og allestedsnærværende bodyguard. Og dennes far, en brigadegeneral og tidligere svigersøn, står i spidsen for den koncern, der administrerer militærets erhvervsvirksomheder især inden for den voksende og vigtige valutaindtjenende turismeindustri.

Alejandros andet efternavn minder om, at han også er søn af en af den cubanske revolutions mest markante kvindelige skikkelser, Vilma Espín. Hun var selv partisan og politisk aktiv til sin død i 2007.

Som Raúl Castros hustru siden revolutionsåret 1959 var hun reelt set at regne for Cubas førstedame, al den stund at Fidel Castros egne familieforhold har været noget mere rodede og ikke et anliggende, man fra officiel side har ønsket at underholde befolkningen med.

Den tidligere så karismatiske Comandante en Jefe er officielt far til syv sønner og to døtre med både hustruer og elskerinder, men har aldrig promoveret nogen af dem til et egentligt politisk embede. Tværtimod fyrede han i 1992 sin ældste søn efter 12 år som chef for det cubanske atomprogram og lagde ikke skjul på, at årsagen var inkompetence. Og han konstaterede ved samme lejlighed: »Vi har ikke et monarki her«.

Men den egenrådige Fidel Castro havde åbenlyst svært ved at forlige sig med tanken om at skulle afgive magt. De tre potentielle kronprinser fra kommunistpartiets yngre segmenter, som han ellers nåede at kaste sin gunst på sine sidste årtier ved magten, blev ekspederet tilbage ud i glemslen, så snart de begyndte at agere selvstændigt eller tage rampelyset. Ofte med mere eller mindre diffuse anklager om magtbegær eller korruption.

»Som det gælder med enhver anden kaste, stoler Castroerne ikke på nogen uden for castrokratiet,« lyder det fra den eksilcubanske forfatter og dissident, Orlando Luis Pardo Lazo, der de kommende knap to år opholder sig som såkaldt fribyforfatter i Reykjavik.

Også når det gælder »blød magt«, har Castro-familien et ganske håndfast tag på, hvad cubanerne bør tænke og tro. Således har Raúl Castros datter Mariela fået exceptionelt frie tøjler til at profilere sig som statsautoriseret forkæmper for homoseksuelles og transpersoners rettigheder. Behandlingen af denne gruppe er ellers et mørkt og stadig tabubelagt kapitel i Cubas menneskerettighedshistorie med internering i arbejdslejre i 1960erne og udelukkelse fra uddannelse og job op gennem 1970erne og ind i 1980erne. I dag går præsidentens datter forrest i gay pride-parader i ind- og udland og inviteres til internationale konferencer.

Ikke desto mindre censurerede regimet for få uger siden en uafhængig blog, hvor der blev krævet, at de ansvarlige – med direkte adresse til Raúl Castro – giver en officiel undskyldning til alle, der har været sendt i tvangsarbejde på grund af deres seksuelle, religiøse eller ideologiske orientering.

Mariela Castro – der selv er hetero og i øvrigt 100 procent straight, når det gælder partilinjen – er uddannet sexolog, leder af Cubas nationale center for seksualoplysning og medlem af Nationalforsamlingen for Folkemagt. I det regi har hun fået gennemført en lov om gratis kønsskifteoperation og har i et andet, helt unikt, tilfælde stemt imod et lovforslag mod seksuel diskrimination på arbejdspladsen – fordi det ikke eksplicit omfattede transpersoner. Det er første og eneste gang, at det er sket. Og et privilegium mindre prominente medlemmer nok skal vare sig for at benytte sig af.

»Alejandro og Mariela giver den som bad cop/good cop og er nu klar til at blive den sande magtbase på øen, når deres far træder tilbage fra præsidentposten i februar 2018. Den proletariske revolution er i færd med at blive omdannet til dynastisk statskapitalisme,« konstaterer Pardo Lazo fra sin udsigtspost i Nordatlanten.

Hjemme i Havana mener den fremtrædende dissident og analytiker, Miriam Leiva, også, at det er for tidligt at tale om »tiden efter Castro«.

»Hvem siger Raúl bliver den sidste Castro? Castroerne vil gøre hvad som helst for at holde på magten. De reformer, der er i gang, handler om at genoprette økonomien, så befolkningens utilfredshed ikke bliver til åben opposition. Det drejer sig ikke om at afgive magt til befolkningen, men om at holde på den. Og Alejandro arbejder nu tæt sammen med sin far, så hvem ved?« siger Miriam Leiva.

Alejandro Castro opererer ikke udelukkende bag linjerne, bemærker flere Cuba-analytikere. Efter at det overraskende tøbrud mellem USA og Cuba satte ind 17. december 2014, er han flere gange blevet set agere og tale på sin fars vegne både hjemme og ude. Sønnen, der hverken er medlem af kommunistpartiets centralkomité eller Nationalforsamlingen for Folkemagt, er uddannet ingeniør og har en universitetsgrad i international politik. Og så har han i 2009 udgivet den svært USA-kritiske »Terrorens imperium«, som er blevet oversat til flere sprog, og som han personligt har promoveret i blandt andet i Rusland og Grækenland.

Med sin rang af oberst i det ekstremt magtfulde indenrigsministerium har hans opgave været at koordinere samarbejdet mellem sikkerhedstjenesten, efterretningstjenesten og militæret – en ganske afgørende funktion i en politistat. Og han er da også blevet karakteriseret som sin fars »øjne og ører«. Det med »øjne« skal nu lige modereres, da han faktisk mistede synet på det ene som udsendt soldat i Angola i 1980erne. Ved en ulykke, ikke i kamp, som dissidenter i Miami og opland godter sig ved at pointere.

Militære bedrifter er nemlig stadig den stærkeste politiske kapital i Cuba, hvor en god håndfuld af de mest sejlivede oldinge fra den såkaldte »historiske generation« af veteraner fra revolutionen i 1959 stadig sidder blytungt på topposterne i kommunistpartiet, regeringen og de væbnede styrker. Men næppe så længe endnu, og alle cubanere afventer under alle omstændigheder med anspændthed, hvilke politiske, personrelaterede og økonomiske »aktualiseringer«, der vil blive præsenteret, når partiet 18. april afholder sin 7. kongres.

Brian Latell, tidligere analytiker hos CIA og forfatter til flere bøger om Castro-brødrene, har noteret sig, at Alejandro Castro er blevet kørt i stilling til mere politisk indflydelse formentlig også på længere sigt, men nok mest bag scenen. Latell tvivler på, at Castro jr. har dét, der skal til for at blive accepteret som topleder af den politiske og militære inderkreds. Hans CV er stadig for tyndt, og han nyder ikke udtalt opbakning eller respekt.

Raúl Castro bliver selv 85 i år og snupper altså to år mere på præsidentposten inden sin annoncerede afgang i 2018 i forbindelse med næste valg til Nationalforsamlingen. Det afgørende er imidlertid, pointerer Roberto Alvarez Quinones, en anden dissident i eksil, om han også træder tilbage som førstesekretær for kommunistpartiet - en post han overtog i 2011, også efter sin storebror. Det er under alle omstændigheder derfra den reelle magt og vælde i ø-staten udgår.

Fidel Castro når i øvrigt selv at fylde 90 år i 2016, hvis han ellers holder sig i live så længe. Den tidligere chefkommandant har nu titel af »Revolutionens historiske leder«, og hans skrøbelige forfatning gør, at han sjældent er synlig i de cubanske medier. Castrologerne kommer da også til at kigge forgæves efter ham på de officielle fotos i forbindelse med Obama-besøget i Havana. Ifølge flere amerikanske medier kommer den amerikanske præsident ikke til at stå ansigt til ansigt med det ikoniske koldskrigs-koryfæ.