Er det muligt for den katolske kirke at åbne favnen for gifte mænd?

I fire år har Frans siddet på Den Hellige Stol som biskop i Rom og er dermed den katolske kirkes overhoved. I den tid har han tilsyneladende stillet spørgsmål om flere af kirkens dogmer. Nu venter formentlig et af de helt store.

Pave Frans signalerede i sidste uge, at han var indstillet på at se velvilligt på appeller fra biskopper, der kæmper med en tiltagende mangel på præster i den katolske kirke. Tanken er at åbne for muligheden af at ordinere gifte mænd.

I et interview med en tysk avis gjorde Paven det klart, at han ikke advokerede for at gøre en ende på cølibatet for kirkens nuværende præster eller dem, der står for at søge et gejstligt embede. Men hans åbenhed over for muligheden af at ordinere gifte mænd i områder, som er særligt hårdt ramt af præstemangel, var usædvanlig explicit, og hans bemærkninger har bragt emnet op i toppen af kirkens dagsorden.

»Vi må tænke over, hvorvidt viri probati kan være en mulighed,« sagde Frans med brug af det latinske udtryk for »prøvede mænd« i interviewet med ugeavisen Die Zeit.

»Og vi må i givet fald se på, hvilke pligter de kan overtage i eksempelvis afsidesliggende samfund.«

Paven henviste til, at der i årevis har eksisteret et element af gifte gejstlige inden for kirken. Præster i østlige kirker, som er i kommunion med Rom, har i århundreder kunnet gifte sig. Det gælder for eksempel Libanons maronittiske kirke. Og i 1980 gav pave Johannes Paul II mulighed for, at nogle protestantiske præster, der konverterede til katolicismen, kunne beholde deres embede. Og historisk stod det præster i de første århundreder af kirkens eksistens frit for at gifte sig.

Men indflydelse fra klosterverdenen førte omkring det første årtusindskifte til, at Det Første Laterankoncil i 1123 vedtog kravet om cølibat, og den tradition har holdt ved lige siden. Det er ikke en del af kirkens doktrin eller dogma, men derimod en del af den kanoniske lov: præster, som ikke er bebyrdet af kone og børn, er mere dedikerede til såvel Kristus som deres embedes krav, lyder ræsonnementet.

Og Frans, der har gjort det klart, at han ikke ser den store mulighed for at ordinere kvindelige præster, har selv kaldt den svigtende kaldelse »et enormt problem.«

8.000 troende og kun én præst

Sagen er ikke så meget et spørgsmål om teologi som om aritmetik.

I USA er der nu omkring 2.500 katolikker per præst, sammenlignet med 851 per præst i 1972, viser tal fra Center for Applied Research in the Apostolate, der sorterer under Washing­tons Georgetown University.

Og tallene er betydelig værre i store dele af Afrika, Asien og Latinamerika, hvor de troende kan gå i månedsvis uden at se skyggen af en præst. Her er det i stigende grad overladt til gifte diakoner at forrette sognenes opgaver. I Brasilien er der ifølge centrets tal omkring 8.000 katolikker for hver præst.

Pastor Thomas J. Reese, jesuiterpræst og senioranalytiker på The National Catholic Reporter, mener, at kirken i lyset af denne krise bør beslutte, hvorvidt reglen om cølibat er værd at opretholde, hvis det indebærer, at de troende bliver berøvet muligheden for at gå til messe eller aflægge skrifte. Og hvor Pavens seneste forgængere ifølge Reese alle håbede på, at tallene ville rette sig af sig selv, synes Frans indstillet på at skride til handling.

»Dette er et åbent spørgsmål inden for kirken i dag,« siger fader Reese.

»Under Johannes Paul II og Benedikt kunne man derimod ikke tale om det.«

Biskopper opfordret til at udvise mod

Inden han blev valgt til pave i 2013, skrev Frans – dengang kardinal Jorge Bergoglio – i bogen »Om Himlen og Jorden«, at det kirkelige cølibat var »et spørgsmål om disciplin, ikke tro. Det kan ændre sig«.

I 2014 tog han som pave det skridt at gøre det lettere for gifte mænd at gøre tjeneste som præster, da han ophævede et forbud fra 1929, som havde afskåret biskopper fra de østlige kirker i at ordinere gifte mænd til præsteembeder i Australien, Canada og USA. Indtil Frans’ forandring kunne de østlige kirker kun ordinere gifte mænd i deres egne områder.

Samme år tog biskop Erwin Krautler fra brasilianske Xingu spørgsmålet op med Frans. I Xingu var der 27 præster og 700.000 medlemmer af den katolske kirke. Biskoppen sagde dengang til en østrigsk avis, at Paven havde indskærpet ham, at en sådan forandring ikke kunne gennemføres af Frans i Rom, men at »lokale biskopper, der bedre end nogen andre kender de troendes behov, burde udvise mod og komme med konkrete forslag.«

Og kort efter, i 2015, sagde biskop Leo O’Reilly fra Kilmore, Irland, at Pavens budskab om at være kreativ i forhold til manglen på præster havde fået ham til at etablere en kommission, der skulle se på muligheden af at ordinere gifte mænd.

»Jeg tror, andre biskopper vil være åbne for tanken,« sagde O’Reilly til avisen The Catholic Herald.

Paven bruger medierne

Enhver formel diskussion om at ændre reglerne vil givetvis støde på modstand i en lille, men stålsat gruppe eksperter i kanonisk ret og traditionalister, der i forvejen er opbragte over pave Frans’ tilsyneladende fleksibilitet i kirkelige spørgsmål.

Derfor ser det ud til, at den 80-årige Pave gør brug af medierne for at plante tanken blandt de troende direkte.

 

Oversættelse: Lars Rosenkvist