Er der vindmøller i himlen?

Vi hører ofte, at USA ignorerer den globale opvarmning. Hvad angår Washington, er der noget om snakken. Men her er en nyhed: Sandsynligheden for, at kloden vil blive reddet om et år på klimatopmødet i København, er betydeligt mindre, end at redningen vil komme fra Californien.

Foto: Søren Bidstrup

Fra den lille bakketop er der udsigt til et hav af vinger. Vinger fra tusindvis af vindmøller.

Der er imidlertid ingen vind. Kun sol. Den bager ubarmhjertigt, og trøjen klæber til kroppen i de 42 grader.

Måske de skulle have bygget solpaneler i stedet.

Som de står dér, møllerne, næsten uden at røre sig, er de et sørgeligt billede på amerikansk utilstrækkelighed over for de globale klimaproblemer og den hjemlige energikrise.

»Vi skal være uafhængige af udenlandsk olie,« siger de to præsidentkandidater, og det lyder godt, men sådan har amerikanske præsidentkandidater sagt siden begyndelsen af 1970erne.

»Vi tager global opvarmning alvorligt,« forsikrer de, men den sang har amerikanerne også hørt før. Det seneste år har de endda hørt den fra Det Hvide Hus, hvor den nuværende præsident – efter at have benægtet det i syv år – har erklæret, at menneskeheden er medskyldig i klimaproblemerne. Præsident George W. Bush lovede endda for et år siden en global handlingsplan, som for første gang vil bringe USA og verdens største miljøsyndere sammen om en fælles løsning mod udslip af drivhusgasser. Men intet er sket, og timeglasset er ved at rinde ud. Både for præsidenten og hans løfte. De ligner efterhånden to vindmøller placeret et sted, hvor det ikke blæser; lutter gode intentioner, men håbløst ude af trit med omgivelserne.

Hans mismod synes endda at have smittet begge hans mulige afløsere. Under pres fra et folkekrav støtter de pludselig nye olieboringer tæt på kysten, selv om de ved, at det aldrig vil give så meget olie, at det kan sænke de hjemlige benzinpriser med så meget som en cent. Men det er populært. Akkurat som et hurtigt fix er populært.

»Drill, baby, Drill (bor, baby, bor),« råber vælgerne i deres abstinenser.

Som forfatteren og kommentatoren Thomas Friedman har sagt det, fornægter politikerne virkeligheden og fremtidens behov for nye energikilder. De spiller hasard med nationens fremtid; for så længe amerikanerne råber på olie, er andre lande kloge nok til at skabe de arbejdspladser i energiteknologi, som kunne være skabt i USA. Det svarer til, mener Friedman, at amerikanerne for 20 år siden, på tærsklen til PCens gennembrud, havde råbt på skrivemaskinens overlevelse:

»Karbonpapir, baby, karbonpapir.«

Når man som dansker står her i ørkenen i det sydlige Californien og kigger op på de døde møller, kan en skræmmende tanke derfor let slå ned i én: Hviler klodens fremtid i hænderne på den danske regering, som på klimatopmødet i København om et år skal forsøge at løse cirklens kvadratur og få USA, Kina og Indien med i en ny klimaaftale, som de tydeligvis ikke vil med i? Er det virkelig overladt til danskerne at være den internationale ledestjerne i klimaspørgsmålet? Alt imens verdens eneste supermagt – den eneste nation, som formentlig magter den rolle – synes at være kørt hjælpeløst fast i ideologisk modstand mod klimakamp og en narkomanisk afhængighed af olie?

Her er en god nyhed, som måske kan berolige nerverne: Den døde vindmøllefarm ved ørkenbyen Palm Springs er et fatamorgana. Berlingske Tidende er kommet på besøg på én af de 65 dage om året, hvor det ikke blæser i San Gorgonia-passet. Normalt suser vinden så kraftigt, at de 3.000 møller snildt producerer nok elektricitet til at holde små 45.000 indbyggere i Palm Springs kørende – og med nok i overskud til de omkringliggende landsbyer.

Det er lidt på samme måde med møllerne som med USAs klimakamp. Vi har en tendens til at stirre os blinde på det, vi umiddelbart kan se: På vingerne, som står stille. På manden i Det Hvide Hus, som ikke handler. Men i virkeligheden burde vi kigge om bag Washington. Til der, hvor det virkelig snurrer rundt. For der er steder i Amerika, hvor de ikke nøjes med at drømme om klodens redning; der drømmer de om vindmøller i himlen.

40 gram mere brint i tanken

En køretur gennem det grønne Californien kan passende begynde med at få fyldt tanken. Vi gør holdt på en tankstation på Santa Monica Boulevard i Los Angeles og fylder benzin på. Ved siden af os holder Tom Miller i sin nye Toyota. Han fylder brint på. Vores regning lyder på små 50 dollar – ca. 270 kroner. Tom Miller kommer af med 19 cents – cirka en krone.

»Jeg kørte lige en runde for at ryste brinten lidt sammen, så der blev plads til en smule mere,« forklarer han og peger på standeren: »Se, jeg fik plads til 40 gram mere. Det giver mig 30 kilometer ekstra på vejen.« For en krone.

En anden kunde kommer hen for at kigge nærmere på tælleren. Han ryster vantro på hovedet:

»Hvorfor føler jeg mig som en idiot,« siger han og kører væk i sin firhjulstrækker og en kvittering, som brænder i lommen.

Shelltanken på Santa Monica Boulevard er den første til at stille en hydrogenstander op. Men der kommer flere. Ikke her og nu, men løbende over de kommende år. Mange vil afhænge af, hvordan biler som Tom Millers Toyota vil klare sig på markedet. De er stadig for dyre til at kunne masseproduceres, men Toyota, Honda og amerikanske General Motors har store planer. Honda har allerede udlejet 200 af sin FCX Clarity her i byen til en pris af 600 dollar – eller godt 3.000 kroner – om måneden. En brøkdel af kostprisen, men en investering i fremtiden, og efterspørgslen er stor. 50.000 amerikanere er skrevet på venteliste. General Motors har forstået budskabet og forventer at have 100 biler klar inden for et par år.

»I det lange løb vil hydrogenbiler blive en stor del af løsningen,« forudser Larry Burns fra den amerikanske bilfabrikants researchafdeling: »Det er kun et spørgsmål om den kollektive vilje hos politikere, bilfabrikkerne og olieselskaberne.«

Tekniske forhindringer er der masser af. Alene det at udskifte en infrastruktur af 170.000 amerikanske tankstationer fra benzin til hydrogen vil koste en formue. I Los Angeles menes det at koste ti millioner kroner for hver hydrogenstander, som stilles op.

Den grønne vilje

Men Tom Miller er beviset på, at fabrikkerne stadig ser store perspektiver. Han arbejder for Toyota og har til opgave at køre hydrogenbilen rundt på vejene for at finde småfejl og ting, som kan forbedres. »Kilometeracceleratorfyren,« kalder han sig selv: »Jeg er stolt af at være en del af fremtiden. Vi vil snart få flere hydrogenbiler at se.«

Uanset hvor man bevæger sig hen i Californien, er det denne ånd man møder.

I Oakland ved San Francisco planlægger firmet BrightSource at opføre en park af solpaneler ude i ørkenen, som skal producere energi til 250.00 hjem. Firmaet forsøgte det samme i 1980erne, men kunne ikke konkurrere på et tidspunkt, da en tønde olie stadig kostede under 20 dollar. Nu, hvor olieprisen er femdoblet, er det en anden snak. De får også hjælp fra Californiens guvernør, Arnold Schwarzenegger, som har sat det mål, at 20 procent af statens energiforsyning allerede i 2010 skal komme fra alternative kilder. Derfor er solenergi blevet fritaget for skat.

»Jeg har gjort det til en meget stærk personlig sag at udnytte de fordele, som kommer fra solenergi – ikke mindst at reducere den globale opvarmning og styrke den nationale sikkerhed ved at løsne vores afhængighed af olie fra Mellemøsten,« siger manden bag BrightSource, Arnold Goldman.

Inde i San Francisco er Californiens nye videnskabelige akademi netop åbnet – opført fra kælder til glastag i miljøvenlige materialer og opvarmet udelukkende ved rene energikilder. Det står nu som et momument for en eksplosion i trangen til at bygge grønt: i 2000 havde blot 573 amerikanske bygninger fået grønt certifikat – nu har over 16.000. Det har bredt sig fra Californien til nye hoteller i Las Vegas og skuespilleren Brad Pitts nye huse i New Orleans.

Bakterier der skider brændstof

Men måske allerstærkest møder man ånden i San Diego. Hvad der foregår her, er af en anden verden. Tag for eksempel molekylærbiologen Craig Venter. I 1990erne udfordrede han den amerikansk stat i et kapløb om at blive den første til at kortlægge det humane genom. De brød snoren over målstregen i samme hundreddel af et sekund. Men for Venter var det et nederlag. I hans øjne kan kun en være nummer et, så nu prøver han igen. Denne gang vil han komme først med et nyt brændstof, som kan få amerikanerne af oliesprøjten.

Og hvad har han så i tankerne? En genmanipuleret mikrobakterie, som lever af sollys og endda af kuldioxid fra luften og skider det ud som miljøvenligt brændstof – lige til at hælde i tanken. Han forventer at have alt klart til masseproduktion i løbet af et årti, og at brændstoffet fra hans store bakteriefarme, som det vil blive, med tiden vil erstatte olie, benzin og diesel.

Også i dette tilfælde er der forhindringer. Tekniske, politiske, men måske først og fremmest etiske. Craig Venter er en mand, som vil have patent på fremtiden. Det var lige ved at lykkes ham med menneskets DNA-system; nu prøver han at få det på, hvad han kalder verdens fremtidige brændstofforsyning. Kan verdenssamfundet leve med, at det ligger i hænderne på en mand?

Vietnamveteranen Venter er ligeglad. Han mener, at verden ikke har råd til at vente på hans opfindelse: »I krigen lærte jeg at håndtere døden for tusindvis af mennesker på min alder. Det var en livsomvendende oplevelse. Det er derfra min sans for at gøre ting, som er påtrængende nødvendige kommer fra,« sagde han forleden til Newsweek.

Vindmøller i himlen

Det er også i San Diego, vi finder dem, som drømmer om vindmøller i himlen. I bogstaveligste forstand. Firmaet Sky WindPower udfordrer den konventionelle tankegang, der siger, at en vindmølle skal have fast grund under fødderne. I firmaets øjne indsnævrer det møllens potentiale unødvendigt, når den som udgangspunkt skal sættes op et sted, hvor det blæser konstant. De steder kan være fredede. Eller det kan være ude langs kysten, hvor de generer folks udsigt.

Hvorfor så ikke sende dem op som drager? Op til luftlag, hvor der ikke eksisterer nogen fredningsregler, hvor der ikke skal tages hensyn til folks havudsigt, og hvor det tilmed altid blæser? Sky WindPower arbejder nu på at lave en vindmølle, som kan fastspændes på en wire og sendes halvanden kilometer op i luften eller mere. Deres beregninger viser, at en vindmølle deroppe kan producere 250 gange mere energi end på landjorden.

»Det er superutroligt spændende,« konstaterer en af vindenergiens førende videnskabsfolk, Christina Archer fra Stanford University.

Superutroligt spændende. Men som alle de øvrige projekter er der måske lige lovlig meget California Dreamin’ over det. Vi taler om en stat med en gæld på over 14 milliarder dollar, som på papiret ikke har råd til den luksus, som det er at investere i et fremtidigt resultat, ingen kan garantere. Schwarzenegger har trods alt lige måttet tigge Washington om et lån på syv milliarder dollar for at kunne holde en konkurs fra døren.

Men spørgsmålet er måske omvendt: Er der råd til at lade være med at drømme stort? Som Thomas Friedman spørger: Er det nu, USA skal råbe på nye boringer? Eller er det nu, man skal råbe på nye vinger?

»Snur, baby, snur!«