Er der noget med Mary?

En studievært på CNN lykønskede Dick Cheney med nyheden om, at hans datter var gravid og bad om hans reaktion. Spørgsmålet var »utidigt,« svarede vicepræsidenten vredt. Men var hans svar ikke også det?

SANTA FE: Vicepræsident Dick Cheney skal være bedstefar for sjette gang.

En lykkelig nyhed?

Ja - men med den krølle, at det er hans lesbiske datter, Mary, der er gravid, og det gør det hele en smule mere kompliceret.

For på den ene side elsker vicepræsidenten sin datter, men på den anden side er han også andenmand i en regering, som har gjort, hvad den kan for at komme efter homoseksualitet.

I et nyligt interview på CNN afslørede Dick Cheney da også, at han ikke rigtigt vidste, hvad han skulle mene om den sag.

Det var første gang, han blev bedt om en reaktion på datterens graviditet, og spørgsmålet satte ham tydeligvis skakmat.

Cheney: »Jeg er lykkelig for at skulle have mit sjette barnebarn, og jeg elsker begge mine døtre og alle mine børnebørn højt. Og så synes jeg ærlig talt, at dit spørgsmål er utidigt.«

Studieværten: »Jeg tror, at vi alle sætter pris på...«

Cheney: »Jeg mener, at du er utidig.«

Vicepræsidentens øjne lynede, og hvis øjne kunne dræbe, skulle CNN have sig en ny studievært.

Hans reaktion viser problemet med den gravide Mary. Præsident Bush er også blevet bedt om en reaktion, og han gled behændigt af på spørgsmålet: »Jeg tror, at Mary vil blive en god mor. Hun vil elske sit barn, og jeg er lykkelig på hendes vegne,« svarede præsidenten kort.

Ingen nyhed

Det er ingen nyhed, at Mary Cheney er lesbisk. Hun har i 15 år levet i fast parforhold med sin kæreste, Heather Pope, og hendes homoseksualitet var et anliggende i valgkampen i 2004, hvor den demokratiske præsidentkandidat John Kerry bragte hende op under en TV-debat. Han gjorde opmærksom på misforholdet mellem Bush-regeringens hårde retorik over for homoseksualitet og så den kendsgerning, at Cheneys egen datter var homoseksuel. Dengang reagerede fru Cheney bidsk: »Det er et billigt og tarveligt politisk trick,« rasede Lynne Cheney.

Kerrys tilhængere svarede igen - de sagde, at deres mand ved at bruge eksemplet Mary Cheney ville pointere, at homoseksuelle også er mennesker, 37 grader varme og gjort af kød og blod, og det burde Cheney-familien af alle forstå.

Men der er en grund til, at familien Cheney reagerer så bombastisk hver gang, spørgsmålet om Mary bliver bragt op. »Det er svært at nå til anden konklusion end, at de i virkeligheden er flove over deres datter,« skrev kommentatoren C. W. Nevius i denne uge i San Francisco Chronicle.

Efter budbringeren

Han undrede sig over, at Lynne og Dick Cheney ikke brugte datterens graviditet til at vise en smule medmenneskelighed og format - i stedet for at rase mod medierne for at stille et rimeligt spørgsmål.

Forklaringen kan måske findes på det religiøse højre, hos en gruppe vælgere, som udgør hjørnestenen i det republikanske parti og i støtten til præsident Bush. En række af de højrereligiøse ledere har således udtrykt deres mishag ved Mary Cheneys graviditet.

Hendes gravidtet er »samvittighedsløs,« siger Janice Crouse fra Concerned Women for America til nyhedsbureauet AP: »Det er dybt skuffende, at et berømt par som dette bevidst vil føde et barn, som aldrig nogensinde vil have en far. Det kan kun virke som en opfordring til mennesker, der ikke har de samme muligheder som dem.«

Den førende højrereligiøse organisation Focus on the Family er af samme mening: »Blot fordi man kan få et barn uden for det almindelige mand-og-kvinde forhold betyder ikke, at det er en god ide. Kærligheden kan ikke erstatte en mor og far,« siger en talskvinde.

Dick Cheney har svært ved at fortælle de højrereligiøse, at de er »utidige«, og Lynne Cheney har sværere ved at kalde dem »billige« og »tarvelige«, og derfor er det nemmere at gøre, som store mænd har gjort siden Sofokles: At komme efter budbringeren.