Er de bimse i Kongressen?

De obskure skærmydsler på indersiden af det amerikanske demokrati i disse drejer sig ikke om USAs ve og vel, men om hvem der i virkeligheden bestemmer i Kongressen. Kan det virkelig passe? Midt i en krise af de her dimensioner?

Er Republikanernes leder i Repræsentanternes Hus, John Boehner, så stort et fæhoved, som mange er begyndt at tro, spørger Berlingskes korrespondent i sin dagbog. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARK WILSON

En gang imellem er man ved at falde ned af stolen, når man hører, hvad de amerikanske politikere kan finde på at sige midt under en af de værste kriser, USA har stået i. Som f.eks. det republikanske medlem af Repræsentanternes Hus, der midt i den bedste sendetid på amerikansk TV i forbindelse med et forslag fra Senatet sagde:

»Man skal huske på, at Demokraterne er oppositionen, men Senatet er fjenden.«

Med andre ord: Senatet kan stikke alle sine forslag et vist sted hen. For det her drejer sig ikke om USAs ve og vel, men om hvem der i virkeligheden bestemmer i Kongressen. Kan det virkelig passe? Midt i en krise af de her dimensioner? Skal jeg virkelig tro på alle de personer, der hele tiden fortæller mig, at Kongressen er en børnehave uden kontrol? Eller hvad med historien om, at to af de folkevalgte gav hinanden en regulær blodtud forleden, da de mødte hinanden på gangen. I en meddelelse fra Demokraterne blev det bekræftet, at der havde været »uoverensstemmelser«, men man undgik i et meget behændigt sprog at fortælle, hvorvidt der virkelig havde været nævekamp mellem de to »kolleger«.

Eller er Republikanernes leder i Repræsentanternes Hus, John Boehner, så stort et fæhoved, som mange er begyndt at tro. En mand uden rygrad og uden evner eller styrke til at tryne de angiveligt godt 30 Tea Party-medlemmer, som beskyldes for at have taget hele nationen som gidsel. 

Folk står i kø for at give det indtryk, og hans tilhængere pakker undskyldningerne for ham ind i ord som »kompromissøgende«. Uden for Kongressen, hvor folket står, er der ingen tvivl. Han har rygrad som en regnorm og er blød som smør over for de stærke i Tea Party-bevægelsen. For Tea Party-tilhængerne er Boehmer en sand amerikansk revolutionær, der er med på at tage et opgør med sundhedsreformen – ObanmaCare – og i øvrigt vil skabe ægte forandringer og sætte en stoppe for centralismen. Læs for meget regering i Washington.

Men det ord, der går igen på de amerikanske TV-stationer, når det drejer sig om Boehmer, er, at han ikke »tør« tage opgøret med de »irriterende« Tea Party-folk. Irriterende er ikke mit udtryk, men det, der bliver sagt lige så meget som de negative udtryk om Boehner. Undtagen selvfølgelig på Fox News’ debatprogrammer, hvor der lyder helt andre toner. Her er Boehner en helt. Men. Selv den gamle republikanske ræv, Newt Gingrich, der periodevis også har været anset for at være »bims«, er forsigtig med at hyldesterne, selv om han forsvarer Boehners rolle som leder af Republikanerne i Repræsentanternes Hus.

»Hvis ikke han lytter til dem, så er han ikke leder ret meget længere. Det er vitalt, at han er brobygger, og derfor har han det svært i den rolle,« siger Newt Gingrich, som selv har siddet i den samme position som Boehner i 1990erne. Newt Gingrich er højt begavet, karismatisk og førte republikanerne frem til en sejr i Repræsentanterne Hus og blev »Årets Mand« i Time Magazine i 1995. Han kunne brobygningen, selv om han bestemt også var kontroversiel i sin tid. Men Boehner er en helt anden type. Mange mener, at han har tænkt sig at klæbe til taburetten, men ingen tvivler på, at han har det svært med det parti, der er splittet i to markante dele.

Og så til de rigtige helte lige nu. Kvinderne. Det er dem, der i Senatet er ved at tage teten, mens mændene deler blodige næser ud og opfører sig uansvarligt. Det er flere amerikanske mediers udlægning i disse dage. Og følgende kvinders indsats står med flammeskrift. Republikanernes Susan Collins, Lisa Murkowski og Kelly Ayotte. De tre kvinder har sat et tværpolitisk arbejde i søen i Senatet sammen med en række demokratiske kvinder. Det har sat tingene i gang igen. Og nogle af disse kvinder gør det, selv om de har udkæmpet blodige kampe hjemme i deres distrikter.

»Det er på tide, at de voksne kommer ind og ordner det,« som en demokratisk kvinde udtrykte det, da et par af de amerikanske TV-stationer satte fokus på kvinders oprør i Kongressen. Indtrykket er, at tetosteronen har taget magten over det politiske spil. Nu er det åbenbart på tide at lytte til kvinderne.