Er Charlie Sheen et ekspempel på den gode HIV-patient?

For 30 år siden døde skuespilleren Rock Hudson af AIDS. Nu lever skuespilleren Charlie Sheen med HIV. Der er stadig et stigma i smitten, men det handler om, hvordan man lever med den.

I forrige uge gik Sheen på?amerikansk morgen-TV?og fortalte, at han i fire år?havde levet med HIV. Foto: Peter Kramer/NBC Herunder den amerikanske skuespiller Rock Hudson, der til det sidste forsøgte at skjule sin AIDS-sygdom af frygt for?reaktionerne på hans?seksualitet. Foto: Wikipedia Fold sammen
Læs mere

Og det var så den internationale AIDS-dag, hvor verden kunne glæde sig over godt nyt.

Siden 2000 er antallet af nye smittede faldet med 35 pct. og med 54 pct. blandt børn. 99 pct. af patienter under behandling kan leve et normalt liv, og i 2030 skulle antallet af nye smittede være nul, siger en nyligt vedtaget FN-plan.

Tillykke til os. Tallene viser, hvor langt, vi er nået siden nittenhundrede-og-panik.

Men kommentatoren Tim Murphy er ikke sikker på, at der er så meget at råbe hurra for. Han har skrevet om AIDS i 21 år og levet med HIV i 15 år, og som han noterer i magasinet New York, så afslørede den nylige debat om skuespilleren Charlie Sheen et alvorligt problem.

I forrige uge gik Sheen på amerikansk morgen-TV og fortalte, at han i fire år har levet med HIV, og det førte til en illuminerende medie­opstandelse, mener Murphy.

»Når vi diskuterer HIV, bruger jeg altid en diabetes-test: Taler vi om HIV på samme måde, som vi taler om diabetes,« siger han, og efter det parameter falder Sheen-debatten klart igennem.

Op til Charlie Sheens optræden på TV kørte flere sladderblade og websites teaser-historier om »verdensberømt skuespiller skjuler AIDS« og »hvem er det?« Alverdens medier fandt efter afsløringen tilbage til pandemi-posen med klichéer fra midten af 1980erne, og selv de kendisser, som forsøgte at vise sympati for Sheen, gjorde det på en måde, som om vi talte om en mand, som havde lagt løkken om sin hals og sparket skamlen væk.

»Vi ville ikke have talt om diabetes på den både. ’Berømt skuespiller med diabetes’ ville dårligt nok være en nyhed,« siger Murphy.

Også en anden kendsgerning afslører det fortsatte stigma omkring HIV. For Charlie Sheen var ikke på TV med sin gode vilje. Han havde lidt af HIV i fire år og forsøgte at skjule det, og han blev afpresset af »skrupelløse personer«, som truede med at afsløre ham. Han havde betalt dem flere millioner dollar i tys-tys-penge, og nu enten kunne eller ville han ikke betale mere, sagde han. Hvis HIV blot havde været enhver anden lidelse, f.eks. diabetes, ville der ikke være meget at skjule eller afsløre eller betale tys-tys-penge for.

Så har Tim Murphy ret? Er vi ikke nået langt, siden skuespilleren Rock Hudson som den første store berømthed døde af AIDS for 30 år siden?

Sådan et argument kræver en vis erindringsforskydning. BBC udsendte en tidsmosaik på 30-årsdagen for Hudsons død, og den afslørede den knohvide panik og det åbenlyse stigma dengang. På det tidspunkt havde Hudson i 30 år camoufleret, at han var bøsse, han var proforma gift med sin kvindelige sekretær, og han forsøgte til det sidste at lyve lidelsen væk. Han optrådte kort før sin død med kollegaen Doris Day, selv om han lignede et raslende skelet og talte uforståeligt, og da rygterne løb, hævdede hans agent, at Hudson led af leverkræft.

Han løj, både fordi hans homoseksualitet ville ødelægge hans karriere som en amerikansk Poul Reichardt, og fordi HIV og AIDS i 1980erne blev betragtet som byldepest i 1340erne. En HIV-ramt skolelev i Florida sad i et aflukket glasbur, så hun ikke kunne smitte de andre i klassen. Et britisk offer blev begravet i en cementkiste, så hans jordiske rester ikke smittede landsbyen, og i Chicago ringede en bilist til en hotline. Han havde ramt en mand, som han mistænkte for at være bøsse, og han ville vide, hvordan han desinficerede sin bil. Så slemt var det.

Derfor er det muligt, at Charlie Sheen dumper til diabetestesten, men det hænger i nogen grad sammen med, at det er Charlie Sheen, og at han har opført sig fjollet. Han kunne for fire år siden have offentliggjort, at han var under behandling for HIV, og han kunne være blevet et lysende eksempel på de nye tider, men i stedet valgte han vejen med pengeafpresning og et vildt liv med druk og stoffer og selviscenesættelsen om, at han havde »tigerblod«.

Vi er kommet langt videre end i 1985, og, ja, der er stadig et stigma, men det er et andet stigma end dengang, som seniorforsker Peter Keogh fra London School of Hygiene and Tropical Medicine skriver i en blog. I dag handler stigmaet ikke om, hvorvidt man har HIV, eller hvordan man fik HIV, men om hvordan man lever med virussen – om man er en god eller dårlig patient. Den gode patient tager sin medicin og oplyser sexpartnere om sin tilstand, mens den dårlige patient lever et udsvævende liv, lyver om smitten og udsætter andre for den.

Sheen demonstrerer selv det nye stigma, skriver Keogh. I TV-interviewet forsøgte han at flytte sig selv fra den ene til den anden patientkategori; han hævdede, at han tog sin medicin, at han havde været ansvarlig over for sine mange sexpartnere, og at han ikke delte nåle med andre. Det er trods alt en dramatisk forskydning fra Rock Hudson til Charlie Sheen: Det handler ikke om, hvorvidt han har HIV, eller hvordan han fik den, men hvordan han lever med den. Det er det nye stigma – og der er et liv til forskel.