Ligesom danske Ørsted klager havvindprojektet Empire Wind, som hører under det norske olie- og energiselskab Equinor, over, at amerikanske myndigheder har sat projektet på pause.

Det oplyser Equinor i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet NTB fredag.

Søgsmålet er indleveret til den amerikanske distriktsdomstol for District of Columbia.

Her ønsker Equinor at få ophævet en ordre fra det amerikanske indenrigsministerium om at stoppe projektet Empire Wind.

Det var 22. december, at det kom frem, at amerikanske myndigheder satte en stopper for i alt fem havvindprojekter.

Stoppet blev begrundet med national sikkerhed.

- Equinor mener, at ordren er retsstridig, og at den truer fremdriften i det igangværende arbejde med betydelige konsekvenser for projektet, hedder det i Equinors pressemeddelelse ifølge NTB.

Ifølge Equinor er projektet over 60 procent færdigt.

Tidligere fredag meddelte Ørsted, at det klager over, at havvindprojektet Revolution Wind blev sat på pause i december.

Revolution Wind er en havvindmøllepark, som Ørsted er ved at opføre ud for USA's østkyst.

- Revolution Wind mener, at påbuddet om at suspendere anlægsarbejdet strider imod gældende lovgivning, hed det i en meddelelse fra Ørsted.

I meddelelsen oplyses det, at man fortsat har tænkt sig at finde en "hurtig og holdbar løsning" gennem konstruktiv dialog med blandt andet ministeriet.

Ørsted steg fredag med 4,6 procent på børsen i kølvandet på udmeldingen om søgsmålet.

Ifølge Ørsted er Revolution Wind omkring 87 procent færdigbygget, og 58 ud af 65 vindmøller er sat op.

/ritzau/