Mennesker flygter. 

Byerne oversvømmes. 

Bekymringerne stiger. 

De største bølger i 90 år hærger Californiens kyster. 

Det skriver NBC News samt flere andre amerikanske medier. 

Flere personer, som bor langs kysten, deler også videoer af de skræmmende bølger, der vælter ind med høj hastighed på grund af storme i Stillehavet.

Fredag blev mindst seks millioner indbyggere i Californien advaret om, at historisk store bølger med en højde på op til 13 meter var på vej. 

Efter bølgerne ramte byen Ventura, er mindst otte personer sendt på hospitalet. 

I kystbyen Capitola, der ligger lidt over 450 kilometer nord for Ventura, har de kæmpestore bølger dækket veje og fortove.

Ifølge NBC News kan bølgerne gå hen og ødelægge virksomhedsbygninger, strandejendomme og promenaden.

»Det er en kæmpe bekymring for os, der bor her«, siger Justine Fanthorpe, som bor i Capitola, til NBC News.

Beredskabet i Capitola har nu fået til opgave at få rettet op på skaderne inden sommeren – medmindre vinteren bliver ved med at byde på lige så store bølger.

Kommer efter klimaforandringer 

Ifølge National Weather Service, som overvåger vejret i USA, bør beboerne langs Californiens kyst holde sig væk fra strandområder. De advarer ligeledes om havvand i lavtliggende bygninger.

»Vær opmærksom på, at selv små bølger pludselig kan blive enorme, når de når kysten. Vend aldrig ryggen til havet«, lyder meldingen.

Opfordringer om evakuering er også givet til beboere i andre byer i Californien såsom Santa Cruz og Marin.

Tidligere på året viste en rapport fra den internationale organisation American Geophysical Union (AGU), at vinterbølgerne ved de amerikanske kyster er blevet højere og højere siden 1970erne. 

Det står særlig slemt til i Californien, hvilket skyldes klimaforandringer. Højere havniveauer forventes at forsætte i fremtiden, skriver CNN.