Enkefruen som kan afgøre Englands valg

Mød 65-årige Gillian Duffy, som provokerede Gordon Browns til en bemærkning, der kan koste ham posten.

Gillian Duffy på mobilen efter hendes møde med premierminister Gordon Brown. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHRIS NEILL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: Gillian Duffy skulle egentlig bare hen og købe et brød, da hun tilfældigt kom forbi premierminister Gordon Brown, som var på valgturné i hendes by, Rochdale.

Men da den pensionerede socialarbejder kort efter kom hjem til sit hus efter en kort samtale med Gordon Brown på gaden, var den 65-årige enke blevet den person, som kan besegle Browns politiske skæbne ved valget på torsdag. For efter at Gordon Brown blev afsløret i at have kaldt hende for »en slags snæversynet kvinde« i ministerbilen umiddelbart efter deres møde, har Brown ikke blot mistet Gillian Duffys stemme, men angiveligt tusindvis af stemmer.

Ironisk nok var Gillian Duffy en af den slags kernevælgere, som ethvert parti må værne om op til et valg. Eller som hun sagde til Brown på gaden: »Min familie har stemt Labour hele livet.«

Indvandrerne

Før mødet med Gordon Brown var hun blot en almindelig og ukendt kvinde, der fik det meste af dagen til at gå med at ordne sin have. Indtil sin pensionering var hun offentligt ansat i Rochdale Kommune, hvor hun tog sig af handicappede børn gennem tre årtier. Hendes mand Richard, der var maler, døde af kræft for fire år siden. Hun har en datter, Deborah, og to børnebørn på ti og 12 år, hvis tilbagerejse fra en ferie i Australien blev forlænget på grund af den nylige vulkanaske fra Island.

Den oplevelse delte hun med Brown. Det samme gjorde hun med sine bekymringer over indvandrerne fra Østeuropa. For som mange andre fra den britiske arbejderklasse nærer hun stor skepsis over for de indvandrere, der er kommet til Storbritannien de seneste år. Netop mange kernevælgeres bekymring over antallet af indvandrere er Labour blevet kritiseret for at ignorere. Gillian Duffy sagde til Brown, at de »strømmede« ind fra Østeuropa. Men Brown skød det ned med en bemærkning om, at »en million mennesker er kommet fra Europa, og en million briter er taget til Europa«. Og det var herefter, at Sky News' mikrofon, som Brown havde glemt sad i hans revers, afslørede, hvad han kaldte den ellers Labour-tro vælger, da han havde sat sig ind i sin bil:

»Snæversynet«.