Englands folkekirke: Kun heteroseksuelle ægtepar må dyrke sex

I årevis har spørgsmål om køn og seksualitet fyldt i den engelske kirke, men biskopperne står fast på en holdning, der synes ude af trit med befolkningen.

I årevis har diskussioner om homoseksualitet fyldt meget i den engelske kirke, Church of England. Selv om det for længst er blevet lovligt for homoseksuelle at gifte sig i Storbritannien, kan de ikke blive viet i den engelske statslige kirke. Dette kan være en af årsagerne til, at tilslutningen til kirken skrumper. Fold sammen
Læs mere
Foto: Daniel Leal-Olivas/Reuters/Ritzau Scanpix

Det sømmer sig kun at dyrke sex, såfremt man er blevet viet i kirken. Og kirken må i øvrigt udelukkende vie heteroseksuelle.

Dette er fortsat holdningen i den engelske kirke, Church of England, selv om det nu også er blevet muligt for heteroseksuelle briter at indgå i civile partnerskaber i Storbritannien. Det skriver The Guardian.

Den nye mulighed for civile partnerskaber har fået biskopperne til at udgive en fem sider lang vejledning til, hvad kirken mener om den nye konstruktion.

»For kristne er ægteskabet – som er den livslange forening mellem en mand og en kvinde, indgået ved ægteskabsløfter – fortsat den korrekte kontekst for seksuel aktivitet,« skriver biskopperne blandt andet i dokumentet.

Altså mener kirken heller ikke, at personer i civile partnerskaber – hvad enten de er homoseksuelle eller heteroseksuelle – må dyrke sex. I stedet må man som kristen i den slags forhold bestræbe sig på at være »seksuelt afholdende«.

I 2005 blev det lovligt for homoseksuelle par at indgå registrerede partnerskaber, som gav homoseksuelle samme juridiske rettigheder, som et ægteskab ville give. I 2013 blev det også lovligt for homoseksuelle at gifte sig.

Dog ikke i Church of England, for selv om køn og seksualitet har ført til stor intern diskussion i kirken de seneste ti år, er det stadig ikke muligt for homoseksuelle par at blive viet i den statslige engelske kirke.

Kirken tillader dog præster og biskopper at leve åbent som homoseksuelle – også i registrerede partnerskaber – så længe de ikke dyrker sex.

Heteroseksuelle præster i den anglikanske engelske kirke må til gengæld både gifte sig og dyrke sex.

Kirkens konservative holdninger til LGBT-personer – det vil sige lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede – kan være en af grundene til, at stadig færre unge englændere identificerer sig med kirken, mener i hvert fald flere af kirkens iagttagere.

»Church of England er ude af stand til at komme over sin fiksering på homoseksualitet, hvilket driver den nationale kirke ud i en mere fundamentalistisk holdning, der gør, at den ikke i så høj grad taler til flertallet af unge,« siger Linda Woodhead, professor i politik, filosofi og religion ved Lancaster University, til The Guardian.

I 2018 udkom et studie, der viste, at mindre end to procent af befolkningen under 24 år identificerer sig med kirken, der altså er den engelske folkekirke. Dronning Elizabeth II er kirkens nominelle overhoved.

Tilslutningen til Church of England er halveret siden 2002, oplyste The Guardian sidste år.