I England vil det inden så længe være slut med at sælge energidrikke til børn under 16 år.

Det oplyser den britiske regering, der vil indføre et forbud gældende fra april 2027.

Forbuddet kommer til at omfatte energidrikke med mere end 150 milligram koffein per liter.

Dermed er energidrikke fra producenterne Red Bull og Monster Energy omfattet af forbuddet.

I en klassisk energidrik fra Red Bull og Monster Energy er der 320 milligram koffein per liter.

I Danmark findes der ingen lov om, hvor gammel man skal være for at købe energidrikke, men Fødevarestyrelsen fraråder, at børn drikker energidrikke.

Ifølge den britiske regering drikker omkring 100.000 børn under 16 år energidrik på daglig basis.

Forskning kæder indtagelsen af energidrikke sammen med søvnforstyrrelser, angst og koncentrationsbesvær, lyder det videre.

Forbuddet kommer efter flere tiltag fra den britiske regering, der specifikt har rettet blikket mod landets yngste borgere.

Landets premierminister, Keir Starmer, sagde i midten af juni, at regeringen også vil forbyde sociale medier for børn under 16 år.

I en pressemeddelelse fra regeringen lød det, at landet har planer om at bruge samme model til forbuddet som Australien.

Australien indførte i december det første forbud af sin slags mod sociale medier for unge under 16 år.

I marts viste data fra softwarefirmaet Qustodio, der udbyder såkaldt forældrekontrolsoftware, at en femtedel af teenagere under 16 år i Australien stadig bruger sociale medier trods forbuddet.

Antallet af 13-15-årige, der bruger de sociale medier TikTok og Snapchat, er faldet i perioden fra december, hvor forbuddet trådte i kraft, frem til februar.

RITZAU/Reuters