Et britisk par takker deres skaber for heldet, efter at de har fundet en hel garage fuld af sække med effekter fra Star Wars. De var hele 4,4 millioner kroner værd, og det hele var efterladt til dem af en nabo.
Parret fra Stourbridge i det centrale England var i begyndelsen ikke sikre på, hvad de skulle gøre med det hele. Dukker og rumudstyr havde været gemt af vejen i årevis, og der havde samlet sig en masse støv på dem, rapporterede The Times torsdag.
Familiens søn fik fat på en auktionarius, som fandt en skat af memorabilier fra Star Wars. Der var sågar figurer, der stadig var pakket ind i deres originale indpakninger. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
»En masse var en smule fugtigt på grund af den måde, de var blevet opbevaret på. Men generelt var det den bedste Star Wars-kollektion, jeg nogensinde har set,« sagde Chris Aston fra Astons Auctioneers.

»Vi oplevede stor interesse fra hele verden, og vi forventede hele tiden, at salget ville klare sig rigtigt godt,« sagde Chris Aston.
Blandt de ting, der kom under hammeren, var en kommandør fra Star Destroyeren. Det er en af blot to tilbageværende eksemplarer i den originale indpakning. Prisen ved auktionen blev 268.000 danske kroner.
Et sæt på otte figurer fra 'Jedi-ridderen vender tilbage', som kostede 13 kroner, da de blev købt i 1980'erne, gik for 11.520 kroner.
Det er ikke ukendt, at memorabilier fra Star Wars kan give pengene mange gange igen, når de ender på auktioner.

I 2015 indbragte en dukke af Luke Skywalker 157.000 kroner på en auktion organiseret af Sotheby's og eBay. Den kom på markedet i 1978 som et legetøj for børn!