Engelsk mand levede ti år i skov for at undslippe parforhold

En 62-årig gartner fra Birmingham blev så træt af sin hustrus beklagelser over, at han aldrig var hjemme, at han cyklede hjemmefra og i et årti levede som hjemløs i en skov uden for London.

Malcolm Applegate var rigtigt glad for sit arbejde som gartner i den engelske by Birmingham. Måske lidt for glad, mente hans kone. De første tre år, efter de var blevet gift, gik ægteskabet egentlig fint, men derefter startede problemerne, fortæller Applegate.

»Jo mere arbejde jeg tog, desto mere vred blev min hustru. Hun kunne ikke lide, at jeg var ude af huset i lange perioder ad gangen,« siger han i et interview, der er bragt på hjemmesiden for det bosted for tidligere hjemløse, Emmaus Greenwich, hvor han bor i dag.

På den baggrund tog Appelgate for et årti siden en temmelig drastisk beslutning. Uden at informere hverken familie eller venner satte han sig på sin cykel og kørte mod London. En tur, der tog tre uger, blandt andet fordi Applegate blev nødt til at spadsere de sidste små 100 kilometer til den engelske hovedstad, da hans cykel blev stjålet i Oxford.

I en årrække derefter camperede Appelgate sammen med to andre i et skovområde nær Kingston lidt sydvest for London, hvor han blev ansat som gartner ved et lokalcenter for ældre.

»De andre camperede sammen med mig, fordi jeg arbejdede på centeret, og vi plejede at gå derhen for at blive vasket og få et brusebad. Ingen vidste, at vi camperede der. Stedet er ikke velkendt, og der kommer ingen,« siger han til Daily Mail.

Malcolm Applegate var egentlig var glad for sit liv i det fri, men valgte at opsøge bostedet Emmaus Greenwich, da en anden »bortløben« person gjorde ham opmærksom på det. Her har han fået sit liv tilbage på sporet, fortæller han.

»I dagligdagen arbejder jeg i værkstedet eller som chauffør. Jeg går ikke så meget op i, hvad jeg bliver sat til, så længe jeg arbejder. I min fritid kan jeg godt lide at deltage i sponsorerede walks, der indsamler penge til velgørenhed for andre hjemløse. Min seneste tur gennem London indbragte 300 pund til organisation Street Souls. Ikke dårligt for en mand i tresserne!«

Siden han flyttede ind på Emmaus Greenwich har Applegate også genoptaget kontakten til sin søster.

»Det var et årti siden, jeg sidst havde set hende, og i den periode havde hun ledt efter mig på alle Frelsens Hærs herberger i Sydengland. Jeg tror, hun antog, at jeg var død. Jeg skrev et brev til hende, da jeg var blevet indkvarteret i Greenwich, og hun ringede til mig helt opløst af tårer. Nu har vi et fantastisk forhold igen,« siger han til Emmaus Greenwich-hjemmesiden.

Hvorvidt Applegate også har genoptaget kontakten til sin hustru og fået et fantastisk forhold til hende igen fremgår ikke.