Engelsk fodbold er blevet en mondæn fornøjelse

Hver søndag reflekterer Berlingskes korre­spondenter over det sted i verden, de har slået sig ned. I denne uge tager vor mand i London – som egentlig ikke er tilhænger af »de blå« – os med på lægterne til et dramatisk opgør mellem Chelsea og Burnley, som dog udspiller sig inden for nogle mere civiliserede rammer end i »gamle dage«.

Big Ben og Trafalgar Square skal man forbi. Så kan man lige så godt tage hele turen hen til Buckingham Palace. Et besøg på Oxford Street eller den mere luksuriøse Regent Street hører til. Måske overturistede Covent Garden og gerne mindst et af markederne: Portobello, Brick Lane eller Camden. Derefter er der »fish and chips« og et pub-besøg. En rigtig tur til London må desuden gerne have en af de topprofessionelle musicals på programmet. Og så kan man gå til fodbold.

Nogle årtier tilbage havde englænderne næsten spillet for sig selv. Bøller hærgede uden for stadion, og indenfor kunne den mindste gnist få det hele til at eksplodere. Engelsk fodbold var berygtet i hele verden. Heysel-tragedien i 1985 satte omfanget i relief, da Liverpool-tilhængere jagtede italienske tilskuere i døden. Hillsborough-tragedien fire år senere med 96 dræbte Liverpool-tilhængere og flere end 700 sårede på et overfyldt stadion bekræftede indtrykket af, at det var forbundet med vovemod og en vis portion dødsforagt at blande sig med engelske fodboldtilhængere.

Sådan er det ikke længere. Engelsk fodbold er blevet en verdens-liga. Klubejere er milliardærer fra Rusland, USA, Mellemøsten og Asien. Tilhængerskaren er global, og det afspejler sig i stigende grad på tilskuerpladserne, som i modsætning til »gamle dage« naturligvis udelukkende er siddepladser og oftest på nyrestaurerede stadioner. Interessen giver milliardomsætning og er med til at betale spillernes hastigt voksende millionlønninger. Det skaber ikke nødvendigvis den stemning, som engelsk fodbold har været legendarisk for, siden der var nogen, som begyndte at se på andre sparke til en bold.

Vi havde besluttet at se Chelsea mod Burnley og kan ikke sige os fri for at være en del af problemet. Ikke nogen prangende kamp på papiret, men for overhovedet at få billetter købte vi i dyre domme over nettet fra et dansk firma via et mellemled med spansk adresse. Kun en af os er rigtig tilhænger af »de blå«. Vi andre var der i det mindste for fodboldens og ikke kun for oplevelsens skyld, men det måtte egentlig gerne have været Tottenham og Christian Eriksen nede på græsset.

Det var en fin oplevelse i en dramatisk 1-1-kamp, og selv om det føg med »gnister« på banen, virkede det bestemt ikke farligt for tilskuerne. Faktisk var det måske snarere en anelse for pænt, blev vi enige om, uden på nogen måde at drømme os tilbage til fodboldvolden. Chelsea F.C. har fået ryddet op i klubbens vidt berygtede og voldelige hooligan-grupper fra 1970erne og 1980erne, der på et tidspunkt fik formanden til at foreslå et elektrisk hegn ned til banen.

Klubben har taget et opgør med racistiske tilråb og greb straks ind, da tilhængere blev filmet i undergrunden i Paris, hvor de forhindrede en sort mand i at stige på toget. På billetten står der, at der vil blive skredet ind, hvis man »vedvarende står op«.

Men høje billetpriser og – de nødvendige – opgør med fodboldvoldens krigeriske »stamme-kultur« har også gjort, at fodboldpublikummet i de store engelske klubber har skiftet. Chelsea-træner Jose Mourinho skabte i november overskrifter i medierne, da han kritiserede, at Stamford Bridge var »som at spille på et tomt stadion«.

»Er rejesandwich-brigaden for stor. Er der for mange sæder optaget af virksomheder på dagstur? Jeg ved det ikke,« sagde han ifølge The Telegraph og understregede, at han dog ikke tvivler på tilskuernes passion for klubben.

En leder af en fanklub sagde til avisen, at han til dels var enig, men at det ikke var de trofaste tilhængeres skyld.

Han konstaterede, at »et stigende antal turister« til topklubbernes kampe ikke skaber brølene fra tribunen, og at priser – uden mellemled – på omkring 500 kroner pr. kamp forhindrer mange unge i at tage til fodbold.

»Gennemsnitsalderen for Chelsea-tilhængere til en hjemmekamp nu om dage er over 40 – snarere 50, hvor jeg sidder – og sådan er det på mange stadioner i Premier League,« sagde fanformanden Tim Rolls og opfordrede til billetpriser, hvor de unge på »16 til 25« kan være med og give dem lov til at finde sammen i »syngende afdelinger«.

Det er der ingen tegn på, selv om TV-rettigheder for de kommende års engelsk fodbold i bedste række netop er blevet solgt for mere end 50 milliarder kroner med yderligere omkring 35 milliarder for de internationale rettigheder i vente. Eller måske netop derfor, kunne man måske sige. Engelsk fodbold er blevet forretning i den helt dyre ende, og stemning på tribunerne er godt, men det skal være stramt kontrolleret, så det ikke går amok og skader omsætningen og det dyrebare brand. En europæisk karantæne som efter Heysel ville i dag være en økonomisk katastrofe for de engelske klubber.

Tilbage er nogle små »lommer« som søndagens »Capital One Cup«-finale mellem Chelsea og Tottenham. Engelsk pokalfodbold er mest for de særligt dedikerede tilhængere og nostalgiske englændere, og det er lidt som i gamle dage.

Chelsea-tilhængere på klubbens officielle fansite er harme over, at pubberne nær Wembley ikke viser kampen, og hvor man kunne få stemningen med nær stadion, fordi myndighederne vil undgå ballade i London-opgøret. Tilhængerne diskuterer så, hvilke af Londons øvrige centrale pubber, der er »deres« under kampen, og det sitrer af glad forventning i begge lejre. Der skulle være basis for at opleve noget af den traditionsrige engelske fodboldstemning på både godt og ondt. Hvis man tør.