FBI oplyser fredag, at der er blevet fundet endnu to mistænkelige pakker, som var stilet til den demokratiske senator Cory Booker fra New Jersey og til James Clapper, tidligere direktør for det amerikanske efterretningsvæsen.
Pakkerne er magen til ti andre mistænkelige pakker, som har indeholdt rørbomber, og som har været adresseret til markante kritikere af præsident Donald Trump.
Den 11. pakke, som var stilet til Booker, blev fundet på et postcenter i Opa-Locka, nær Miami, Florida. Det oplyser FBI i et tweet.
Den 12. pakke til Clapper var adresseret til Clapper og sendt til CNN, oplyser tv-stationen.
Blandt de fremtrædende demokrater, som har været tiltænkt en pakke med en rørbombe, er tidligere præsident Barack Obama, Hillary Clinton, tidligere justitsminister Eric Holder og filantropen George Soros.
Desuden tæller listen over tiltænkte modtagere tidligere vicepræsident Joe Biden, filmskuespilleren Robert De Niro og det demokratiske kongresmedlem Maxine Waters fra Californien.
CNN modtog også en mistænkelig pakke onsdag og evakuerede tv-stationens redaktionslokaler i Time Warner Center på det centrale Manhattan.
Pakken onsdag var adresseret til tidligere CIA-direktør John Brennan, der ofte medvirker i CNN's nyhedsudsendelser.
FBI har indledt en landsomfattende menneskejagt for at finde frem til de personer, som står bag pakkebomberne.
New Yorks borgmester, Bill de Blasio, og den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, er blandt de politikere, der har beskrevet pakkebomberne som terrorisme.
/ritzau/