Endnu en storbank i vanskeligheder

Kursen på aktier i den belgisk-franske bank Dexia styrtdykker, og Belgiens finansminister siger, han er klar til at gribe ind.

Den belgisk-franske bank Dexia, der er en af Europas 20 største banker, er i store vanskeligheder, og Belgiens finansminister, Didier Reynders, sagde i dag, at hans regering er klar til at gribe ind.

Aktiekursen på Dexia droppede fælt fra morgenstunden med 29 procent.

Den franske avis Le Figaro skriver, at banken har brug for øjeblikkelig kapitaltilførsel, men Dexia erklærede i formiddag, at den ikke har likviditetsproblemer.

Bankens bestyrelse var hasteindkaldt til et møde søndag for at drøfte krisen i den konkurrerende bank Fortis.

Der var efter en kort opblomstring i morges atter store kursfald på Fortis, som i weekenden blev hjulpet på vej med en redningsplan fra regeringerne i Holland, Belgien og Luxembourg til 11,2 milliarder euro (godt 83 mia. kr.).

Kursen var midt på formiddagen faldet med over 18 procent.

/ritzau/AFP